Interview med Madbanditten.

I forbindelse med udgivelsen af “LCHF – spis dig mæt og glad, har jeg været heldig at få et interview med forfatteren Jane Faerber. Jane er måske bedre kendt som Madbanditten, som hendes blog hedder. En blog hvor hun skriver om LCHF. Du kan hente stor viden og inspiration på den blog. Du skal bare lige huske at opskrifterne ikke er tilpasset den PCOvenlige kost:-)

Jeg glæder mig personligt meget til at se bogen. Jeg spiser jo som mange andre PCOpiger LCHF (på den PCOvenlige måde). Så jeg glæder mig til at blive inspireret og glæder mig bare over at LCHF vinder frem i Danmark. Det er skønt at flere og flere bliver opmærksom på denne dejlige måde at leve på:-)

I kan allerede nu forudbestille bogen i PCOshoppen. Så får I bogen i jeres postkassen, når den udkommer d. 24. april. Bestil bogen LCHF – spis dig mæt og glad.

Interview med Madbanditten

Jane Faerber.

1. Først et stort tillykke med din kommende bog:-) Hvorfor en bog om LCHF?

Tak, tak!  At spise LCHF har gjort en kæmpestor forskel i mit liv og at dømme ud fra de mange kommentarer, jeg får på bloggen eller de e-mails, jeg modtager, er jeg bestemt ikke alene med den oplevelse. Tænk, at man kan spise sig fri for diverse skavanker og opnå bedre livskvalitet – uden medicin og uden sult og afsavn! Det budskab, synes jeg, fortjener at blive spredt.

2. Hvor længe har du selv spist LCHF?

Jeg har spist LCHF i snart 3 år og glutenfrit i 3½ år.

3. Hvilke gode virkninger har du oplevet af kosten?

Jeg har oplevet at få langvarig mæthed, god og stabil energi til hele dagen, færre maveproblemer, bedre appetitregulering, mindre sukkertrang, stabil vægt, bedre søvn og bedre humør. Det lyder nogle gange lidt religiøst, men jeg er simpelthen så overrasket over, hvor stor betydning, det har på mit velbefindende, at jeg spiser en kost, der er rigtig for mig.

4. Hvordan fik du kendskab til LCHF?

Jeg havde fundet ud af, at jeg ikke kunne tåle gluten og spiste derfor – set i bakspejlet – low carb, uden jeg egentlig vidste, hvad det gik ud på. Samtidig spiste jeg low fat, for det skal man jo, havde jeg lært, hvis man vil være sund i dag. Men  low carb-low fat gjorde mig træt og sulten og smådeprimeret. Men så stødte jeg på nogle svenske blogs, som skrev om noget, de kaldte LCHF, og der var endda læger og fagfolk, som beskrev det som en sundere kost end vores fedtfattige kostråd. Og så begyndte jeg stille og roligt at kaste fedtforskrækkelsen fra mig og prøve kræfter med Low Carb High Fat.

5. Vi startede vores blogs næsten samtidig og du må som jeg have oplevet, hvor svært det i starten var at finde inspiration i Danmark, til en kost med få kulhydrater. Heldigvis er det jo ændret en del. Men hvor fandt  og finder du din inspiration?

I starten orienterede jeg mig meget i de svenske blogs, og jeg anskaffede mig tidligt et par svenske LCHF-kogebøger. Dem har jeg så ladet mig inspirere af og justeret i, så opskrifterne kom til at indeholde en anelse mere grønt. Da jeg startede madbanditten.dk kunne jeg kun finde Henriettes blog (fede-tider.blogspot.dk), som skrev om LCHF-relaterede emner. I dag er der flere, men det er stadig en af mine yndlingsblogs.

6. Hvad kan vi forvente af bogen?

Bogen indeholder ca. 50 siders introduktion til LCHF, et historisk tilbageblik på vores kostråd, og gode tip til at komme i gang med LCHF. Og så indeholder den 80-100 opskrifter på mættende og velsmagende hverdagsmad. Det er ikke haute cuisine eller mærkelige kødudskæringer, som du skal bestikke en slagter for at få fingrene i. Det er helt almindelig hverdagsmad, som (forhåbentlig) viser, hvor ukompliceret det kan være at integrere LCHF i et helt almindeligt liv. Fokus er på masser af grønt, en moderat mængde protein og godt med naturligt fedt. Bogen indeholder både favoritterne fra bloggen og en masse nye opskrifter.

7. Hvem henvender bogen sig til?

Bogen har ligesom bloggen en meget bred appel. Den henvender sig til alle, som ikke trives med vores officielle kostråd. Det kan være folk med tendens til ustabilt blodsukker, overvægt, insulinresistens, PCO, diabetes eller andre livsstilssygdomme eller folk, som bare af den ene eller den anden grund gerne vil forsøge sig med at spise mere naturlig mad. Principperne i LCHF er egentlig relativt enkle, og det er op til den enkelte at integrere dem i det omfang, det giver mening.

8. Hvilke store misforståelser/fordomme støder du ofte på?

Åh ha… der er mange! Der er jo den klassiske om, at vi risikerer at falde døde om af hjerteanfald, hvis vi spiser mættet fedt, men den er jo tilbagevist så mange gange efterhånden, at jeg håber, den bliver en sjældnere og sjældnere gæst.

En anden er den om, at LCHF er en ”High Protein-diæt”. Men på LCHF spiser man faktisk kun en smule mere protein end normalt. Til gengæld spiser man mere fedt på bekostning af kulhydraterne. Det er den øgede fedtmængde, der gør LCHF så pokkers blodsukkerstabiliserende.

En tredje stor misforståelse er den om, at man ikke spiser grøntsager på LCHF, fordi de indeholder kulhydrater. Kriterierne i en kost med få kulhydrater og mere fedt kan jo som sådan også godt opfyldes ved at spise bacon og smør, men mit budskab er, at vi skal spise bunker af grøntsager, kød af god kvalitet og naturligt fedt fra smør og olier.

Sidst men ikke mindst, så er det en ofte overset pointe, at LCHF tilstræber naturlig mad uden tilsætningsstoffer og uden industriolier som solsikkeolie og majsolie. Der er altså en stærk holdning til madkvalitet, og den drukner ofte lidt i debatten.

9. Hvad vil du gerne opnå med bogen?

Jeg håber rigtig meget, at bogen vil inspirere mange til at foretage en glidning mod mere naturlig mad. Og med naturlig mad mener jeg mad med mindre korn og sukker. Jeg håber også, at bogen vil få flere til at turde lægge fedtforskrækkelsen på hylden. Derfor synes jeg også, det var vigtigt at få afsnittet om det historiske tilbageblik på de fedtfattige kostråd med i bogen, så vi en gang for alle kan blive enige om, at de var baseret på misvisende og endda uhæderlig forskning.

10. LCHF er kæmpe i Sverige og Norge. Mon dansker også er klar?

At dømme efter besøgstallene på Madbanditten vil jeg sige, at Danmark er ved at være klar til LCHF. Det spår den store interesse for stenalderkost jo også om. Flere og flere danskere søger væk fra de etablerede kostråd og over i noget, som de kan mærke, de får det godt af. Og når man først har mærket det på egen krop, preller det lidt af på en, at det udråbes som ”ekstreme modediæter, som er umulige at følge i virkeligheden”, eller at vi fortsat bombarderes med massive fuldkornskampagner. Jeg har svært ved at forestille mig det argument, der skulle få mig til at gå tilbage til en fedtfattig kost med mange kulhydrater. Det kommer ganske enkelt aldrig til at ske!

En stor tak til Jane for et dejligt interview:-) Held og lykke med bogudgivelsen.

..
.

1 thought on “Interview med Madbanditten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *