Den svære sandhed – af Theresa. Afsnit 1

De næste måneder kan du følge Theresa her på PCOliv. Følge hendes drøm om at blive gravid. Theresa starter med at skrive lidt om historien bag. Det er spændende læsning og desværre også noget, som mange af os kender til. En stor tak til Theresa fordi hun så åbenhjertet deler sit liv med os. Held og lykke med  rejsen mod drømmebarnet:-)

 

 

Den svære sandhed – af Theresa. Afsnit 1

Afsnit 1. Historien bag et liv med pco.

Jeg vælger at være meget åben i min fortælling, derfor vælger jeg at starte med mit unge liv og de parforhold jeg har været igennem sammen med min pco. Så man har en lille forståelse for de ting jeg har oplevet indtil i dag og næste blog bliver om mig og mit nye liv med min drømme mand og en meget hård tid lad os springe ud i det..

Lad os spole tiden tilbage til år 2000, en ung kvinde gå på sit anden år på efterskole, det er ved at være det sidste del af dette eventyr, og en voksen tilværelse venter forude med tanker om hvad fremtiden bringer og selvfølgelig den store drøm om børn og mange børn. Men denne drøm skulle senere vise sig ikke og blive så nemt som drømmen virket til.!! De første tegn kom ved at mine blødninger ophørte og kun kom når min krop (pco) tillod det. Jeg begyndte også at får mere hårvækst på overlæben og ved navle regionen, som største delen af alle mænd får, hvilket jo fik min til og føle mig som en mand. Men på dette tidspunkt viste jeg jo ikke at jeg havde pco.

En aften begyndte jeg og have rigtig ond i den ene side af underlivet, og en bule blev mere og mere tydelig. Min mor kontaktede vagtlægen, som mente jeg måske havde en graviditet uden for livmoderen og han bad os komme med det samme, der stod jeg som 17 årig og fik at vide at jeg kunne være gravid uden for livmoderen, hmm hvad betyder det tænkte jeg… Jeg kom op til vagtlægen skulle lave en urinprøve og nej jeg var ikke gravid. Men min bule på den ene side gjorde vagtlægen bekymret og sendt mig videre op til føde /gynækologisk afd. hvor der kom en meget venlig læge og fortalte mig at jeg skulle scannes, for at de kunne finde ud af hvad der var galt i mit underliv… Scanningen var ikke særlig sjov, der lå jeg som 17 årig og vidste faktisk ikke rigtig hvad det var der forgik eller hvad der var galt med min krop. Lægen studeret denne scanner skærm og det eneste jeg husker, var lyden af hmm… efter fuldt af endnu et hmm…. Og plusedelig siger han så: Jeg tror godt jeg ved hvad der er galt med dig. Du har en tilstand i dine æggestokke, som vi kalder for pco, noget som rammer kvinder i den fødedygtig alder og  mange gange pga. overvægt,  for meget indtagelse af den forkerte kost, men min søde ven den dag du ønsker at få børn bliver det ikke et problem og hjælpe dig, det skal du ikke tænke på. Og med disse ord i tankeren og en recept på p-piller, som jeg skulle tag i 3 måneder for at få stabilitet i min blødning, tænker jeg jo ikke rigtig mere over det før jeg finder en kæreste og vi efter noget tid begynder og snakke om det at ville have børn. Vi beslutter, at jeg skal smide mine p-piller og det gør jeg så, derefter kommer der ikke rigtig en blødning og der går længere og længere tid imellem jeg får min menstruation, og vi henligger tanken en periode. Efter 2 år er der stadig ingenting sket og vi begynder og undre os over dette. Jeg havde en meget stor trang til alt der indeholder sukker min menstruation kommer og går i perioder, og jeg har en del hårvækst på flere områder på kroppen.

Vi kontakter min læge for at få nogle råd og vejledning, om alt det som virker rigtig forvirringen og meget stressende på os begge to. Jeg begynder og føle mig som et misfoster, som ikke lever op til min titel som kvinde, de ting jeg blandt andet er skabt til at skulle kunne gøre. Min læge forslår vi slår kold vand blodet og prøver at sætte tanken om børn lidt væk fra vores hverdag, og måske begynder og lave vores kost om, laver en hel ny livsstil, og min læge sender en henvisning til en diætist, og jeg begynder ved sådan en. Hen af vejen begynder jeg da også at tabe mig en lille smule, men tror måske allerede på det tidspunkt at min daværende kæreste og mit forhold begyndt og glide ud i det bare ingenting. Han stopper med at støtte mig og bliver mere og mere fjern Der står jeg så med endnu en følelse af at det er mig der ikke kan leverer varen og at det hele er min skyld. Endnu en gang er det mig der ikke slår til og jeg begynder at opgive alt mig selv, ham og vores forhold. Tror på at han faktisk har fundet en anden da han begynder og gå en del i byen og jeg slutter forholdet. En dag han er på arbejde vælger jeg at skrive et brev til ham, og ligger min forlovelses ring i en konvolut, og der med ophæver jeg vores forlovelses. Derefter ringede jeg  efter mine forældre og nogle venner som hjælper mig med at flytte min ting. Nu når jeg sidder her og skrive her kan jeg godt se det måske var meget ondt og kynisk måde og  sige stop på den måde, men hvis ikke man kan elske og støtte et andet menneske som man skulle forstille sig at man skulle dele hele sit liv med, tror jeg ikke der er mere og komme efter. Og jeg får også ret med at der var en anden kvinde i hans liv ca. 6 måneder efter jeg er flyttet fra ham, bliver han far til en lille dreng. Dette finder jeg ud af gennem en fælles ven vi har. Selvfølgelig sårer det mig, og gør mig rigtig ked af det at vide, at jeg var blevet vraget til fordel anden kvinde der kunne give ham det barn han ikke kunne lave sammen med mig. At hun havde tage min plads og udlevet min/vores drøm om børn og det at stifte familie gjord rigtig ondt.

Tiden der efter går rigtig godt. Jeg begynder for alvor at tabe mig og jeg begynder at se frem ad jeg får nu retmæssig menstruation, den ret så voldsom hårvækst aftager stille og roligt. Og det er som om, der kommer en form for balance i min krop jeg ikke har kunne finde i en lang periode af mit liv, hvor forvirring og håbløshed har hersket i mit sind. Jeg begynder at se positivt på tingene og tænker at alting nok skal blive godt. Og at drømmen om børn nu ligger lige inde for rækkevidde, men nu mangler jeg bare manden i mit liv, en som jeg også ønsker at stifte familie.

Jeg møder min daværende mand, men heller ikke her er heldet med mig. Vi forsøger også i en rigtig lang periode, men endnu engang uden held. Min krop begynder at skabe sig forfra og endnu en gang må jeg erkende at mit pco er brudt ud igen, og nu kommer der nogle flere symptomer end tidligere. Jeg begynder nu at tabe rigtig meget hår, og jeg har nu daglig hovedpine, og jeg beder min læge om at henvise os til sygehuset med henblik på behandling for barnløshed. Vi bliver ikke ligefrem møde med varme og venlig arme, tvært imod min overvægt på ca. 115 kg er nu et kæmpe problem, og ikke nok med det viser en test, at min kærestes sæd og som viser  at han er rigtig meget nedsat. Han har en levedygtighed på 26 % hvilket ikke er særlig godt, der er ikke rigtig nogle af dem der er aktive, så nu står vi med mere et problem, nemlig at hans sæd nok ikke vil kunne bruges til så meget. Nu skal jeg så begynde at får nedarbejdet min overvægt endnu engang. Vi bliver gift i sommeren 2007 og ligger lidt det med at blive gravide væk, og tænker ikke rigtig så meget over det længere. Der sker så mange uheldig ting omkring os i det næste år fra vores bryllup at han vælger at komme juleaften 2008 og fortæller mig at han vil skilles, da han fortæller mig at han er blevet forelsket i en han har chattet med i en længere periode. Næsten samme situation som med min ex kæreste, selvom at det er hårdt og det gør rigtig ond på mig, ved jeg bare at det er et valg der er nødvendig for, at jeg kan finde mig selv og skabe den balance, der er behov for i min krop til og blive så normal som mulig. Jeg vælger der efter at bede ham, flytte ind hos hans mor og jeg vil derfor gerne bo alene, ind til jeg kan få en lejlighed til mig selv og få opsagt vores lejet rækkehus..

Et nyt liv begynder….

Hilsen Theresa.

forsættelse følger i næste indlæg!!!

1 thought on “Den svære sandhed – af Theresa. Afsnit 1

  1. Hej Theresa

    Jeg er meget berørt af din historie. Tak fordi du deler den med os alle. Jeg ser frem til næste afsnit fra din side, da jeg virkelig kan genkende en del i din historie. Håber det går dig bedre i næste afsnit;-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *