Mit livs kamp 23 – Jeg er tilbage og hvad skulle jeg lære…………

Lidt om at jeg er ved at være mig selv igen, hvordan det går fysisk, abstinenser og  hvad jeg har lært af mit kræftforløb.cherry-2288720_1280

Jeg er tilbage
Som min kusine skrev til mig “nu kan jeg mærke dig igen” – og hvor  har hun ret. Efter at have været langt væk og helt fjern for mig selv, er jeg nu mentalt tilbage. Jeg føler mig forholdsvis stærk og ser nu tingene på den positive og optimistisk måde, som jeg plejer. Jeg finder løsninger og er til stede. Med andre ord – jeg er tilbage 😉 Men også på en anden måde. For mig en bedre måde, da jeg har lært en masse om mig selv, på denne her rejse. Det skriver jeg mere om senere.

Jeg ved dog også godt, at der ikke skal meget til at vælte mig af pinden igen. Små bump på vejen er ok, men jeg kan mærke at der skal større og større bump til, før det rokker mig. Og det er bare dejligt. Jeg er ved at blive stærk.

Abstinenser
Hvis vi starter med det jeg kæmper allermest for i øjeblikket. Det er nemlig min smertemedicin. Smerteklinikken har taget mig af det hurtigvirkende morfin, og sat mig på depot morfin. Det burde jo ikke give problemer. Men fordi hospitalet har fjumset rundt i det, og holdt mig alt for længe på det hurtig virkende morfin, så er jeg blevet dybt afhængig af det. Så nu er jeg igennem en periode med nedtrapning og vilde abstinenser. Føler meg fuldstændig som en junkie, der ikke får mit fix. Det er totalt vildt at opleve. Jeg har rystetur, smerter, fryser, hovedpine, uro (kan ikke sidde stille), følelse af feber osv. Christiane F kan bare gå hjem og lægge sig 😉 I går tog jeg min allersidste hurtigvirkende morfin pille, og jeg er godt nok spændt på hvordan det kommer til at gå. Smerteklinikken vil ikke give mig mere/andet smertestillende medicin, før jeg er helt ude af det morfin. For de skal kunne se bivirkningerne af det ene og det andet. Så jeg lider gevaldigt i øjeblikket.

Altså jeg er ikke uden smertestillende. Får 2 x depot Panodil og 1 x ibumetin 3 gange om dage. Og så 1 x depot morfin 2 x om dagen. Så jeg får smertestillende i stor grad (heldigvis). Det er bare det hurtig virkende morfin jeg kæmper med at komme ud af, da det er virkelig vanedannende.

Fysiske udfordringer
Nogle af jer tænker måske om jeg virkelig har brug for smertestillende medicin, nu hvor det er over 6 mdr. siden jeg blev opereret. Og ja det har jeg 😉 Lægerne, fysioterapeuten, smerteklinikken, homøopat og lægen siger at det er helt normalt. Der er blevet rodet så meget i mig, fjernet så meget, og jeg er blevet opereret så mange gange, at det er helt normalt. Det vil tage 1/2 til 1 år mere før jeg er over denne omgang. Det er jo noget vildt. Jeg vil fortsat have smerter og være begrænset i lang tid. Jeg kæmper hver dag med det. Det vigtigste for mig er at jeg ser fremskridt.

For at forklarer hvor langt ned min krop er, så tænk på hvor hårdt det er for dig at komme i gang igen efter en influenza, hvor din krop har ligget stille i 14 dage. Min krop har ikke rørt sig i over 7 måneder. Så bare at løfte armen og bukke benet er nok træning for mig siger fysioterapeuten. Jeg har fået øvelser  og gode råd, men med ord om at det her kommer til at tage tid. Det kom noget bag på mig, men gør også at jeg nu bedre kan accepterer hvor jeg er fysisk nu. Jeg skal ikke lytte til hvad andre kan, efter operation eller at de er stoppet med smertestillende. Jeg har haft et helt vanvittigt forløb, som ingen andre har. Jeg kan ikke sammenligne med andre. Det har faktisk givet mig en del ro. For alle har været efter mig (både læger, bekendte, familie osv). Nu er det jo over 1/2 år siden du er blevet opereret og du burde være over det. Nej, det burde jeg ikke. Det har jeg nu fysioterapeutens, smertelægen, homøopaten og onkologens ord på. Det er helt fint at jeg er hvor jeg er nu. Det var faktisk dejligt at få på plads for mig 🙂

Sjovt nok har jeg faktisk oplevet at både smertelægerne og fysioterapeuten er blevet overrasket over at se hvor meget jeg kan. De havde kun læst min journal og forventede at jeg lå i sengen det meste af dagen, ud fra den voldsomme operation. Så de er blevet meget overrasket over at se mig komme glad gående. De siger det er min jernvilje – og der må jeg give dem ret 😉

Hvad skulle jeg lære?
Min kusine sagde fornyligt til mig, at alt sker for at vi skal lære af det. Og at  jeg skulle sætte mig ned og skrive ned, hvad jeg har lært og erfaret af denne oplevelse. Altså at få kræft og overvinde den. Det har jeg skam tænkt meget over de sidste måneder. For jeg tror også på skæbnen. Dog kan den nogle gange være så grusom, at der intet er at lære. Men det er der for mig. I starten var jeg uforstående og bare ked af det, kunne slet ikke rumme alle de følelser. De strategier jeg tidligere havde brugt, var total ubrugbare. Min hjerne fungerede ikke som den plejede og min krop var helt umulig.

Jeg plejer altid, at kunne vende min mentale tilstand. Det har altid været en force hos mig. Jeg er ked af det/nedtrykt i en dag eller meget kort periode. Så hiver jeg normalt mig selv op. Men det kunne jeg ikke denne gang. Jeg plejer (som en meget mærkelig ting) at finde trøst i at der altid er nogen der har det værre end jeg har det. Hvis jeg har ondt, så er der altid nogen der har mere ondt. Har jeg 4 diskusprolapser er der altid nogen der har 10 osv. Men denne gang var der ingen der havde det værre end jeg. Jeg VAR den man altid sammenligner sig med og tænker – “godt det ikke er mig”. Jeg havde kræft, smerter, ville ikke hele, kunne intet og var tæt på at dø. Det var den værste grad af tilstand, som jeg befandt mig i. Og hvordan kommer man så videre derfra?

Jeg har brugt timer, dage, uger på at tænke over det. Jeg vidste, at lod jeg mig synke tilbage og bare gav slip, så ville jeg dø. Sådan rigtigt, ikke som bare noget man siger. Nej, helt rigtig ville mit liv slutte. Så jeg bestemte mig for at kæmpe, med alt hvad kunne finde inde i mig at livsvilje. Ikke mindst for mine børn. De er simpelthen for små til at miste en forældre igen.

Hvert et minut var en kamp. Hele tiden skulle jeg fysisk og mentalt finde noget frem, som jeg ikke havde. Bare at komme ud på toilettet, eller få en ren bluse på, var en kamp. Bare at spise eller drikke, var udfordrende. Hele min verden handlede om at små bitte ting, som normalt er noget man bare gør, men som for mig var en udfordring. De af jer der har fuldt mig, har læst om mange af mine udfordringer.

Derfor er det helt fantastisk at sidde her i dag. Kræftfri, glad for livet og at kunne så mange ting. Der er lang vej endnu – meget lang. Men hvor er det fantastisk.

Der er flere ting, som jeg skulle lære, den ene ting er, at leve livet og leve i nuet. Det lyder måske som en hel normal og logisk ting, men det har det ikke været for mig. Jeg har altid begrænset mig selv, ikke mindst pga. af min OCD og angst. Det har styret hele mit liv. Jeg har altid tænkt – “når jeg taber mig, kan jeg gøre…………”, “hvis bare jeg var tynd kunne jeg ………………”, “hvis jeg havde flere penge, så kunne jeg……..”, “hvis jeg ikke havde PCOS/gigt/angst osv. så kunne jeg……….”, “når bare vi får børn, så ……………… “når børnene bliver ældre, kan jeg………..”. Alt er hele tiden blevet begrænset og udskudt. Nu skal tingene vendes om, og jeg skal gøre lige hvad jeg vil 🙂 Det er bare at finde ud af hvordan det er muligt og prioriterer anderledens. Jeg skal leve her og nu. Og det gør jeg. Jeg har flyttet fokus fra de ting jeg ikke har og ikke kan – til at det jeg har og kan. Det er en helt fantastisk oplevelse.

Jeg har også skulle lære, at jeg er stærk og kan overvinde alt alene. Jeg har altid haft brug for andres accept i alt hvad jeg gør. Især accept fra steder, hvor jeg aldrig har fået den. I denne kræft rejse har jeg været alene. Jeg har heldigvis haft Robert og børnene ved min side, som har støttet mig så godt de kunne/kan. Men Robert har haft så rigeligt at gøre med at passe børnene og få deres liv til at fungere nogenlunde normalt.

Hvor har jeg dog følt mig alene til tider. Jeg har overhovedet ikke haft nogen at snakke med om de dybe følelser, angsten og frygten. Nogle af jer dejlige mennesker  har prøvet, så godt I har kunnet, men I har jo også et liv, der skal leves og er udfordret på andre måder. Så læs ikke det som en bebrejdelse. Det er bare en konstatering af at sådan har det været. Jeg kan nævne at mine dejlige svigerforældre har passet børnene engang imellem og har hjulpet på den måde. Og det sætter jeg stor pris på. Så har jeg haft min fantastiske kusine i England, som har været min livline 😉 og en veninde der er kommet på besøg et par gange. Stor taknemlighed til jer. I har betyder rigtig meget for mig – også i dette forløb 🙂

Men ellers har det kun været mig. Jeg har virkelig haft svært ved at acceptere det, da jeg altid har været der for alle andre. Har lagt min sjæl i at hjælpe og være der for dem der har haft brug for det. Så selvfølgelig troede jeg også, at når jeg fik brug for det, så havde jeg massere af støtte og hjælp fra min omgangskreds. Men sådan har det ikke været. Alle har haft travlt med deres eget og det forstår jeg (det kan også være meget svært at være tæt på en der er alvorligt syg). Mine forventninger har bare været anderledens. Og det har været meget lærerigt. Jeg har virkelig lært at finde styrken i mig selv, finde glæde i de små solstråler, besøg, smilene hos mine børn og ikke mindst at skabe glæde selv.

At åbne op for ensomhed i min alder og for mig der altid har være meget socialt anlagt, er svært. Det er meget tabubelagt og faktisk lidt ydmygende på en eller anden måde. Det er pinligt at indrømme og svært at åbne op for. Men det er realiteten og det er noget jeg vil arbejde på. For jeg har lært ud af alt det her

JEG KAN HVAD JEG VIL
– lige nu og her 🙂

 

Og nu har jeg overvundet kræften. Jeg skal nu “bare” fysisk oven på igen. Jeg har fået en ny krop som jeg skal lære at kende og optimere bedst muligt. Og det gør jeg 🙂 For jeg er stærk og kan gøre hvad jeg sætter mig for 🙂

Jeg kan i øvrigt tilføje, at jeg nu sagtens kan klare gæster og at blive inviteret ud 🙂 Jeg elsker en god hyggeaften i selskab med gode venner. Og trænger til at grine, og høre om jeres liv. Så I siger bare til 🙂

cherry-2288720_1280

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *