Maria Dior´s personlige og positive historie.

Her kan du læse om Maria Dior – en spændende kvinde der forstår at vende sin PCO til noget positivt. Det er dejligt at læse at livet med PCO ikke behøver at begrænse 🙂 Stor tak til dig Maria fordi du deler din private historie 🙂

Maria 2

 

Mit navn er Maria Dior. Jeg er crossfit-atlet, mor til Mila, gravid med tvillinger, PCO-ramt, ADHD-diagnostiseret, selvstændig personlig træner, massør, coach, instruktør og diætist. Sådan lyder nogle af alle mine titler, og jeg bærer dem alle med stolthed.

Jeg flyttede fra Norge til Danmark for fem år siden for at læse om sundhed og ernæring og for at arbejde på et træningscenter. Det var i denne periode, jeg oplevede mine første symptomer på PCO. Hele mit liv har jeg levet med diagnosen ADHD og de mange udfordringer, der følger denne diagnose. Heldigvis har jeg lært at arbejde med mine svagheder og elske mine styrker. Men PCO var noget nyt for mig. Jeg havde ikke oplevet symptomerne tidligere. Jeg blev pludselig meget træt og irritabel. Jeg havde voldsomme humørsvingninger, fik uren hud på arme og brystet og min menstruationscyklys var kørt helt af sporet. Efter nogle måneder opsøgte jeg min læge, der udredte mig for PCOS.

Det var forfærdeligt. Jeg troede ikke, man kunne gøre noget ved det og jeg havde mest af alt lyst til at låse mig inde i min lejlighed og ikke tale med nogen om det. På det tidspunkt blev jeg dog samtidig mere og mere opslugt af den viden, som mit studie i sundhed og ernæring gav mig og efter jeg havde fået lidt tid til at bearbejde diagnosen, besluttede jeg mig for, at jeg ville forsøge at ændre min kost. Jeg lavede mine egne kostplaner, som jeg lige så stille begyndte og følge mere og mere præcist. Jeg undersøgte, hvilke fødevarer der havde hvilke effekter og hvilke, der gav gavnlige reaktioner i kroppen. Jeg undersøgte, hvilke fødevarer, der var gavnlige for hormonbalancen og hvilke andre faktorer, der spillede en rolle i forhold til min krop og mine diagnoser.

Jeg går meget op i kost og motion, og faktisk på et plan, hvor jeg gerne vil kende til alle detaljerne. Kosten er utrolig vigtig for os. Det er trods alt det, der giver os næring, vitaminer og mineraler, så vi kan holde os kørende. Det er nemlig alfa og omega for alle celler i kroppen, at de får det rigtige brændstof, så de kan udføre deres arbejde ordentligt. Når du indtager en fødevare, sker der en biokemisk reaktion i kroppen og i enkelte tilfælde også når du bare TÆNKER på at indtage fødevaren. Denne reaktion sætter gang i cellerne, som sender signaler til de forskellige processorer, der skal i gang med at optage og fordøje maden. Derfor giver det mening for mig at tage min krop og min kost seriøst. Selv hvis man er 100% rask, giver det mening at forholde sig til kosten, fordi den er en styrende faktor for din livskvalitet!

Jeg har oplevet med dårlige kilder til mad, at jeg får det skidt med mig selv. Min krop bliver dvask, sløv og usamarbejdsvillig. Jeg får inflammationer og hovedpine, jeg tager på og alt dette fører til, at min livskvalitet ryger i bund. Jeg er lykkelig for, at jeg kan reducere mine symptomer ved at ændre min livsstil, og jeg tror, det er vigtigt at holde sig for øje, hvad der er naturligt for os mennesker, med eller uden PCO. Der er kommet mange nye livsstilssygdomme og antallet stiger i takt med med, hvor meget forarbejdet og farligt mad, vi serverer for os selv hver eneste dag. Vi glemmer at passe på miljøet, og foruroligende hurtigt ødelægger vi det eneste, der holder os i live – vores natur.

Noget af det, der er mest påvirket af, hvad vi spiser og hvordan vi lever, er vores hormoner. Og de spiller en afgørende rolle, når man har PCO og/eller ADHD. Efter et år på mine selvlavede kostplaner havde jeg reduceret mine hormoner og jeg havde tabt mig 4-5 kg uden at gøre det store for det. Jeg har altid være lidt overvægtig og har været på hvad der virker som 1000 forskellige kure uden det store resultat. Jeg havde nu lavet en livsstilsændring, som jeg godt nok havde brugt et år på, men det var det hele værd.

Jeg var samtidig færdiguddannet som personlig træner med et speciale inden for graviditet og vægttab. Og min kæreste og jeg havde et højt ønske om at få et barn sammen. Jeg besluttede mig for at gå all-in. Jeg begyndte på en fertilitetsboostende kost, som jeg sammensatte på baggrund af min livsstil og de fertilitetsudfordringer, som PCO giver. Samtidig trænede jeg efter hormonpåvirkende resultater. Efter fire måneder var min cyklus regelmæssig og præcis, hvilket den aldrig har været før. Fire måneder senere stod jeg med en positiv graviditetstest. Det var fantastisk! Jeg trænede hårdt i løbet af min graviditet og spiste sundt. Jeg ophobede 15 liter vand i kroppen (ja, det var helt forfærdeligt!), men den 12. maj 2014 kom den nydeligste lille pige til verden.

Jeg har altid synes, at det er vigtigt at være et godt forbillede for sine børn og på samme tid være tilstede og leve i nuet. Det kan være en svær kombination, men med stor og uundværlig støtte fra min kæreste, gik der ikke længe før jeg kunne komme afsted til træning igen. Jeg havde lige fået en kontrakt med Team Norge og jeg var meget opsat og motiveret for at træne min krop stærk og funktionel igen efter en graviditet og fødsel. Crossfit er en hård sport på alle måder. Men det er min sport! Den giver mig det fedeste kick og jeg bliver glad i låget af at presse mig selv til det yderste og få pulsen op på max. På samme tid er det en balancegang, for det er virkelig ikke alle, der er skabt til at være atleter.

På nuværende tidspunkt træner jeg to gange om dagen, udover onsdag, hvor det er en enkelt gang, og søndag, hvor jeg holder fri. Jeg er Milas mor og jeg går gravid med tvillinger, som i øvrigt er kommet til helt naturligt, kun ved hjælp af mit fertilitetsprogram og min kæreste. Desværre kommer der kun én sund og rask dreng til verden, når den tid kommer. Den ene tvillings hjerte vil ikke slå. Det er stadig svært at forstå og kapere, men selvom sorgen er stor, glæder vi os over, at den anden tvilling er sund og rask.

Jeg synes, jeg har været igennem meget i løbet af mit liv, men uanset hvad der møder mig, finder jeg mig selv på et sted, hvor jeg bliver ved med at tænke: ”Det her klarer jeg”. Jeg har lært at lade være med at lytte til dårlige undskyldninger. Jeg lytter kun til min krop. Mine personlige erfaringer og min unikke uddannelse med speciale i fertilitet og graviditet, gav mig blod på tanden til at starte selvstændigt. Jeg føler, jeg har noget at tilbyde og ingenting kan stoppe mig. Med det valg har jeg selvfølgelig rigtig mange ting at se til hele tiden; jeg står selv med ansvaret og en masse forventninger til, at det hele helst skal køre som smurt. Jeg tror på, at man kan, hvad man vil og med den rigtige prioritering, kan man nå de mål, man har sat sig selv.

Min historie er ikke enkeltstående, og jeg ved, at du kender til livet med PCO og hvordan generne, der følger med, kan gøre hverdagen til en prøvelse. Jeg har gennem kosten kunne reducere mine PCO-symptomer og øge min fertilitet. Du skal vide, at jeg gerne vil bruge mine erfaringer på at hjælpe dig i gang med hverdag med færre PCO-symptomer. Derfor tilbyder jeg dig, kære læser, at du kan booke en gratis og uforpligtende prøvetime, enten med personlig træning eller kostvejledning. Det kan du gøre enten online på mariadiorfertility.com eller ved at ringe…. Jeg håber, at min historie har inspireret dig eller givet dig et smil på læberne. Vi kan, hvad vi vil. Også selvom vi skal kæmpe lidt hårdere for det.

Mange hilsner
Maria
info@mariadior.com
tlf. nr. 61 66 62 76

Du kan også læse mere om Maria her www.mariadiorfertility.com

Maria

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *