Mit livs kamp 17 – Besøg i ZOO, Stævninger og meget mere.

Jeg får slet ikke skrevet al det som jeg havde forestillet mig 🙂 Det er måske meget godt, eller også er det skidt. Det kan jeg ikke rigtig finde ud af. Der er ingen tvivl om at jeg flygter rigtig meget for mine følelser, og det kommer der næppe noget godt ud af. Siden sidst har jeg haft en del dejlige stjernestunder, som jeg er dybt taknemlige for 🙂 Livet kan være skønt……………..

 

Aflysning på hospitalet
I går skulle jeg have været på hospitalet, men måtte aflyse. Jeg havde det så skidt. Havde kvalme og dårlig mave. Kunne slet ikke overskue noget og gik nærmest helt i sort. Har fået en anden tid i næste uge. Om det var en fysisk eller psykisk reaktion, ved jeg faktisk ikke. Men på hospitalet skulle jeg åbenbart ikke. Jeg tror nu ellers godt at jeg ville have været af sted. For jeg havde en tid hvor der skulle være tid til at snakke lidt mere og jeg har en del spørgsmål. Jeg har jo endnu ikke, siden operationen haft en rigtig samtale med en læge, der har tid til alle mine spørgsmål, har sat sig ind i min sag og kender noget til min sygdom. Det kan faktisk godt være lidt svært. Synes jeg er min egen læge 😉

Yderligere kæmper jeg gevaldigt for at få smertestillende medicin. Lægerne glemmer at lægge det ind i systemet og så kan jeg bare ringe og få det. Det sætter helt vildt meget angst i gang hos mig, da jeg er voldsom bange for smerter. Desværre har jeg mistet en pakke med nogle af de stærke smertestillende piller. Tror jeg har fået smidt dem ud. Er ellers meget på passelig med sådanne ting, men det er åbenbart gået galt. Det betød at jeg fik det største angstanfald. Robert måtte tage kontrol og ringe til hospitalet for at få pillerne. Det skete selvfølgelig at jeg manglede pillerne midt om natte. Apoteket åbnede først efter at Robert var kørt på arbejdet. Så svigerfar måtte køre fra Tølløse og til Holbæk kl. 9,00 for at hente piller til mig. Den søde mand 🙂 Det var så sødt af ham.

Jeg skal have styr på den medicin. Jeg vil ikke behandles som en narkoman og de skal ikke betvivle mine behov. Ikke endnu. Jeg bliver stadigvæk rodet i hver dag. De kan stikke et kateter 9,5 cm ned i min mave (og gør det hver dag). Uf, vender mig aldrig til det.

 

Psykolog
Jeg er glad for mine tider hos psykologen. Hun er god til at give mig fokus og ikke mindst holde mig fast i de jordnære ting. “Hvad kan du gøre det muligt?” spørg hun altid 😉 Og det tvinger mig til at fokusere på løsninger. Det er super godt. I min sidste time hos hende lærte jeg følgende:

Gør det muligt – Jeg skal sætte mine malerting frem og lade dem stå fremme. Så er det nemmere at gå til for mig. Og at male giver mig fred og ro i sindet. Det skal altid være tilgængeligt.

Kald det noget andet – Lige nu står der så en masse rod på spisebordet. Rod ville jeg normalt kalde det, men nu skal jeg kalde det noget positivt. Så det hedder, mit frirum 😉 Så tænker jeg ikke rod og negativt om det 😉

Mindfulness – Jeg skal lave min mindfulness hver dag. Også selv om jeg er meget stresset og ikke kan finde roen. Jeg må ikke have forventninger om at nå “optimal tilstand”, men jeg skal bare slappe af og så er det nok. (jeg har så svært ved at give mig selv tid til mindfulness, netop fordi jeg ikke har roen).

Så jeg har nok at øve og arbejde med 🙂

Stævninger
Som nogle af jer allerede ved, så har jeg valgt at stævne en række personer, for at misbruge mine billeder. Jeg har hyret et firma til at varetage mine interesser, og det gør de super godt 🙂 Jeg er så træt af at se mine billeder, brugt i alle mulige forskellige sammenhæng. Jeg har f.eks en slagter der bruger hele to af mine billeder (og han er så fræk), et supermarked der mener at de kan sælge mit birkesbrød, en Café som åbenbart har min kage, et spisested hvor man kan bestille min fiskelasagne (hos dem en ægte lasagne) osv. De tjener penge på min arbejdskraft. Jeg bruger ofte en hel dag på, planlægning, indkøb, udførsel, anretning, tage billeder, redigere billeder osv. Det kan man ikke bare tage gratis – og det er faktisk ulovlig 😉

Alle firmaerne/personerne har fået mail/breve om at de skal fjerne mine billeder og at de skal kontakte Not-Allowed (som varetager mine interesser). Der er også sendt en regning med. Not-Allowed har vundet stort set alle de sager som de har kørt. Enten er der indgået forlig i sagerne eller de er endt i retten. De fleste ender med et forlig. Jeg har allerede indgået to forlig. Den ene sag var hvor en ansat i en butik havde brugt mit billede til at ønske sin chef tillykke med fødselsdagen. Det var sket på forretningens Instagram side. Den sag lukkede jeg uden at tjene noget, men det var vigtigt at få fjernet mit billede.

Den anden sag har været rigtig svær for mig. Det er en lille forening i en lille by. De har to steder brugt et af mine billeder af noget suppe. Foreningen drives af frivillige og jeg ved at de ikke tjener penge på mit billede. Der er blevet skrevet til dem, men de reagerede ikke. Så jeg måtte stævne dem for at få billederne fjernet. Det er en uheldig sag, da det er en misforståelse og da sagen ramte en der tog ansvar, så er billederne fjernet og jeg har modtaget en undskyldning. Men når sagen er kommet så lagt, så har jeg desværre haft udgifter. Så jeg indgik et forlig på absolut minimum, så jeg intet får ud af det – andet end at mit billede bliver fjernet. Det er faktisk en sag jeg er ked af og som jeg gerne ville have været foruden.

Måske tænker I hvorfor er det så vigtigt at få fjernet billederne, når de bliver brugt andre steder. Det er vigtigt fordi Google ikke kan finde ud af at billeder bliver brugt flere steder. Dvs. at det ødelægger trafik til min blog. Men det betyder bestemt også noget i forhold til mit arbejde. Tænk hvis du var forfatter og så din bog kopiere ind i et ugeblad (uden din tilladelse), eller du havde skrevet en sang som blev kopiere, eller måske tegnet et hus. Ja, vi er jo alle lidt æreskære om vores arbejde 🙂 Det gode er at de sager der er tilbage er direkte erhvervsdrivende som tjener penge på mine billeder. Den ene slagter, der er usædvanlig fræk, ved jeg i forvejen har en dom for lignende sag og 2 andre stævninger. Det ved jeg fra mine blog kollegaer 😉

Måske er det lidt mærkeligt at kaste sig ud i nu, men det hele startede faktisk før jeg blev syg og nu må jeg følge sagerne til dørs. Ulovligheder er ulovligheder 😉

En der arbejder for sagen
Ja, så møder man også sådanne en – altså en der virkelig arbejder for sagen 😉 I går fik jeg en mail fra en rådgiver i Kræftens bekæmpelse, som vi har mødtes med et par gange. Hun været meget sød, men har ikke rigtig kunne hjælpe, da der ingen muligheder har været. Det er dog hende der har lavet en liste til mig med Legater, som jeg kan søge. Nå, men hun skrev fordi, hun havde mulighed for at indstille en til et legat og det skulle være mig 🙂 Det er da virkelig sødt af hende. Ud af alle de mennesker hun rådgiver, så havde hun valgt mig 🙂 Så må vi bare håbe at dem der skal uddele legatet også synes det er mig der skal have det.

Men fantastisk at møde en der virkelig vil hjælpe.

Søster hygge
I sidste uge kom min ældste storesøster forbi. Det var bare så dejligt et besøg. Ungerne elsker hende og kunne slet ikke slippe hende 😉 Jeg nød dagen, der blev lang (men fantastisk dejlig). Det er så rart at snakke og bare være sammen. Vi planlagde da lige en søster weekend, når jeg engang får overskud til det. Tak for dit besøg og din dejlige måde at være på 🙂

Familietur til ZOO
I sidste weekend havde vi bare den skønnest dag. Lørdag kørte vi til ZOO i København. Vi var der kl. 10. hvor de åbnede. Jeg var i tvivl om  hvor meget jeg kunne klare, men det gik forbavsende godt. Jeg sad godt nok på samtlige bænke i haven, men jeg holdte dog helt til kl. 15,30. Jeg var med stort set over alt. Ikke i krybdyrhuset eller i tårnet, men ellers det hele. Det er da fantastisk gået 😉 Ungerne havde også en skøn dag. De var i så godt humør og nød virkelig at komme ud. Der var ingen sure miner, kun glæde og jubel. De fik usund frokost, is, guf og legede på alle legepladserne. Der var næsten ingen mennesker i ZOO (mærkeligt på en lørdag), så vi kunne komme til at se alle dyrene, deres unger og bare nyde det hele stille og roligt. En helt igennem fantastisk tur og dag.

En dag der gør mig ekstra glad for livet 🙂

 

IMG_0555Et pletskud af bamsefar, der var træt

IMG_0551Zoo Farligst dyr. To meget farlige børn. De må ikke fodres og ophold i buret er på eget ansvar 😉

IMG_0763

IMG_0769Og løvefar der holder udkig 🙂

IMG_0592Og så da lige en ridetur på den farlige tiger, inden turen igen gik til Holbæk

 

Regnbuehuset
Måske undre I jer over at jeg ofte betegner vores hus som regnbuehuset. Men det er jo fordi det ser sådanne her ud hver gang det regner. Det er så smukt og jeg elsker det. Det er når jeg kigger ud at stuevinduerne. Efter denne regnskyl i morges, kom der så sol og en dejlig dag ventede/venter forud.

IMG_20170819_081042

De næste dage
Ja, dem kan jeg nok rive ud af kalenderen. Nicolai har feber, host og snot. Var hjemme torsdag, i skole fredag og i dag er kan rigtig skidt. Laura er også begyndt og jeg synes også at jeg kæmper lidt. Ikke lige hvad jeg har brug for nu. Kan forudse mig selv syg og begge børn hjemme 😉 Nu er det bare sådan at jeg mandag skal til frisører. Jeg har endelig fået en tid og jeg glæder mig så uendelig meget. Jeg taber så meget hår og må bare klippes korthåret og friskes lidt op.

Jeg skal også på hospitalet og til psykolog. Så der er nok at lave 🙂

 

 

 

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *