Mit livs kamp 1 – operation for at få fjernet underlivet

 

Pyhh, det her indlæg kommer til at trække tænder ud. Men jeg har valgt at skive det, fordi jeg har brug for det. Dem af jer der kender mig, ved at jeg bruger skrivning om en slags terapi. Siden jeg var barn har jeg altid skrevet. Har et ton af dagbøger 😉 Det er min måde at bearbejde svære ting på – og det her er det sværeste og hårdeste der nogensinde er sket.

I midten af januar var jeg til gynækolog. Det skulle have været en helt normal undersøgelse, men det blev det langt fra. Gynækologen fandt et eller andet og måtte lave en vandscanning på mig. Jeg har uforberedt, hvilket er virkelig dårligt for min OCD, så jeg endte i et angstanfald midt i undersøgelsen. Nå, men det gik jo over igen. Gynækologen fandt så at jeg havde en stor polyp, som skulle fjernes i fuld narkose. Hun henviser mig til Holbæk sygehus. Jeg har også ondt i underlivet, især om natten. Det har jeg på det tidspunkt haft i ca. 6 mdr. Jeg får godt nok at vide, at det burde en polyp ikke give, men jeg giver nu den skylden.

BRCA 1 positiv ?
Mens jeg venter på indkaldelse til Holbæk sygehus, bliver jeg kontaktet af et familiemedlem, der for tæller at jeg kan være BRCA 1 positiv, da nærtstående familiemedlemmer har fundet ud af at de er det. At være BRCA 1 positiv betyder at man har ca. 80% risiko for at udvikle brystkræft og ca. 60% risiko for at udvikle æggestokkekræft. Det var noget af en besked at få. Det satte mange tanker i gang. Ikke mindst fordi jeg stadigvæk har små børn. Jeg bestemte mig for at det måtte jeg have undersøgt.

Klinisk genetisk enhed
Da jeg blev indkaldt til forundersøgelse på Holbæk sygehus d. 27/1, snakkede jeg med dem om det. Jeg havde egentlig regnet med at de kunne klare den blodprøve. Men det skulle selvfølgelig køre igennem min egen læge. Så jeg måtte derned og henvises til Klinisk genetisk enhed på Roskilde hospital. Der får jeg først tid d. 9/3. Det føles som en evighed at vente så længe. Det møde gav heller ingen resultater. Det gik ud på at lave et familie stamtræ og hører om risiko osv. Fuldstændigt lige meget, da mine familiemedlemmer allerede havde lavet dette arbejde. Jeg fik taget blodprøv og så var det bare at vente igen. Da de vidste hvilken mutation på genet de skulle kigge efter, ville blodprøven kun tage ca. 1 måned. Ellers tager det op til tre måneder at få svar.

Der kom dog hurtigere svar, men lægen på afdelingen havde ikke rigtig tid til at give mig svaret. Jeg valgte derfor at presse lægen til at fortælle mig det over telefonen. Mener jeg fik besked sidst i marts. Desværre var jeg positiv. Så kørte tanker på fulde drøn. Jeg mærkede for første gang i mit liv, dødsangst og en frygt der er så ubeskrivelig. Jeg fik dog vendt det i tankerne, sådan nogenlunde. Det var godt at få besked, så jeg forbyggende kunne få fjernet underlivet og brysterne.

Operation for at få fjernet underlivet
Da jeg havde den store polyp der også skulle fjernes, var det nærliggende at starte med at få fjernet underlivet. Jeg kontakter Gynækologisk afdeling på Holbæk og jeg bliver indkald til samtale der d. 5/4. Det var dejlig hurtigt. Jeg var faktisk rimelig fattet til denne samtale og så frem til at få det hele på plads. Min mand var med til samtalen og det var jeg godt nok glad for. For jeg blev mødt af en læge, der startede samtalen med at fortælle mig, at jeg var for fed til at opererer. Om jeg så havde kræft ville hun ikke operer mig, fordi jeg er så fed. Jeg blev så chokeret. At blive behandlet så respektløst var ekstremt for mig. Tingene kan siges på mange måder og ja, jeg er tyk. Det er jeg slet ikke i tvivl om, men det var hele måden hun behandlede mig på. Heldigvis var jeg kunne jeg fatte mig selv så meget, at jeg bad om at blive henvist til en anden læge på sygehuset eller et andet hospital. Det gik hun dog med til.

Jeg tog grædefærdig hjem fra det møde. Hun havde pillet enhver smule selvtillid ud af mig og jeg følte mig bare som et nul. Hvis jeg ikke engang kunne opereres, så kunne jeg lige så godt give op. Hold op hvor havde jeg det dårligt psykisk.

Heldigvis blev jeg indkaldt til et nyt møde, med en ny læge. Det var ugen efter. Han var jordens sødeste menneske og selvfølgelig kunne jeg opereres. Jeg skulle selvfølgelig være opmærksom på, de højere risikofaktorer der er når man er overvægt. Dem fortalte han mig stille og roligt om. Vi snakkede lidt frem og tilbage om det og blev enige om at fjerne mit underliv. Det gav god mening, da polyppen selvfølgelig skulle væk og æggestokkene. Han mente ikke at risikoen var højere ved at fjerne hele underlivet. Så det planlagde vi. Han undersøgte mig og alt så ok ud. Han kunne opererer mig allerede to dage efter (fredag d. 7/4). Det var hurtigt, men jeg slog til.

Jeg var så nervøs. Virkelig bange for det operation. Jeg har jo fibromyalgi, OCD, angst og panikangst. Jeg føler smerte på en anden måde (og mere) end andre og min hjerne går helt i selvsving. At overlade mit liv i andre hænder er det vildeste jeg nogensinde har prøvet. Jeg var så bange. Yderligere havde jeg en så dårlig operationserfaring, fra jeg fik fjerne min galdeblære for ca. 20 år siden. Der vågnede jeg i et smertehelvede uden lige og mødte ingen forståelse. Det var så frygteligt og det sad dybt i mig.

Det var også en lidt mærkelig fornemmelse at få opereret noget væk, som egentligt ikke var sygt. Altså et raskt organ. Jeg havde dog på fornemmelsen at der var et eller andet galt, så derfor ville jeg have fjerne hele underlivet. I de 37 år jeg har haft min menstruation har det ikke være andet end problemer. Smerte, blod, uorden, fertilitets forløb osv. Jeg gider bare ikke mere. Overgangsalderen nærmer sig jo også, hvis jeg ikke allerede er i den.

Selve operationen.
Jeg var så angst at jeg dårligt kunne trække vejret, det kan jeg lige så godt indrømme. Jeg var fastende og mødte ind på Holbæk sygehus kl. 7,00 fredag d. 7/4. Jeg fik en seng at ligge i og noget tøj at tage på (i ved det der lækre hospitalstøj). og så var det ellers bare at vente. Jeg blev hentet af en sød portør som heldigvis snakkede og havde lidt humor. Det hjælper altså lidt, når jeg var så nervøs. På operationsgangen blev jeg sat på selve gange og skulle så igen vente. Derefter kom der en rigtig sød narkoselæge (har nok en anden titel). Vi snakkede lidt frem og tilbage om min situation, smerter, tidligere erfaringer osv. Dengang jeg fik fjerne galdeblæren vågnede jeg i de vildeste smerter og kunne ingen hjælp få. Alt gik også galt under den operation, jeg var bla. svær at lave en  intubation  på. Vi fik snakket det hele godt igennem og den søde narkoselæge fik faktisk beroliget mig, så jeg kunne holde det ud. Vi blev enige om at jeg ikke skulle have beroligende, da det forværre narkosen. Mit blodtryk var dog skyhøjt (helt oppe på 216 før operationen), så det fortæller hvor angst jeg var. Så fik jeg lagt drop, hvilket ikke er nemt på mig, så de måtte sikke mig 5 gange.

Endelig fik jeg en maske på, skulle tage nogle dybe indåndinger og tænke en god tanke – og væk var jeg 🙂 Da jeg slog øjnene op, var det overstået. Jeg havde ingen smerter og græd af lykke. Men så kom ham lægen der havde opereret mig. Desværre var tingene ikke gået som forventet. De havde fundet en masse væske, samt celler der så mærkelige ud. Så de  havde fjernet væske og taget biopsier. Og ellers havde de bare lukket mig igen. Jeg blev så skuffet og ikke mindst bange. Jeg fik spurgt om det kunne være kræft og lægen sagde, at de frygtede de. Jeg gik helt i selvsving. Lå der ny opereret og med et kæmpe angstanfald. De valgte at give mig noget beroligende og det var jeg taknemlig for. Hvor var det dog forfærdeligt. Slet ikke hvad jeg forventede og min OCD hjerne kogte helt over. Jeg havde ingen omkring mig til at trøste mig og ingen til at kramme.

Jeg fik beskeden om at jeg nok havde kræft midt blandt andre patienter på opvågningsstuen, en masse sygeplejersker og andet godt folk.  Efterfølgende synes jeg det er så uværdigt. Især fordi jeg absolut ingen hjælp fik. Der var ikke en der kom at klemte min hånd og hørte mine tanker. Efter et stykke tid kom jeg op på stuen igen og her kunne jeg ringe til min mand. Jeg græd og græd. Min mand stod der i løbet af to minutter (han har nok ikke helt overholdt fartgrænserne). Og så kunne jeg endelig få et kram. Kort efter kom lægen igen. Tog os med (ja, jeg skulle gå) til et samtale lokale, hvor vi kunne få lidt mere information. Ikke at der var så meget at give.

Den søde læge havde lavet en aftale for mig på Køge sygehus til tirsdag d. 11/4 til en PET/CT scanning. Og så var det farvel og tak. Jeg blev så udskrevet. Med mig hjem havde jeg 1 sovepille, 2 bind og forvirring i hovedet.

Jeg er dybt taknemmelig for de søde mennesker jeg mødte på sygehuset. Operationen i sig selv gik godt og det var ok. Men at få at vide at man nok har kræft på den måde – det er ikke ok. Læs mere om mine første dage efter operationen og scanningen i næste afsnit.

butterflies-1655657_640

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *