Mit livs kamp 6 – Operation nr. 4 og 5. Og om at miste sig selv.

Sikke en omgang. Det blev til hele 2 operationer. D. 30. blev jeg opereret igen. Der var lagt op til at der skulle være lagt en svamp eller et net ind. Men de valgte bare at sy det igen. Lidt mærkeligt, da jeg havde forventet noget andet. Men jeg stoler jo på lægerne. Og jeg nåede faktisk at blive hjemsendt igen dagen efter. Men var kun hjemme i 3 timer, da jeg blev rigtig dårlig. Fik meget høj feber og bare dårlig hele vejen igennem. Vi måtte akut tilbage til Roskilde sygehus. Kastede op hele vejen derind i bilen og troede ganske enkelt ikke at jeg ville overleve den tur. Men det gjorde jeg selvfølgelig 😉

Der var gået infektion i såret, og jeg havde en ny gang blærebetændelse. Fredag d. 2. juni blev jeg så opereret igen. Denne gang ser det heldigvis ud til at holde. Lægerne er meget optimistiske og det er første gang. Jeg er blevet syet sammen på en anden måde (af en af Danmarks bedste kirurg, har jeg fået at vide). Jeg har så et hul i navlen hvor der en gang i døgnet bliver skyllet ned i såret (så ulækkert og gør så ondt). Men det lukker mere dag for dag, og drømmen er at det snart er lukket helt, og at der ikke kommer mere infektion.

Hjemme igen
I går blev jeg så sendt hjem igen. Det var  med noget blandet følelser må jeg sige. Jeg er så bange for at det ikke holder og jeg kæmper virkelig med mine følelser på alle leder. Jeg føler mig overflødig og til besvær. For få måneder siden var en forholdsvis frisk (PCO/S og fibromyalgi er ingenting i forhold til det jeg er igennem nu) kvinde. Jeg kunne klare alt selv. Godt nok kunne jeg ikke løbe maraton og havde knapt så meget energi, som jeg gerne ville have. Men jeg havde et godt liv. Nu er jeg forvandlet til bare at være til besvær, intet kunne, ingen har brug for mig, og jeg føler mig virkelig bare overflødig. Jeg har kæmpet for mit liv og gør det stadigvæk. For måske får jeg en infektion igen og såret springer op. Man ved jo intet. Ingen kan kæmpe min kamp og få ved hvor alvorligt det egentlig er. Det har jeg ikke meldt godt nok ud. Nok fordi jeg ikke helt anderkender det. Men det er ved at gå op for mig. Kampen er min og har været det hele tiden. Robert prøver så godt han kan at være der, men han har jo børnene og tager sig så godt af dem. Men at være 46 år og kæmpe for sit liv – ja, det er bare ikke fair. I dag er en rigtig tude dag, fyldt med selvmedlidenhed. Sådanne dage er der også.

I dag slår det nok ekstra hårdt da jeg er alene for første gang i lang tid. Og oplever hvor meget jeg har misset, i den tid jeg har ligget på hospitalet. Jeg føler jeg er taget ud af den grå lille kasse og smidt ud i en farve eksplosion. På hospitalet er alt gråt, forudsigeligt og nok lidt nemmere, når jeg har det dårligt. Der er ikke plads til reaktioner. Ja, I kan vist læse at jeg mentalt er på et dårligt sted i dag.

Jeg har mistet mig selv
Det er jeg slet ikke i tvivl om, og det bliver en lang sej vej at finde tilbage igen. Jeg ved dog at jeg kan. Som skrevet er dagen i dag bare dårlig. Jeg kender jo heldigvis mig selv så godt at jeg ved, at jeg kan kæmpe tilbage

Samtale med lægen
Mandag havde jeg en god, men hård samtale med en læge. Lægen har fuldt mig fra starten af da jeg kom til Roskilde. Jeg synes han er sød, dygtig og jeg føler mig tryg ved ham. Han  har været meget ærlig hele vejen igennem. Men desværre har jeg ikke helt vist hvor alvorlig min situation er i forbindelse med alt det her operation. Jeg har hele tiden troet at kræften bare skulle fjernes, jeg skulle heale og så var det det. Sådan ville det måske også have været for nogen. Men der har været så mange komplikationer ved mig, at min situation ser helt anderledens ud.

Lægen har fortalt mig hvad jeg kan forvente af fremtiden. Mit sår bliver aldrig et flot ar. Det bliver virkelig grimt (det sagde han) og noget som jeg skal lære at leve med. Det var jeg så forberedt på, men at høre det ………. Jeg skal også forberede mig på at jeg under arret vil have et stort brok. Heldigvis så stort at det ikke kan sætte sig fast. Min mave vil altid være sart – altså der kan opstå buler, hævelser osv. da der intet er til at holde tarme osv. på plads. Mine tarme er klistret sammen. Det gør som sådan ikke noget i dagligdagen, men skal jeg opereres (i tarmene) igen, vil det give problemer og nok gøre at jeg skal have stomi. Ja, det var så de nyheder. Jeg fik godt nok noget at tænke over og hvor alvorligt det er.

Jeg spurgte selvfølgelig til hvorfor det hele er gået så galt. Først og fremmest er det jo fordi, at lægerne har måtte operere det meste af bughinden væk. Der er dermed ikke noget der holder tarme og organer på plads (selvfølgelig fedt, hud osv.). Dernæst er min overvægt måske også med til at komplicerer tingene, men det ved man ikke. Det er dog en af de ting jeg kan gøre noget ved. Og min vægt skal aldrig mere betyde noget for mit helbred. Men det vil jeg skrive om en anden dag. I dag kan jeg bare skrive at jeg allerede er godt på vej. Har tabt over 15 kilo. Jeg må dog på ingen måde gå på slankekur, da min krop skal have alt hvad den kan trække. Den skal være stærk til kemo.

Men den egentlige årsag er jo kræften. Lægen sagde til mig at jeg skulle være glad for at det var blevet opdaget. 1 år mere og jeg havde nok ikke klaret det. Men det gør jeg nu. Som lægen sagde meget tydeligt og kiggede mig dybt i øjnene

“Vi forventer at helbrede dig – ikke lappe dig, for så havde vi ikke sat dig igennem det her.”

Og de ord har jeg tænkt mange gange siden. Også det han sagde til mig for mange uger siden nu, med at dem der havde de bedste statistikker, var dem der kom igennem sådan en operation som jeg er ved nu.

Nu håber jeg at jeg får lov til at blive hjemme og at det hele bare går fremad.  At min krop får lov til at blive stærk, for så bliver mit sind det også. Jeg skal have fundet overskud til at finde en psykolog, der kan hjælpe mig. Jeg skal også finde overskud til en masse andre ting. Tilbud til børnene (tænker terapi, grupper osv.), kompensation for min mands fravær på jobbet (PT skal han selv betale), finde ud af hvad der kan hjælpe mig gennem kemoen (kost, akupunktur, Zoneterapi osv.) og meget mere. Ved ikke lige hvor det overskud skal komme fra. Der er så mange praktiske ting der også skal følge med. Og det er bare svært at finde overskud til det. Der skal også sætte noget ind i hverdagen. Robert har alt for meget at se til, så vi skal f.eks finde en der hjælpe fast med haven. Alle de ting tager tid.

butterflies-1655657_640

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *