Babydrømmen, afsnit 4 – af Camilla

Det er over et år siden vi har hørt fra Camilla sidst. Og det er forståeligt. Her fortæller hun lidt af hvad der er sket. Jeg anbefaler jer at finde lommetørklæderne frem, for det skal bruges 🙂 Og Camilla – skynd dig at skive næste afsnit, jeg er super spændt 🙂

 

776590_hands

Babydrømmen, afsnit 4 – af Camilla

 

Det lang tid siden jeg har skrevet. Der er sket en del siden sidst og mit liv ser helt anderledes ud i dag.

Det sidste jeg skrev sidst var at vi havde været til nakkefold, som gik fint. Tiden efter der var skøn. Min mave voksede og jeg havde ingen gener. Jeg var så småt begyndt at bygge rede og købe baby ting/tøj. Ja, jeg købte nok mere end hvad jeg får brug for. Men min lille guldklump skulle ikke mangle noget.

MD scanning d 31. juli gik også fint. Min lille baby havde det fint inde i maven og alt så ud som det skulle. Vi havde hele tiden sagt, at vi ville vide hvad det blev. Og da vi kunne fik vi af vide at det blev en lille dreng. Min mand græd af glæde, da han fandt ud af vi skulle have en lille hockey spiller. Jeg havde ikke noget ønske om kønnet, bare at det blev en rask lille baby. Jeg var bare glad for at vi overhoved skulle have en baby, men da vi fandt ud af det blev en lille dreng, kunne jeg ikke forestille mig andet.

Da teknologien i dag er så fantastisk, skulle vi da have lavet en 3D scanning. Det var helt fantastisk at se vores lille søn, det helt utroligt hvad man kan se.

Som skrevet ovenover, så gik alt fint, ingen kvalme, hævede fødder eller trang til mærkeligt mad. Men sidst i min graviditet tog plukveerne til og jeg blev sygemeldt fra job 1 uge før barsel. Det hjalp at jeg blev sygemeldt, men jeg nåede kun lige at starte min officielle barsel, før noget ikke var som det skulle være. Jeg vågnede en nat med helt ubeskrivelige smerter i venstre side af mit underliv. Noget i mig sagde, at det ikke var fødsel der var i gang, men hvad var det så? Min mand kørte mig på akut fødemodtagelse og der fik jeg en ordentlig omgang morfin hele natten. Dagen efter aftog smerterne, men lægerne kunne ikke sige hvad det var. Jeg har en cyste på venstre æggeleder og de mener det var den der havde vredet sig. AV for H…. siger jeg bare. Jeg fik en ordentlig r..fuld morfin og sov natten igennem på MASSER af morfin.

Dagen efter blev jeg udskrevet, men inden jeg blev det fik jeg 2 injektioner med noget medicin der skulle “modne” lillemandens lunger – bare for at være på den sikre side, hvis smerterne nu kom igen og de blev nødt til at operere. Det blev jeg glad for, for ugen efter vågnede jeg midt om natten, troede jeg havde tisset i sengen, men nej mit vand var gået. Jeg var kun 33 fulde uger. Jeg tog det roligt. Ringede til akutfødemodtagelsen, og hun sagde at jeg skulle ligge mig ned og blive der. Så ville en ambulance komme og hente mig – ja det skal jeg lige love for, 3 mænd kom og bar mig ned på en båre og kørte mig på hospitalet.

Så der lå jeg så i 3 dage med meget kraftige smertefulde plukveer hvert 10 min. De holdt øje med lillemanden hele tiden og han havde det fint.  Jeg havde ikke åbnede mig, så de ville gerne vente med at sætte mig i gang,  til jeg var 34 fulde uger – jeg husker jeg tænkte at 1 hel uge med smerter, det klare jeg ikke. Men jeg kom igennem smerterne, ved at tænke på at det var bedst for min søn, hvis han kunne vente en uge. Min mand og jeg blev tilbudt at komme op på neonatal afd. på Hvidovre for at se hvad det var for en afdeling. Det var overvældende at se, men også livsbekræftende.

Lillemanden kunne ikke vente en hel uge og efter 3 dage gik jeg selv i fødsel.

Min mand ringede til min mor som skulle være med til fødslen. Og som i øvrigt havde været der for mig mens jeg lå på hospitalet. Jeg elsker min mand meget højt, men når jeg har smerter eller er syg –  ja, så er der kun en der dur og det er min mor. På trods af at jeg er 25 år. Hun er min bedste ven og min klippe, uden hende ved jeg ikke hvad jeg skulle have gjort.

Fødslen gik egentlig meget hurtigt jeg kom på fødegangen kl. 22, hvor min mand og mor var ved min side, holdt mig i hånden under alle veer og kom med saftevand.

Jeg havde åbnet mig relativt hurtigt, men lillemanden ville ikke helt ned i bækkenet. Da vi havde prøvet længe nok, kom der en børnelæge og sagde, at nu skulle lillemanden altså ud, for det var for hårdt for ham. Lillemanden kom til verden d. 1 november 2013 kl 01.26 ved hjælp af en sugekop. Jeg fik ham op på brystet, selvom jeg havde fået at vide, at jeg nok ikke ville få ham op på brystet, da børnelægerne ville tage ham efter han kom til verden. Men op på brystet fik jeg ham, og det var den bedste følelse i hele verden. Et par minutter fik jeg lov til at holde min søn, og derefter tog de ham med op på neonatal afdeling sammen med min mand.

Så der lå jeg på en tom fødestue, kun mig, min mor og jordmoder.

Da jeg var færdig på fødestuen kørte min mand mig op på neonatal afdeling, så jeg kunne holde min søn. Han lå med en masse elektroder, sonde, og så skulle de lægge en nål i hans hånd, for at han kunne få antibiotika. Da han jo havde ligget i min mave mens mit vand var gået. Det var lidt af et chok at se sin søn ligge der, med alle de elektroder, og at se lægerne lægge drop var bestemt ikke sjovt. Min forestilling om min nyfødte søn skulle laves om inde i mit hoved. Men dejlig og smuk og alt det jeg havde drømt om var han, vi havde bare fået en lidt anderledes start på livet end vi havde regnet med.

Fortsættelses følger…..

Camilla

 

Læs afsnit 1 http://pcoliv.dk/babydr%c3%b8mmen-af-camilla/

Læs afsnit 2 http://pcoliv.dk/babydr%c3%b8mmen-afsnit-2-af-camilla/

Læs afsnit 3 http://pcoliv.dk/babydrommen-afsnit-3-af-camilla/

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *