Græsk kyllingefad med tortillachips
Har I ikke bare lyst til sol og sommer? Lyst til at rejse og opleve. Sådan får jeg det altid her i starten af året. Normalt er februar svær at komme igennem for mig og jeg drømmer mig langt væk. Jeg længes så meget efter sol og varme at det gør helt ondt 😉 Overvejer seriøst at flytte til varmere himmelstrøg og håber en dag at økonomien bliver til det. Om ikke andet, så bare til en god lang ferie hvert år 😉 Denne ret blev til på en af de hårde dage 😉 Jeg rejste i mit madunivers og det hjælper også 🙂 Nu er vi så midt i marts, men jeg må indrømme at lysten til varme og sol stadigvæk sidder dybt i mig 😉
Der er ikke lavet energiberegning på denne opskrift, da det helt afhænger af hvilken del af kyllingen du spiser. Der er kæmpe forskel på om du spiser et stykke bryst uden skin, eller et lår med det hele 😉 Men ligegyldigt hvad så smager retten godt og af sommer 🙂
Græsk Citronkyllingfad
-4 personer
1 kylling (gerne 1400 g eller derover)
1 kg rosenkål
500 g. cherrytomater
2 røde peberfrugter
lidt olie
salt og peber
Marinade
saften af en citron
skallen af en citron
2 fed hvidløg
1 tsk. rosmarin
1 tsk. oregano
salt og peber
1 spsk. sukrin+
1 dl. olivenolie
Tilbehør
Dip af creme fraiche 38% og hvidløg
Lowcarb tortillas
Del kyllingen i 8 stykker. Bland marinaden. Citronsaft og skal, hvidløg, sukrin, olie og krydderierne sammen. Hæld dem over kyllingen. Lad det trækket nogle timer – gerne natten over. Husk at vend kyllinge engang imellem. Læg kyllingen i et stort ovnfast fad. Rens rosenkål, tomater og peberfrugt. Hæld lidt olie, salt og peber på dem. Læg grøntsagerne mellem kyllingestykkerne i fadet. Steg dem i en 180 grader varm ovn i ca. 60 minutter. Grill evt. lidt til sidst hvis der ikke kommer nok farve på.
Bland creme fraiche og hvidløg. Smag evt. til med lidt salt. Skær tortillas i trekanter og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem lidt i ovnen til de er sprøde.
Tip
Ønsker du en lettere udgave af retten, så spis kun brystet og erstat creme fraiche med f.eks skyr.