PCO go eller no-go. En læser fortæller

Tine G fortæller her sin historie. En historie om hvordan det er at leve med mistanken om PCO, men hvor lægerne ikke rigtig tager det alvorligt. En situation som jeg hører rigtig ofte (og også selv har oplevet). Man hører lidt op PCO fra en læge, men finder ikke rigtig ud af om man har det. Jeg ønsker Tine held og lykke fremover og takker mange gange for historien 🙂

flowers-field-1352751

 

PCO go eller no-go

Skrevet af Tine G

Jeg fødte i år 2007 en dejlig dreng, det tog omkring 5 måneder, at blive gravid, så ingen bekymring på det tidspunkt. I år 2010 ville min mand og jeg gerne have en baby til. Vi prøvede omkring 8-10 måneder, men intet skete der. Jeg har altid dyrket motion i et fitness center, spist nogle lunde sundt dog uden at tænke på sukker, kulhydrater eller andet.

Da det ikke lykkes at blive gravid gik vi til lægen, som henviste os til en gynækolog. Min mand blev testet i følge til sædkvalitet, som lå lidt under middel, dog var det ikke derfor at jeg ikke var blevet gravid. Jeg blev skannet og fik taget en masse blod prøver. Alle blod prøver lå indenfor normalområdet, så lægen kunne ikke få noget ud af det…. Skanningen viste cyster i æggelederen og lægen fortalte, at det sandsynligt var derfor jeg ikke kunne blive gravid. Vi snakkede meget omkring hvordan en kvindes hormoner forandres efter en fødsel, da jeg havde stor frustration over at måned efter måned få bekræftelse på, at jeg ikke var med baby.

Jeg tog selv initiativ og købte bogen Spis dig gravid, læste den og lykkes med de fleste af tingene i bogen, men stadig ingen baby. Efter godt 18-22 mdr gik jeg til min gynækolog og sagde at nu skulle der ske noget. Jeg blev kunstigt befrugtet, som i sig selv er en meget spøjs oplevelse. Men stadig ingen baby. Jeg blev meget ked af det hver gang jeg fik min menstruation og jeg kunne mærke at det virkelig påvirkede mig psykisk.

Min gynækolog havde under hele forløbet fortalt mig om pco, men forklarede at jeg ikke opfyldte alle kriterierne for at have pco, så derfor ville han ikke sætte mig i metformin behandling. Dog da jeg næsten på mine grædende knæ, bedte om hjælp, sagde lægen god for at prøve metformin. Dog fortalte lægen mig gang på gang, at jeg ikke skulle få mine forventninger op om en graviditet da jeg jo ikke havde pco….

Da jeg begyndte på metformin fik jeg to dage med kvalme og efterfølgende forsvandt min træthed, min sukkernarkomani forsvandt. Jeg tænker tilbage idag på det som en periode som var rigtig god og lettere i rigtig mange ting.

Men det tog 1 1/2 måned så var jeg blevet gravid på den naturlige måde… Så fedt….
Jeg har ikke tænkt mere over pco efterfølgende, da gynækologen jo sagde jeg ikke opfyldte kriterierne og dermed ikke havde pco. Tiden gik, min dejlig dreng nummer to kom til verden, barslen gik og jeg startede igen på arbejdet…

Jeg ville nu gerne tabe det sidste af graviditeskiloene, jeg trænede og trænede, men kunne ikke komme af med det fedt der sad på maven. Jeg begyndte, at lege med min kost, paleo var den første, efterfulgt af LCHF… Der fandt jeg ud af at min krop reagerede voldsomt når den fik kulhydrater. Jeg har aldrig kunne holde lchf helt striks, men nok til at jeg kunne mærke forandring, når jeg spiste kulhydrater. Så derfor nu er kulhydrater mere eller mindre skåret ud af min kost. Jeg bukker under en gang imellem, og spiser f.eks to hjemmelavet lune hvedemelsboller med smeltet smør…. Sidst jeg gjorde det, gik der ikke særlig lang tid, så fik jeg hjerte banken, jeg blev almen dårlig, svedende, svimmel og rigtig utilpas… Jeg fik det så dårligt at jeg ikke har spist brød i nu 3-4 mdr. Engang imellem falder jeg stadig i, og jeg får det rigtig skidt, utilpas, ved siden af mig selv….

Det med at vælge den rigtige kost er et valg, jeg skal gøre hver eneste dag i resten af mit liv, for jeg har lyst til sukker, jeg har lyst til at spise en fødselsdagsbolle med smør, dog ved jeg nu hvad konsekvensen er, og jo ældre jeg bliver, jo mere af det der ikke er godt for mig, vælger jeg fra….

For et år siden fik jeg en nyre/bækkenbetændelse, der resulterede i en tur på skadestuen. Efter blev jeg ved med at have stor tissetrang, smerter ved vandladning, hyppig toiletbesøg, ja bare rigtig øv at skulle tisse. Sad ofte og græd pga smerter, min egen læge kunne ikke hjælpe mig, blev henvist til urologerne, som heller ikke har kunne hjælpe mig, gik fra der til en FYS der har speciale i kvinder underliv/blære, fik en masse øvelser som afhjalp sammen med medicinsk smerte behandling. Dog havde jeg stadig daglige smerter når jeg skulle tisse. Først da jeg helt fjerne hvedemel fra min kost, samt holde op med at drikke mælk (bruger stadig mælk i madlavningen) der holder de kroniske smerter op. Jeg havde ellers fået beskeden af urologerne, lær at leve med det…..
Den mest nedslående besked, at få af vide når man har daglige smerter. Om det har noget med pco at gøre, aner jeg ikke, dog ved jeg at det har noget med min kost at gøre….

Jeg har for et par mdr siden skiftet gynækolog og skulle skannes i forbindelse med en hormonspiral, min nye læge skanner mig og spørger mig så, om jeg har hørt om pco. Da jeg forklare ham mit forløb sige han ok og vi går ikke mere i dybden med det, for det er jo ikke derfor jeg er der.

I tiden efter tænker jeg mere og mere over det lægen sagde, hvordan han sagde det, da han skannede mig, hvad kunne han se? Cyster??? Sammen med alle mine egne oplevelser med kulhydrater og sukker, tænker jeg, at der er mere til den sag.

Jeg har nu kontaktet gynækologen mhp udredning for pco, så hvad fremtiden bringer ved jeg ikke….
Jeg er en alm kvinde på 34 år, alm i bygning med måske lidt mere fedt omkring maven end resten af kroppen…..

 

Comments

  1. Tine G says:

    Opfølgning:

    Jeg har pco…..

    1. Nina Ebdahl says:

      Kære Tine
      Tænker at det er surt, men et eller andet sted også godt for dig at vide. Diagnoser har hjulpet mig meget. Så føler jeg ligesom at jeg kan gøre noget og jeg ved hvad jeg har med at gøre. Håber du er ok.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *