Mit livs kamp 3 – diagnose og chokket

Endelig blev det d. 19. april, hvor jeg skulle til samtale på Roskilde og have svar på alle prøverne. Vi ankom 40 minutter for tideligt og Robert gik lige ned for at ryge en smøg mens vi ventede. Og selvfølgelig blev jeg så kaldt ind der. Det er bare aldrig sket før at man kommer til FØR på et hospital. Jeg måtte derfor starte samtalen alene.

Samtalen
Og det var ingen god start. “vi har fundet kræftceller i de prøver der er blevet taget og på billederne kan man se en flere lysende pletter”. Så kom Robert heldigvis, for jeg var brudt helt sammen. At høre ordene var så forfærdeligt.

Det viser sig at jeg har kræft i bughinden. Ingen store kræftknuder med små lysende pletter. Og der er ingen tegn på at det har bredt sig til nogle indre organer, lymfeknuder, bindevæv eller andet. Så langt så godt. Lægerne har tilbudt at operer alt synligt kræft væk og så efterfølgende et kemoforløb. Efter operationen ved jeg lidt mere. For først når de kommer ind og kigger ved de om det har bredt sig. Det er ikke alt man kan se på scanningen. Men der er intet der indikere at det har bredt sig. Så det holder jeg fast i.

For at vende tilbage til samtalen i går, så havde lægerne faktisk allerede booket både for samtale og operation til mig, henholdsvis d. 25. og 25. april Og var jo ganske godt. Indtil lægen siger at det er i Odense. ODENSE – jeg bor i Holbæk. Men det er simpelthen fordi at regionen, som jeg bor i, samarbejder med Odense. Det kan jeg bare ikke bruge til noget. Nu ved jeg at de laver de her operationer på Rigshospitalet, så jeg spurgte selvfølgelig ind til det. Lægen blev rigtig sur, også selvom jeg forklarede hende at jeg har to små børn (6 og 9 år), som er dybt afhængige af mig og min mand. Det kan bare ikke hænge sammen for Robert, når han er alene med børnene. Hun fattede ingenting. Og jeg vil faktisk sige at hun var ubehagelig. Heldigvis var der en sygeplejerske i rummet også. En lidt mere erfaren dame, som strakt tog fat i situationen. Så resultatet blev at jeg skulle på deres konference i dag og at de ville kontakte Rigshospitalet. Vi skal så til Roskilde sygehus igen i morgen for at finde ud af om jeg kan komme på Rigshospitalet. Så var det farvel og tak.

At fordøje en kræftdiagnose
Det var så mærkelig en samtale. Lægen var fuldstændig upåvirket og havde ingen empati. Hun var meget ung (det er så ingen undskyldning) og vidste ingenting. Hun kunne slet ikke svarer på nogle af mine spørgsmål. Taber jeg håret af kemoen, hvornår starter man kemo, hvor længe skal jeg være indlagt osv. Hun vidste ingenting. For pokker hvor var det dog frustrerende ikke at kunne få svar på noget.

Jeg græd hele vejen hjem i bilen. Ikke så meget over selve kræftdiagnosen, men mere for det mine børn nu skal igennem. Min mand og jeg har snakket hele påske igennem og var rimelig afklaret omkring det med kræft. Også hvordan vi skal forsøge at planlægge os ud af det hele osv. Der har virkelig været mange gode dybe samtaler. Heldigvis ligner vi hinanden på det punkt. Vi snakker om tingene. Ellers ville det hele nok være ekstra svært. Vi græd lidt sammen da vi kom hjem, men der var ikke så mange tårer tilbage i os. Så vi valgte at hente vores børn og fortælle dem det.

Vores børn
Vores børn er mit et og alt. Jeg har kæmpet (og min mand selvfølgelig) så hårdt for dem. At skulle bringe kræft ind i deres liv og at de se mig ekstra syg, det er så svært at bære. De er vant til at jeg må sige nej til arrangementer, sover til middag osv. Men det her…………………..det bliver slemt.

Robert hentede børnene. Og vi satte os alle 4 sammen i stuen. Vi havde fortalt dem at jeg skulle opereres igen, fordi lægerne havde fundet noget, de skulle undersøge nærmere. Så der forsøgte jeg at starte samtalen. Men min ældste pige sagde med det samme. “Har du kræft?” og så var det ligesom ude. Slet ikke det jeg ville have sagt, men man kan ikke planlægge sådanne noget. Børnenes reaktioner holder jeg lidt væk herfra, for det er deres 😉 Men de tog det nu bedre end forventet. De havde ligesom fornemmet at noget var galt og så var chokket ikke så stort. Vi har lavet dem aftale herhjemme, at det her klarer vi sammen. Kærligheden slår alt.

Men for pokker hvor var det svært. Jeg har forsøgt ikke at love noget, som jeg ikke kan holde. Da min datter spurgte om jeg kunne dø af det, så måtte jeg fortælle at det vidste jeg ikke, men at lægerne sagde at det så rigtig godt ud, og at jeg vil kæmpe alt hvad jeg kan. Det er godt nok svært ikke at pynte på sandheden for at skåne dem. Men det tror jeg bare ikke er godt. Det er den sværeste samtale jeg har haft i mit liv.

I dag er Nicolai så blevet hjemme og Laura ville i skole. De bestemte selv, hvad de ville. Vi har i dag orienteret deres lærer og nærmeste legekammeraters forældre. Familien blev orienteret i går, sammen med venner. Det har været svære samtaler, men hvor har alle dog været søde. Vi er blevet tilbudt så meget hjælp og støtte at jeg virkelig er rørt. I dag har jeg også fået en smuk buket blomster fra mine dejlige kusiner. Jeg er så taknemlig for alle de dejlige mennesker som jeg har i mit liv 🙂 Jeg elsker jer alle.

butterflies-1655657_640

 

Comments

  1. Linda says:

    Kæreste Nina
    Hvor er det dog uretfærdigt. Kræft giver ikke nogen mening. Det laver dybe sår og ar på sjælen og sorg som skal overkommes. Jeg føler med dig og familien og håber at I alle kommer godt igennem forløbet. Og selv om det er uretfærdig at sygdommen skal ramme dig og din familie, så kan sorgen også samle og forene og gør Jer stærkere….
    De bedste tanker ❤️

    1. Nina Ebdahl says:

      Tak, Linda. Det var søde ord 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *