Mit livs kamp 9 – Gode nyheder og væk med stingene

I går var jeg på sygehuset til tjek. Jeg må indrømme at jeg hader de dage. Det er en lang køretur og der er så meget ventetid. Først skal jeg have taget blodprøver og så er det ellers op på afdelingen G76 og vente på en læge. Jeg fik at vide at det var samme læge som sidst og det blev jeg ærlig talt lidt ked af. Hun er så hård og det gør altid voldsomt ondt, når det er hende. Så det var skønt at vente på 😉

De gode nyheder
Da lægen endelig fik tid, var der sure miner fra starten. Hun har altid været så negativ omkring mit sår. Hun har simpelthen ikke troet på at det ville heale og det har hun gentagende gange fortalt mig. Men så snart forbindingen kom af smilede. “Nej, hvor er det dog blevet flot”. Hun var virkelig imponeret over det og hun SMILEDE. Hun fortalte også at såret var begyndt at lukke sig. Så der var ingen tvivl om at honning er godt for mig. Jeg blev simpelthen så glad. At netop hun kunne virke positiv og sagde at det så pænt ud nu. Det betyder meget fordi hun hele vejen igennem har været så negativ. Så NU tror jeg også på det 🙂

Men hun skulle selvfølgelig pine mig 😉 Hun begyndte at fjerne stingene og det var jeg slet ikke forberedt på. Men heldigvis var det ikke så slemt og det var faktisk dejligt bagefter. Lægen var nervøs for at såret ville springe op, men det gjorde det slet ikke 🙂 Da hun så ikke kunne finde mere at pine mig med 😉 Fik jeg en flot ny forbinding på og så var det tid til lidt samtale. Det er jo ellers ikke det jeg får mest når jeg er der. Men denne gang havde jeg et par spørgsmål. Men lægen kom mig lidt i forkøbet, fortalte at mine blodprøver var gået galt, men en af dem var gået igennem og det var den vigtigste. Det var nemlig CA-125 (kræftmarkøren). Den var faldet til 9!!!!!!!!!!!!!!! Det er helt vildt. Under 35 er i normal området. Så det er jo virkelig flot.  Det blev taget sidst d. 11/5 hvor det var  på 29.

For første gang føler jeg at vi samarbejder
Ja, for første gang føler jeg, at mit sår og jeg samarbejder og at det går godt. Jeg var flyvende af lykke i går. Kræften er væk og såret er ved at lukke sig. Endelig kan jeg komme videre. Jeg synes så også at jeg fysisk får det bedre. Jeg bliver mere og mere stærk. Der er langt til mit normale jeg, men hver dag går det bedre. Det er virkelig dejligt at opleve.

Angstanfald
I går da jeg skulle i seng (havde taget sovepille), opdagede jeg at jeg var helt våd på underbukserne. Da jeg tog elastikbindet (jeg går med sådan et elastikbind rundt om maven i 24 timer i døgnet), var såret væsket igennem forbindingen. Det er længe siden det har gjort det sidst og slet ikke nederest på maven. Jeg synes så, at jeg kunne se gennem forbindingen at såret havde åbnet sig og jeg gik fuldstændig i panik. Jeg kunne slet ikke styre det. Græd og rystede. Alt kom væltende. Tanken om at skulle opereres igen osv. Det hele kom buldrende.  Jeg ringede akut til hjemmesygeplejerskerne (hver dag kl. 10 får jeg skiftet forbindingen herhjemme af sygeplejersker). Hende der havde aftensvagten var så sød og kom kort tid efter.

Jeg var så bange og græd stadigvæk da sygeplejersken kom. Hun fik lagt mig ned og fik forbindingen af. Heldigvis var der absolut intet galt. Det havde væsket en del og det var det. Intet var sprunget op og alt så fint ud. Hold nu op, hvor blev jeg lettet – og græd igen 😉 Jeg fik ros for at have ringet og der var ingen sure miner. Det var så fantastisk service fra Hjemmeplejen og jeg er virkelig imponeret. Det betød så meget at der kom en i går. En der kunne berolige mig, så jeg kunne få en god nats søvn. Fantastisk når systemet fungere.

Realiteten
I dag kl. 10 kom der så en sygeplejerske. Hun var speciel sårsygeplejerske og kommer engang om ugen (ellers er det bare normale sygeplejersker). Hende der var her i dag, er en grundig kvinde. Hun målte alt, hvad der kunne måles og da jeg er ved at lære at forholde mig til hvordan min krop er blevet, bad jeg om at få realiteten. Det er sådan at jeg har et sår i navlen, der er ca. 2,5 cm i diameter og 3 cm dybt (føj). Så er der en gang ned under såret, der går fra navlen mod skambenet. Denne gang er ca. 12 cm lang. Der er ca. 11-12 cm i det øverste sår (som kan ses på maven), der ikke er lukket. Såret fra navlen og op er lukket fint og giver ingen problemer (der er heller ikke forbinding på).

Ja, det skal jeg så forholde mig til. Jeg er slet ikke nået til at se det endnu. Jeg synes det lyder vildt klamt. Men på et tidspunkt må jeg jo nok til at forholde mig til det 😉 Nu er det mål og så kan vi håbe på at alle målene er mindre i næste uge 🙂

Ferie
I næste uge har Robert en uges sommerferie og børnene starter jo også sommerferie der. Jeg har bestemt mig for at lave en heldagsudflugt. Det er modigt, men jeg håber det går. Robert har også ferie i uge 29, men der er jo så mange mennesker alle steder og det kan jeg slet ikke. Så hvis vi skal lave noget sammen, så er det i næste uge. Derfor har jeg bestemt mig for, at vi skal en tur i Zoo (København). Det er mange år siden vi har været der og jeg tror at børnene vil have en rigtig god oplevelse ud af det. De elsker dyr. Tænker også at der er rigtig mange bænke, så jeg kan sidde og hvile mig. Vi tager det bare stille og roligt. Men det vil uden tvivl koste på energien dagen efter 😉

Ferien skal også bruges til flere andre ting. Robert vil tage børnene med i svømmehallen, vi skal have en kæmpe is i havnen, besøge familie, en tur i skoven. Jeg har også benyttet mig af, at der nu er en chauffør 😉 Så jeg har bestil frisør og fodterapi, som Robert må køre mig til. Der bliver vist nok at lave. Men også dejligt. Tænk en hel uge uden madpakker og hvor vi kan sove længe. Jeg glæder mig 🙂

Også selv om det bliver en helt anden ferie end planlagt. Vi skulle jo have været i Grækenland nu 🙁 Jeg forsøger ikke at tænke for meget over det. Men kunne nu altså godt tænke mig at ligge der på en lækker strand og nyde livet. Nå, det vigtigste er at være i live og så nupper vi Grækenland næste år 😉

 

butterflies-1655657_640

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *