Nellie Dellies. Nyt slik med Stevia fra Toms

Engang imellem er mit job bare SÅ hårdt;-) Hvad jeg ikke må gennemgå at strabasser for at give jer de bedste nyheder er ikke småting;-) Nej, spøg til side………

Jeg har prøvesmagt de nye Nellie Dellies fra Toms. Der er 4 varianter.Salty liquorice (salte lakridser) , Sweet Liquorice (søde lakridser), Wild Berry assortment (vingummier) og chewy liquorice bites (bløde karamel skum ting – ved ikke lige hvad jeg ellers skal kalde dem).

Lad mig først starte med at rose tiltaget fra Toms, for hvor er det dog skønt at udvalget af slik som vi kan tåle vokser og gør at vi kan gå i almindelige butikker og handle guf. Hatten af for det. Og jeg hilser meget gerne mere i den stil velkommen. Jeg drømmer jo stadigvæk om at kunne købe kager, lagkagebunde, kagecreme osv med Stevia i. Hvor ville det dog være en drøm.  NÅ, tilbage til de her 4  Nellie Dellies. Jeg åbnede de 4 poser og gik i gang;-)

Wild Berry assortment
Startede med vingummierne, da jeg faktisk bedst kan lide vingummier. Jeg synes de smager godt. Gode at sutte på, lidt hårde, men det gør intet. Smagen er lækker. De er knapt så søde som almindelige vingummier, men det er et stort plus i min bog.

Chewy liquorice bites
Uhm, de er gode. Bløde, lækre og med en dejlig smag. Klart mine favoritter. Skal nok passe lidt på ikke at spise for mange af dem;-)

Sweet Liquorice
Sorry –  her må jeg altså melde ud, at dem kan jeg ikke lide. De er hårde og har absolut ingen smag. Der er faktisk intet godt at sige om dem. Men det er jo min smag.
.
Salty liquorice
De er tilgengæld gode. Hårde (meget) men det gør intet. De har en rigtig dejlig smag og er lækre at sutte på.
.
Ja, det var så dagens hårde arbejde;-) Huske at det er min smag. Din favorit kan være en anden end min:-) Et kæmpe tak til Toms for at give os de her muligheder for GUF…….
.
Læs herunder hvad Toms selv skriver om produkterne. Og læs evt. mere på http://nelliedellies.dk

Hemmeligheden bag Nellie Dellies

I almindeligt slik er hovedingrediensen sukker. Det betyder, at sukker ikke kun er det, der gør slikket sødt, men i ligeså høj grad er det, der får slikket til at fylde noget. Og fjerner man sukkeret, så fjerner man samtidig det meste af slikproduktet. Der bliver så at sige ikke meget tilbage.

Intensive sødemidler som man bruger i fx light sodavand fylder meget mindre end sukker gør. I sodavand, hvor hovedbestanddelen af produktet er vand, er dette ikke noget problem, men i slik fungerer intensive og meget kaloriefattige sødemidler kun, hvis man samtidig tilsætter en eller anden form for fyld.

Nellie Dellies er det første slik i verden, hvor man har erstattet sukker med en kombination af intensive sødemidler og plantefibre – blandt andet fra majs og hvede. Det gør, at Nellie Dellies har en kaloriereduktion, der er langt større end tilsvarende sukkerfri produkter.

Nellie Delllies produkter er et resultat af et tæt samarbejde mellem ISIS og Toms – og er patenteret.

Nellie Dellies er sødet med sødestof fra Steviaplanten

De fleste sødemidler er kunstigt fremstillede.  Steviolglycosider, populært omtalt som Stevia, er derimod udvundet fra planten Stevia Rebaudiana Bertoni, der vokser naturligt i Asien og Sydamerika. Her har de søde blade været brugt i hundredevis af år til at give sødme til blandt andet te.  Steviolglycosider er cirka 300 gange sødere end sukker og indeholder 0 kalorier.

Nellie Dellies fås i 4 forskellige varianter; Salty liquorice, Sweet Liquorice, Wild Berry assortment og chewy liquorice bites.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *