Nachos med kylling – fra en læser
Jeg har modtaget denne opskrift fra en læser. Den lyder lækker og jeg synes I skal have den, selvom der mangler billed:-)
Nachos med Kylling
–4 pers.
4 grovtortillaer
1 glas salsa
400 – 500g stegt kylling (hvis det skal gå hurtigt, så kan færdig stegt kylling fra Levevis bruges)
1 pose revet ost
4 spsk oliven- eller rapsolie
Lidt paprika
salt
peber
Start med at skære tortillaerne ud i små trekanter, og fordel dem på en bageplade med bagepapir sammen med olie, paprika, salt og peber. De må ikke overlappe hinanden, da de så ikke vil blive sprøde. Fordel dem evt. på to plader, hvis der ikke er plads. Bag dem i ovnen ved 200 grader i ca 15 min, eller til de er sprøde. Imens skæres kyllingen ud i mindre stykker.
Derefter fordeles halvdelen af tortillaerne i bunden af et ildfast fad. Ovenpå lægges halvdelen af kyllingen, halvdelen af salsaen og halvdelen af osten, hvorefter resten af tortillaerne lægges ovenpå sammen med resten af fyldet. Til sidst strøs med resten af osten. Fadet sættes i en 200 grader varm ovn i ca. 20 min. eller til osten er gylden (hold øje med dem). Serveres straks med guacamole og fromage frais, og evt. en salat.
.
Uhm en lækker ret. Et godt tip: Smør tortillaene med olie inden de skæres i trekanter. Dette gør det nemere 🙂 En ret der absolut kan anbefales 🙂
Mmm det var virkelig vellykket! Jeg fordelte trekanterne på tre plader og de fik kun 10 min i ovnen, det var endda lige i overkanten. Og så masser af cheddar! Virkelig lækker ret, og manden var også vild med det, rigtig hyggemad fredag aften 🙂