
Nytårsfortsæt der holder – af psykoterapeut Gitte Holmen
Psykoterapeut Gitte Holmen har skrevet dette indlæg. Det er spændende og meget relevant her lige efter nytår. Mange af os er nok begyndt at kigge lidt på kosten igen, efter en hård december;-) Læs det interessante indlæg om hvordan du kan arbejde med dig selv.
Nytårsfortsæt der holder!
Nogle mennesker fanges i et tilbagevendende mønster med overspisning og slankekure, mange har allerede fra barndommen været overvægtige. Andre især unge piger, begynder at slanke sig uden at være overvægtige. Pigerne tager tit mønstret med ind i voksenlivet, strenge slankekure afløst af overspisning med vægtøgning til følge. Nogle starter slankekure, fordi de er blevet overvægtige af stress og trøstespisning. Men mønsteret er det sammen. Perioder af overspisning vekslende med slankekure. Samlet set gælder det, at efter få år har langt størstedelen, der går på traditionel slankekur, taget det hele på og ofte mere til. Dette har ofte store følelsesmæssige omkostninger med dårligt selvværd til følge.
Når man overspiser, spiser man som regel uden at være opmærksom på, at man ikke længere er sulten eller allerede er mæt. Det er der i de enkeltstående tilfælde ikke noget galt i, de fleste mennesker overspiser ved festlige lejligheder. Mennesker der kun lejlighedsvis overspiser, er som regel ikke overvægtige.
Overspisere der er overvægtige, har en tildens til at spise for at håndtere deres negative følelser. Ofte har overspiseren ikke erkendt sin trøstespisning. De spiser måske når de mærker en uro, føler sig ensomme, mærker tomhed, tristhed osv. Nogen kalder det hyggespisning. De spiser, selv om de ikke er sultne, man kan sige det er en måde at dulme de negative følelser på. Der findes flere psykologiske betegnelser for overspisningen. Det kan kaldes ”spise på følelser”, ”spisning på psykisk sult”, ”trøstespisning”, ”kedsomhedsspisning” og ”tvangsspisning”.
De overspisere, der kommer i min klinik, kommer for at få hjælp til at forholde sig til mad på en anden måde. De har prøvet utallige slankekure, tabt sig og taget det hele på igen. Kuren har måske givet en effekt lige nu og her, men har ikke bidraget med en forståelse af, hvilke mekanismer, der styrer deres vægtbalance og hvad der kræves for på længere sigt at holde vægten. Når de kommer hos mig, er alt andet oftest prøvet uden holdbart held! Mange føler stor skyld og skam over ikke, at lykkes med deres vægttab
Forløbet hos mig, handler ikke om hvad de spiser, men hvorfor de spiser selvom de ikke er sultne. Langvarige vægtproblemer handler ikke alene om mad, men om følelser og den enkeltes forhold til mad. Hos mig er det muligt, at gå i et individuelt forløb eller i en lille gruppe med andre overspisere. Et gruppe forløb er planlagt med 8 mødegange af to timers varighed hver anden uge. De fleste har brug for to til tre forløb, før de helt selv kan regulere spisningen hensigtsmæssigt, uden at spise på deres følelser!
Målet med at arbejde med sin overspisning er:
- At spise af lyst og af sult.
- At blive bedre til at udsætte behov.
- At identificere og rumme alle sine følelser.
- At få tillid til det man mærker.
- At bliver bedre til at mærke sine grænser.
- At give sig selv værdi.
Det lyder let og det er det ikke!
Et gruppeforløb har hver gang et tema, som gruppemedlemmerne bliver præsenteret for og som de selv skal forholde sig personligt til.
Et typisk gruppeforløb kan se sådan ud:
1. Møde. Gruppen etableres. Præsentation, motivation, målsætning
2. Møde. De 5 principper. Hvordan du ændre din måde at spise på.
3. Møde. De 5 principper. Forsat
4. Møde. Følelser og mad. Hvilke følelser spiser jeg på?
5. Møde. Fysisk og Psykisk sult.
6. Møde. Selvopfattelse. Er du din egen bedste ven, som du vil passe på?
7. Møde. Forhindringer
8. Møde. Selvevaluering.
Hvilke følelser spiser du på?
De fleste kender situationen, hvor vi bare må have noget at spise, selvom vi egentlig ikke er sultne, for vi har måske lige spist. Måske mærke du en uro. Mange har prøvet at stå foran køleskabet mange gange i løbet af dagen og søge et eller andet. Hvad er det du søger? Hvad er det med den uro? Den uro kan være undertrykte følelser f.eks. vrede/sorg, angst/frygt, sårbarhed/ensomhed, trods, skam, stress.
Det er noget af det, du i gruppeforløbet har mulighed for at opdage og arbejde med. Hvilke følelser spiser du på og hvad kan du ændre og gøre i stedet for at overspise, når du mærker uro.
Jeg mødte første gang Susanne i en af mine overspiser grupper. Susanne havde arbejdet en del med sig selv, da hun var ved at læse til terapeut. Hun havde været til et af mine foredrag, om overspisning og kunne genkende rigtig mange af de ting jeg snakkede om. Hun følte at det eneste rigtige for hende, var at starte i en gruppe for overspiser. Hun havde prøvet alle mulige slankekure, tabt sig rigtig meget og taget det hele på igen og endda lidt til. Hun var nu klar over, at hun var nødt til ”at tabe sig i sit hoved” før hun kunne holde sit vægttab. Efter få gange i gruppen opnåede Susanne et vægtstop dvs. hun tog ikke på i vægt længere. Det er min generelle oplevelse, at gruppens deltagere ret hurtig oplever et vægt stop. Det betyder, at de nu ikke behøver at tænke, så meget på vægten og de har ro til at arbejde med dem selv og de følelser de spiser på. I dag er Susanne ikke længere overspiser og hun har tabt sig det hun gerne vil. Det nye er, at hun nu kan mærke sin egen sårbarhed og hun har lært at sige fra. Hun nyder sin mad og spiser med opmærksomhed og spiser til hun er mæt – ikke mere. Susanne har ikke regler for, hvilke slags mad hun må spise, men spiser det hun kan mærke kroppen har brug for. Susanne deltog i to omgange i gruppe forløb og derudover gik hun i egen terapi i min klinik. Hun ønskede, at arbejde dybere med sig selv, end der er plads til i gruppen. Hun har arbejdet med sin overspisning i mere end et år.
Susanne fandt ret hurtig ud af, at hun overspiste, når hun følte sig ensom. Susanne kom let til at føle sig ensom inde i sig selv, selv om hun var omgivet af andre mennesker. En anden vigtig ting Susanne blev opmærksom på var, at hun havde svært ved at sætte grænser for sig selv og andre og hun kom let til at overhøre hendes egne behov. Alle andres behov kom altid før Susannes egne. I gruppen og i egen terapi har Susanne øvet sig i at mærke efter, hvordan hun har det og er begyndt at tage de følelser alvorligt. Hun har øvet sig i at sætte grænser for sig selv og respekterer det hun mærker. I egen terapien har hun arbejdet med de psykologiske aspekter, der ligger bag de følelser hun spiste på. Det har været en lang og fantastisk rejse Susanne har taget og jeg er meget taknemmelig for, at få lov til at følge hendes udvikling.
Det at arbejde med sine vægtproblemer ud fra den psykiske vinkel, er ikke endnu en 8 ugers mirakelkur, denne metode kan ofte tage længere tid. Metoden tager udgangspunkt i at alle slags madvarer er tilladt at spise – du vil få kigget på og evt. ændret dine følelser, vaner og holdninger til det at spise, så du på en naturlig måde kan opnå vægttab som holder.
Er du blevet nysgerrig og ønsker at vide mere om vægttab via gruppeterapi, er du velkomme til at kontakte mig. Se min hjemmeside. www.gitteholmen.dk