Den svære sandhed – af Theresa. Afsnit 2

Her er afsnit 2 af Theresa´s historie. Følge hendes drøm om at blive gravid. Theresa starter med at skrive lidt om historien bag. Det er spændende læsning og desværre også noget, som mange af os kender til. En stor tak til Theresa fordi hun så åbenhjertet deler sit liv med os. Held og lykke med  rejsen mod drømmebarnet:-)

 

Den svære sandhed afsnit – af Theresa afsnit 2.

Afslutning af sidste afsnit (Jeg vælger der efter at bede ham, flytte ind hos hans mor og jeg vil derfor gerne bo alene, ind til jeg kan få en lejlighed til mig selv og få opsagt vores lejet rækkehus..)

Jeg får opsagt rækkehuset og flytter nu indtil min fødeby Randers, hvilket virke mest rigtig i denne situation med skilsmisse osv. I denne periode har jeg brug for min familie og mine venner, og veninder.

Jeg føler ligesom jeg begynder at leve igen selv om at perioden efter vores brud har taget hårdt på mig konstatere jeg at min vægt er på nedgang. Endnu engang begynder jeg og tabe mig rigtig meget. Bare i den lille periode op til brudt mellem min eksmand og jeg har jeg allerede tabt mig en del. Og efterfølgende da jeg kommer på plads i den nye lejlighed, begynder jeg at løbe hver dag i en time. Den friske luft får mig til at føle at jeg lever, og mange ting falder ligesom på plads inde i mit ellers ret så forvirret hoved, tanker om det at finde den rette, det at starte en familie alle de drømme som har i en lang periode har været en besættelse for mig, begynder at slippe sit tag i mig, og kommer til den konklusion at jeg jo stadig har livet foran mig.

De vilde byture og det sociale samvær med alle de mennesker der betyder noget i mit liv, giver mig mit liv tilbage og jeg lade nu drømmen om børn/familielivet glide i baggrunden…

Min løbetur om morgen er nu en del af mit liv og træning bagefter giver mig alle mulighed for at finde tilbage til den sund livsstil og være klar til den dag en mand træder ind i mit liv for at blive prinsen på den hvide hest. Og som har de samme ønsker som jeg (drømme om en stor familie med mange børn) og sundlivsstil må man sige jeg har fået mig. På lidt over 8½ måned taber jeg mig 41.5 kg. Jeg får nu en regelmæssig menstruation og min sukketrang er nu helt væk. Og jeg ser nu lyser på livet.. Jeg vælger at oprette en dating profil i håb om at der en dag vil dukke drømmefyren op. Jeg tager på nogle forskellige date, men ingen af de fyrer jeg er på date med passer ind i min måde at leve livet på. Og efter endnu et mislykkes forsøg på at finde kærligheden, beslutter jeg derefter at single livet helt sikkert er min livsstil for en periode. Og med den beslutning i tankeren på vej hjem fra en lækker aften med veninder, er jeg opsat på at slette denne profil og bare leve livet og så må drømmemanden jo komme hvis han ellers findes for mig.

Jeg tænder min computer omkring kl. 00.30, tror jeg den var, lidt små fuld og i godt humør:-)

Jeg logger ind på min profil på dating og opdager til min store forundring at en mands person har været inden og kigge på min profil 9 gang på en ½ time… Til det tænker jeg hmm… tja man kan da altid tjekke denne person ud og vælger at sende han en hilsen. (Nåee man lure var!!! ) efter ganske få minutter kommer der et forsigtigt svar (ja jeg synes du så sød ud, mange gange undskyld). Her lærer jeg Lars at kende, og vi forsætter med at skrive samme inden vi når at se os om er kl. blevet omkring 5, og vi afslutter vores samtale og aftaler at vi vil skrives ved… her efter spøger han i mine tanker hele tiden, og jeg begynder at undre mig over at denne mand, som i virkeligheden er det stik modsatte af mig, men samtidig er vi lige hinanden..

Der går ca. 14 dage med at skrive og ringe sammen. Vi aftaler at vi skal mødes og jeg inviterer ham op til mig i Randers.

Vi bliver kærester 1 maj 2009. Lars er en person som værdsætter familielivet ligeså højt som jeg gør.

Der sker en masse på meget kort tid. Og Lars flytter ind hos mig. Vi afholder Lars 30 års og min 25 års fødselsdagsfest samme aften frier Lars til mig og går på knæ foran familie og vennerne det er den 31 okt. 2009.

Den 23 nov. 2009 opdager vi til stor overraskelse, at jeg er blevet gravid, og vi bliver rigtig glade og lykkelig, endelig virker det som om at lykken smiler min/vores vej. Jeg begynder at have rigtig ondt og bliver af min egen læge sendt til scanning for at sikre at alting er som det skal være. Scanning fortalte at ægget havde delt sig i to og der var tale om tvillinger og vi bliver meget lykkelig og tænker, hold nu op – 2 på en gang, hvad mere kan man ønske sig. Men til stor sorg taber jeg dem begge en lille uge efter scanningen jeg bliver virkelig knust og ingenting kan trøste mig, jeg lukker af for hele min verden. Selv Lars kan ikke længere nå ind til mig.. Jeg sender en sms rundt til familie og venner med den dårlige nyhed og jeg vælger at holde mig for mig selv i en periode.. Jeg vil ikke snakke om det.

Den kolde skulder.

Det virker nu som om jeg er det svageste led i min søsters øjne da jeg taber vores tvillinger. Da min søster har en søster på hendes mor side som også venter sig. Og de finder ud af at hun også venter tvillinger. Kommer der en status fra min søster på Facebook ( Hvor der stå ordret: hvor er det synd for Lars og Theresa at de har tabt deres tvillinger. Men det er da godt man kan glæde sig over min anden søster og hendes mand, at de stadig venter der deres tvillinger. Så søs græd ikke over spildt mælk op på hesten igen). Så sidder man der med  tårer i øjene og forsøge at synke den klump der forsøger at kvæle mig. Nu går jeg fuldstændig sort, jeg lukker mig ind i min egen verden. Og jeg vælger at hade mig selv, at jeg glemmer hvor vigtig det var at Lars og jeg holdet sammen, trøstede hinanden, og fik talte om det der var sket. Men valgte i stedet at skubbe Lars længere, længere ud over klippen, måske var det vel egentligt et forsøg på at beskytte ham, selv om jeg egentlig gjorde det modsatte. I tiden efter jeg tabte, sover jeg rigtig meget og når jeg er vågen græder jeg bare. Jeg får ikke rigtig snakket med nogle om det, der er sket. Og det virker lidt som om jeg har fået en depression. Jeg begynder at virke ligeglad med mig selv, min træning, mine elskede løbe ture i skoven. Alting er bare lige meget.  Det eneste jeg gør, er at spise og sove(alt med sukker bliver hurtig en del af mit liv igen og hovedpinen er nu vendt tilbage).

I denne periode  jeg vælger jeg min søster fra.  Jeg magter hende ikke og jeg siger farvel til hende og hendes 4 børn som altid har betydet rigtig meget for mig.

Fortæller mig selv at jeg har brug for en pause, fra alt det der såre mig og gør mig ked af det. De mennesker der virkelig prøver at forstå mig er Lars, samt mine forældre. En lille håndfuld nære veninder. Jeg begynder at tage på igen og snart er jeg igen en stor pige. Og jeg bliver da ked af det da min menstruation ophøre igen, og jeg begynder at få en del hårvækst. Men jeg er nu så afkræftet, at jeg ikke har kræfter til at kæmpe mod pco, og derfor vælger jeg at lade den styr mit liv. Jeg er ødelagt indeni.

(Den samme tanke fylder mit sind. Tankeren om at jeg nu kunne sidde med mine tvillinger i min arme en lille pige og en lille dreng. Sådan forstiller jeg mig de ville være, hvis de havde været i vores liv. Jeg mangler det at kunne mærke dem, følelsen af glæde, over at kunne høre deres små hjerter slå. Men de er desværre kunne et minde om en virkelig dejlig periode noget jeg aldrig glemmer, tror ikke der gå en dag hvor jeg ikke tænker på dem. De er borte, men bestemt ikke glemt…)

Forsættelse følger…

Kærlig Hilsen

Theresa

Læs afsnit 1 her http://pcoliv.dk/den-svaere-sandhed-af-theresa-afsnit-1/

Comments

  1. Dorthe says:

    Hej Theresa

    Tak fordi du deler din historie med os.
    Jeg kan kun forestille mig, hvordan det er at leve det, hvis det går så ondt på mig at læse det.

    Vil vente spændt på næste del.
    Kærlige tanker herfra.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *