Et år af mit liv – afsnit 1. En læser fortæller.

Stor tak til Amalie, som her har valgt at dele et år af sit liv med os. Det er fangende læsning, fyldt med mange genkendelige følelser. PCO kan fylde meget i livet, men heldigvis er det også muligt at finde en måde at leve med PCO på. Tak fordi du deler Amalie 🙂
(Da Amalie gerne vil være anonym er alle navne ædret)

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg har lige haft fødselsdag. Blev 29 år for få dage siden. Jeg har valgt at skrive til jer om mit sidste år jeg har været igennem.  Jeg håber at nogen af jer derude kan bruge min historie, tanker, erfaringer og dumheder til noget. Måske er det endda genkendeligt. Jeg har kopiere lidt fra min dagbog og skrevet lidt mere. Vi starter for et år siden.

20-7-2014
Jeg havde fødselsdag i går – 28 år. En dag jeg bare helst vil glemme. Jeg har i et stykke tid gået og tænkt mørke tanker. Synes bare at livet er uretfærdigt. Jeg bliver ældre og ældre, alt mens vi prøver at blive gravide. Nu har Klaus og jeg prøvet i 2 år. Husker at vi bestemte os for at få børn lige der for to år siden, på min 24 års fødselsdag. Jeg var så lykkelig, nu er det hele bare et mareridt.  Klaus og jeg er så langt fra hinanden nu, at det næsten ville være uforsvarligt at bringe et barn ind i vores forhold. Tænker over hvordan vi mon er endt her.

Vi kan dårligt holde hinanden ud. Klaus er ikke meget hjemme og jeg forstår ham faktisk godt. Jeg føler jeg altid er sur og tvær. Især når jeg får min menstruation. Jeg bliver så ked af det hver gang. Hver måned er det samme. Jeg håber at være gravid, men når jeg så begynder at bløde så bliver jeg så skuffet. Jeg bliver frustreret og det lader jeg gå ud over Klaus. Der har også været nogle gange hvor min menstruation ikke er kommet, men det har bare været fordi min krop er i kludder. For pokker jeg er træt af det hele.

24-7-2014
Jeg har fået Klaus til at gå med til, at vi skal have hjælp til at finde ud af, hvorfor vi ikke bliver gravide. Jeg tænker, at det måske ikke kun er min PCO der spiller ind her. Men om ikke andet, så kan vi måske få hjælp til at blive gravide. Til at starte med skal vi begge undersøges. Klaus er godt nok ikke meget for det, men jeg har sagt til ham at enten går han med til det, ellers har vi ingen fremtid sammen. Jeg synes, jeg er blevet for gammel til at bruge tiden forkert. Min søster siger at jeg intet får ud af at presse Klaus, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre.

Vi skændes stadigvæk rigtig meget. Jeg synes ikke at Klaus er særlig støttende i, at vi skal spise PCO venligt. Det betyder alt for mig, men han gider ikke lave noget af det. Det er altid mig der skal planlægge, købe ind og lave maden. Skal han lave mad, så er det bare pizza eller en pastaret (uden nogle grøntsager). Hvorfor vil han ikke støtte mig mere?

Jeg kæmper stadigvæk med vægten. Har været på speciel kost i snart et år, og har da også tabt næsten 10 kilo. Men vejer stadigvæk alt for meget – 97 kg. De vil bare ikke af de kilo.

4-9-2014
Vi var til gynækolog i går. Han var super sød og vidste alt op PCO.  Jeg havde fået taget blodprøver på forhånd og Klaus havde afleveret sædprøve. Så vi var begge meget spændte. Jeg fik en undersøgelse og så snakkede vi sammen. Gynækologen siger at min PCO er gået i bero. Han siger, at det nok er kosten der har hjulpet, samt mit vægttab. Det var bare rigtig gode nyheder. Men desværre viser det sig at Klaus har dårlig sædkvalitet. De svømmer langsomt og der er ikke mange af dem. Så gynækologen mener, at vi har rigtig dårlige chancer for at blive gravide uden hjælp. Vi snakkede lidt om de forskellige muligheder og har fået en ny tid. Vi skal lige snakke det igennem herhjemme.

Klaus har taget det med sædkvaliteten vildt hårdt. Han har faktisk grædt i går aftens. Han siger han har dårlig samvittighed og skyldfølelse over ikke at kunne lave børn, når det nu er det jeg vil. Han forstod jo slet ikke den skyldfølelse, som jeg har haft over PCOén. Så må ærligt indrømme, at jeg synes han er irriterende nu. Han ville ikke støtte mig. Jeg prøver dog at virke forstående, og vi snakkede længe om vores muligheder. For jeg er ved godt mod. Gynækologen mente jo at vi kan blive gravide. Vi skal bare have hjælp.

25-9-2014
For pokker –  det her trækker tænder ud. Klaus kan slet ikke komme videre. Nu vil han slet ikke have børn. Jeg er ved at blive vanvittig. Vi har aflyst tiden hos gynækologen, for det nytter jo intet når Klaus ikke vil. Jeg er vildt ked af det og faktisk også rigtig irriteret på ham. Jeg synes han opfører sig barnligt og kan slet ikke håndterer det. Gad vide om vi kommer over det her.

Jeg har snakket meget med min veninde, som er god til at lytte. Hun har fået mig til at indse at jeg mister Klaus, hvis jeg ikke slapper lidt af. Og det tror jeg hun har ret i. Jeg prøver at finde ud af om vi har en fremtid sammen eller om vi skal gå hver til sit. Jeg har bestemt mig for ikke at snakke om børn i et par måneder, så får han måske lidt ro på igen.

Selv er jeg gået i hård træning 😉 Min veninden og jeg træner sammen 4 gange om ugen. Samtidig er jeg virkelig skarp til kosten. Synes faktisk at jeg er blevet rigtig god. Har selv salater med når jeg går ud, bager mit eget brød og spiser ingen kartofler, ris eller pasta. Det er som om at jeg bliver stærkere og stærkere, i takt med at Klaus bliver mere og mere svag. Jeg forsøger at gøre noget, hvor han bare sidder der og gør intet.

Sex er en by i Rusland. Vi har slet ikke været sammen efter vi har været til gynækologen. Men det er faktisk lidt en lettelse for mig. Synes sex var blevet et “job”. Måske lidt hårdt sagt, men det føler jeg virkelig. At være sammen med Klaus er bare ikke sjovt mere. Tror vi begge er trætte af at skulle gøre det i de “rigtige” stillinger, på klokkeslæt osv. at vi slet ikke kan nyde at være sammen. Så det er vist godt med en pause på det område.

5-11-2014
Status er bare at det går af h……. til. Altså med mig og Klaus. Jeg forsøger at omsætte alt det negative til træning og det har givet lidt pote. Jeg har tabt 4 kilo mere og er faktisk ret stolt. Klaus ser det ikke. Han er total ligeglad med mig. Sådan føler jeg det. Føler mig faktisk rigtig meget alene om det hele.

Læs andet og sidste afsnit lige her – Et år af mit liv, afsnit 2

 

Comments

  1. Gigi says:

    Sikke da en cliffhanger.. jeg venter spændt og krydser fingre for en happy end! 🙂

  2. Marianne says:

    Kære “Amalie”
    Jeg er så spændt på at se hvordan det videre går dig. Du er meget modig. Tænker her på at du deler med os alle. Jeg kender totalt mange af de ting du skriver om, så vil fortælle dig at du bestemt ikke er alene.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *