Mit livs kamp 25 – Indlagt igen.

Sikke nogle forfærdelige dage det har (og er) været. Indlæggelse, frygt, angst og håbløshed er igen blevet min hver dag.

Indlagt
Jeg har de sidste par måneder faktisk ikke følt mig så godt tilpas. Lægerne har ellers gjort deres til at fortælle mig at der ikke er noget galt. Så har det været bylder, jernmangel osv. som har været skyld i at jeg har haft det lidt halv skidt. Men jeg har fået det værre og værre. Jeg har ikke kunnet få luft, intet kunne lave og alt det der skulle være så godt, blev ikke til noget. Jeg havde kvalme, blev dårlig når jeg spiste, havde meget ondt osv.  Jeg kunne slet ikke forstå det. Den sidste uge er det så gået helt galt og i weekenden kunne jeg absolut intet. Hvis bare jeg skulle rejse mig op, så kunne jeg slet ikke få vejret. Søndag eftermiddag blev jeg så bange, at jeg ringede til vagtlægen. Jeg fik en tid og det var vist meget godt. Lægen sendte mig med det samme på skadestuen.

Mistanke om blodprop i lungen
Deres (lægernes) første skud, var at det nok var en blodprop i lungen. Det kom jo noget bag på mig. Jeg blev CT-scannet på skadestuen og det viste sig at det ikke var en blodprop. Men jeg havde rigtig meget væske i lungerne – især i den venstre. Lægen mente at det nok er min kræft der har bredt sig. Det var så chokerende for mig at få at vide. Jeg gik helt i selvsving. Jeg er jo for 2-3 mdr. siden blevet frikendt i en CT-scanning, og for bare 2 uger siden blev jeg udskrevet fra hospitalet. Der var en læge og en sygeplejerske til stede da jeg fik beskeden. De forsvandt dog meget hurtig og efterlod mig alene med angsten, tankerne, gråden og frygten. Der gik faktisk en hel time før der igen kom nogen og så til mig. Robert var hjemme med børnene. Han fik svigerfar til at komme og passe børnene (tak), så han kunne komme ind til mig. Da Robert kom til mig på skadestuen, havde jeg siddet der alene i en time.

Skadestuen fik mig indlagt på gynækologisk afdeling, men jeg fik lov at gå hjem og sove. For at vende tilbage mandag morgen, hvor de skulle dræne mine lunger. Jeg tog hjem, for det betyder så meget for mig, at sove hjemme. Ikke at det blev til meget søvn, men det var trods alt bedre.

Ultralyd og dræning
Mandag mødte jeg så op på gynækologisk afdeling igen. Her fik jeg anvist seng og tøj. 10,15 blev jeg kørt ned til Ultralyd, hvor de også ville dræne mine lunger. Det er nok noget af det mest pinefulde jeg nogensinde har fået lavet (og jeg har fået lavet rigtig meget). Det foregår ved at de lægger lokalbedøvelse og derefter lægger et dræn ind mellem ribbenene på ryggen. De kunne selvfølgelig ikke bedøve mig ordenligt. Så det gjorde bare ondt. Men det blev lagt. Jeg blev kørt op på stuen igen.

Nu startede ventetiden så. De første par timer gik ok. Der løbe stille og roligt 1,7 liter (yes liter), fra min venstre lunge. De satte ikke dræn i den højre, da der ikke er så meget væske. Som sådan ikke noget det gjorde så ondt, men var meget ubehageligt. Men pga. at de havde fjumret sådan rundt med at lægge drænet, havde jeg voldsomme smerter. Jeg måtte have oxynorm (det hurtig virkende morfin, som jeg har været på afvænning fra) 2 gange i går.

Robert var med det meste af dagen. Det satte jeg virkelig pris på. For en ting er det fysiske, ventetider osv. Men noget andet er det psykiske. Må indrømme at det har slået mig totalt ud. Robert kørte dog hjem om eftermiddagen, for at hente børn osv. Imens ventede jeg på at komme til at snakke med en læge. Jeg havde fået at vide at når drænet stoppede med at løbe, skulle det bare ud og så kunne jeg komme hjem. Lægen kom først kl. 18,30, så der var meget ventetid.

Gensyn med første læge
Pudsigt nok var det den læge, der i min allerførste operation fandt at jeg havde kræft. Han var så sød dengang. Han valgte jo også at opererer mig, hvor hans kollega ikke ville. Han var jo noget chokeret over at have læst min journal og læse om alt det jeg har været igennem siden. Mødet gav mig mulighed for at takke ham af hele mit hjerte. Havde han ikke fundet kræften dengang – ja, så var det da gået helt galt.

Lægen fjernede drænet og vi snakkede lidt (meget lidt). Også han mener at det er kræften der har bredt sig, men udelukkede ikke at det kunne være en irritation eller andet. Så jeg ved intet før end der kommer resultater af den væske, som de har fjernet. Desværre tager det ok 1 uges tid før, end resultaterne kommer.

Jeg fik lov til at gå hjem kl. 20,00 – og det er så her jeg er nu.

Fysisk
Fysisk er jeg medtaget. At få stukket en nål gennem ribbenene og have dræn i 8 timer, var hårdt. Jeg har stadigvæk smerter. Men heldigvis er det blevet meget bedre i dag. I går havde jeg det forfærdeligt. Især fordi jeg ikke kunne sove. Grundet operationsarret kan jeg jo stadigvæk kun sove på ryggen. Og lægerne lagde drænet i rygge i mandags. Så nu er der ingen sider at sove på mere. Jeg tog en masse smertestillende i går aftes og sovepille – gik total i brædderne og fik nogle timers søvn på ryggen. Var så rimelig frisk da jeg vågnede i morges og smerterne er aftaget en del. Jeg bliver dog stadigvæk en del forpustet og kan ikke lave for meget.

Psykisk
Ja, der er jeg et rod. At blive indlagt igen, overlade mit liv til andre igen, alarmerne, vente på læger, lugten af sygehus, stressen, umyndiggørelsen, uvisheden og nok især mistanken om kræft, fylder alt lige nu. Jeg er virkelig angst for at kræften er tilbage. For jeg er på ingen måde klar til en omgang mere. Jeg aner ikke hvor jeg skal finde styrke til at få mig, børnene og Robert igennem en gang til. Jeg havde faktisk aftalt med ham deroppe i himlen, at jeg skulle have 1-2 år (minimum), hvor jeg havde det godt og kunne få lavet noget af alt det jeg mangler. Jeg løber ikke for den aftale, men det kan jo være han gør.

Jeg ved at jeg skal tænke optimistisk og jeg forsøger. Prøver faktisk at ignorerer det hele – indtil jeg ved hvad jeg står over for. Prøver at lukke fuldstændig af, men det sgu´ svært. Børnene har jo også opfanget at noget er galt. Vi har ikke fortalt dem om mistanken. Bare at jeg havde vand i lungerne og det nu er fjernet. Men jeg kan se at især Laura reagere og tænker meget. Det er sgu´ så unfair det her.

Venter
Så nu afventer jeg svar på prøverne. Der er ikke andet at gøre. Håber at I sender alle jeres positive tanker og energier i min retning 😉 Og at jeg om et par dage får en opringning, af en læge, der fortæller at det hele bare var storm i et glas vand.

Comments

  1. Kirsten says:

    Åhr, for pokker da, Nina, hvor er jeg ked af at høre, at du stadig bøvler rundt. Husk hvor jeg er, hvis du har brug for det 🙂

    1. Nina Ebdahl says:

      Tak søde. Det husker jeg 🙂

  2. Signe Op. says:

    For pokker da, hvor er det en forfærdelig “storm”, I står midt i. Og uvisheden er svær! For det er så svært at styre og manøvrere i noget, som man ikke helt ved hvad er.
    Jeg vil håbe og ønske alt det bedste for dig og din familie! ❤️
    Og p.s. Jeg er sygeplejerske (med en fortid indenfor lungemedicin), og hvis jeg på nogen måde kan være behjælpelig – eller du bare har brug for at få læsset ét eller andet af – er du velkommen til at gøre brug af min mail 😊

    1. Nina Ebdahl says:

      Tak Signe. Det er sødt af dig 🙂 Jeg skal huske på det.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *