Stinas vej til ønskebarnet – et indblik i behandlingsverdenen. Afsnit 1.

Stinas vej til ønskebarnet – et indblik i behandlingsverdenen.

Afsnit 1, Søndag den 4. marts 2012.

Åh, mit allerførste indlæg. I min allerførste blog. Det er lidt sejt, selvom jeg ville ønske anledningen var en anden 🙂

Jeg kan vel lige så godt springe ud i det, og præsentere mig selv: Jeg er en 27 årige kvinde og jeg bor sammen med min kæreste gennem 9 år i et lille, dejligt hus. Vi har katte, og en hundehvalp, vi har skønne venner og en dejlig familie, og vi nyder livet.

MEN jeg har også PCO, som desværre betyder at jeg ikke kan få børn uden hjælp. Min PCO udarter sig i rigtig mange æggeblærer på æggestokken, samt manglende menstruation, hvilket jo betyder at jeg sjældent har ægløsning.

Mig og min kæreste smed præventionen da jeg blev færdig på seminariet i 2010. Jeg tænkte at jeg hurtigt ville blive gravid, have den mest fantastiske graviditet, og få den mest vidunderlige baby, og leve lykkeligt til mine dages ende, men jeg fik ikke min menstruation. En henvisning fra min læge førte mig til en scanning og blodprøvetagning på sygehuset, og dette endte med ”diagnonsen” PCO.

Det var virkeliget stort slag at få. Jeg er slank, dyrker meget motion, spiser sundt, og efterhvad jeg kunne læse mig frem til, så kunne jeg da ikke have PCO! Jeg følte mig u-kvindelig og jeg følte min krop var i stykker. Jeg skulle erkende og indse at jeg ikke kan få børn uden hjælp, og det er rigtig svært at indse, når jeg i lang tid har hørt følgende fra venner og bekendte: ”Skal I ikke snart have børn? Pas nu på, sådan som du ser ud, så kommer du da til at blive mega nemt og hurtigt gravid!” Men nej, så nemt går det altså ikke.

Nå, men efter de første par tudeture besluttede jeg at jeg ville kæmpe, så jeg læste stolpe op og stolpe ned om KISSkosten, skambrugte opskrifterne fra denne hjemmeside, og efter tre måneder påKISS kost, og 1½ måned på metformin (sukkersygepiller der stabilisererblodsukkeret, og MÅSKE give mere regelmæssig cyklus), kom min menstruation i maj 2011, 10 måneder efter jeg stoppede med p-pillerne. I august måned 2011 gik vi i gang med behandlingen på en privatklinik.

Vi har altså været en del af behandlingsverdenen i 7 måneder nu.  7 Lange og hårde måneder,fyldt med håb, fremgang, modgang og en masse op og nedture. Sådan er den, behandlingsverdenen. Dette vil jeg gerne skrive om her i min blog; Mine følelser, råt for usødet. Jeg har brug for at komme af med mine frustrationerog tanker, og jeg vil have at andre ved, hvordan det føles. Det kræver mange kræfter at leve i behandlingsverdenen, men jeg håber at min lille blog her kan hjælpe andre, på en eller anden måde.

Her er hvad jeg har lært på de 7 måneder:

Fertilitetsbehandling med PCO betyder scanninger. Rigtig mange scanninger. Hver 3. dag. Og fordi menstruationen ikke kommer afsig selv får man piller for at fremprovokere den. Så føler man sig endnu mere istykker, og endnu mindre kvindelig.

Mine forløb har indtil nu været følgende:

Når min menstruation kommer efter jeg har taget ”fremkaldmenstruation” pillerne, så skal jeg scannes. Mens jeg har min menstruation. På 2.eller 3. dagen efter mens.start. Meeen så er det jo godt jeg elsker at ligge med benene i stigbøjler, mens en person stikker en scanningsdut op i mig, krydret med en omgang blod 😉 (ja, men må jo prøve at se det sjove i enhver situation)

Hvis alt er som det skal være ved scanningen, starter jeg på hormoner. Dem skal jeg selv sprøjte mig med hver dag, og det er grænseoverskridende! Jeg måtte glemme KISSkosten den første gang og bestikke mig selv med slik. Masser af slik. Og selv det hjalp ikke, så kæresten måtte gøre det til sidst.

Nå, i vores1. behandlingsforsøg  stak vi i 24 dage før ægget var stort nok. I de 24 dage skal jeg scannes hver 3. dag, og når ægget er tæt på 18 mm, så hver 2. dag. Når ægget er 18-19 mm skal jeg tage en ægløsningssprøjte,og så kan man vælge om man vil ”hjemmerulle” (dvs.  prøve at lave babyen hjemme i dobbeltsengen) eller man kan blive insemineret (forkortes IUI, læs mere her: . http://www.nordica.org/insemination_danmark)

Mig og kæresten ville gerne prøve hjemmerul et par gange. Der gik som sagt 24 dage første gang, hvor jeg efterfølgende fik min menstration som planlagt (der går 14 dage fra man tager ægløsningssprøjten til man får sin menstruation)

2. forsøg sprøjtede jeg mig i 30 dage, men æggene udviklede sig ikke, så forsøget blev stoppet. En kæmpe nedtur. Vi måtte starte forfra hvilket betød endnu en omgang af ”fremkald menstuation” piller. Så blev jeg igen scannet på 2-3. dagen, men denne gang fandt de en cyste. Det er meget normalt, mange kvinder får dem uden at vide det, men man må ikke tage hormoner med en cyste. Så jeg skulle på p-piller 1 måned. Endnu større nedtur.

I 3. forsøg kom der et gennembrud! Der skulle kun 12 dage med sprøjter til, før ægget var stort nok. Men jeg blev ikke gravid. Og det var så slut på år 2011. I januar holdt vi pause, hvor jeg overraskende nok fik ”spontan regelmæssig cyklus” som lægerne på klinikken sagde. Vi blev ikke scannet denne måned, men jeg testede positiv på ægløsningstest og fik mens på dag 32. Så vi var glade! Vi besluttede at prøve en måned mere, uden hormoner,men med scanninger, men æggene ville ikke vokse. Så det er her vi er nu. Vi venter. Igen.  Venter på min menstruationefter ordrer fra klinikken. En mens der jo ikke kommer, fordi jeg ikke har haft ægløsning. Jeg er i dag på dag 43 i min cyklus.

Jeg håber snart den kommer, ellers ringer jeg påklinikken i løbet af næste uge, og så starter cirkusset/møllen/strabadserne(vælg selv 🙂 ) igen, dog med den ændring, at denne gang vil vi insemineres. Ikke flere skuffelser nu, tak!

Puha, det blev langt denne gang, håber ikke I er faldet i søvn, jeg lover det ikke bliver sådan hver gang 🙂 Men jeg har tænkt mig at skrive forløbet i denne blog. Mine tanker, glæderne, sorgerne, frustrationenog beskrive, hvordan livet er, når man er i behandlingsverdenen.  Måske nogen af Jer selv er i gang, eller skal til det?
_______________________________________________________________________________________

Du vil kunne følge Stina de næste uger her på PCOliv.dk. Et kæmpe tak til dig, Stina, fordi du deler så meget med os andre. Jeg glæder mig til at læse mere:-)

Se afsnit 2 her https://pcoliv.dk/stinas-vej-til-%c3%b8nskebarnet-%e2%80%93-et-indblik-i-behandlingsverdenen-afsnit-2/

27 thoughts on “Stinas vej til ønskebarnet – et indblik i behandlingsverdenen. Afsnit 1.

  1. Lidt tanker herfra og håb om en snarlig og meget skøn graviditet:
    – det er meget hurtigt at gå i behandling (?) Folk uden PCO kan godt gå op til et par år, før der kommer en graviditet
    – jeg bliver helt trist over al den medicinering og indgriben. Det er bare ikke naturligt at manipulere med kroppen på den måde. Hvis jeg var dig, ville jeg prøve raw food, som jeg selv har gode erfaringer med (tjek evt Jens Casupeis bog om raw food).
    – hvad med at stole på, at kroppen vil dig det godt? at den har tjek på det? at det måske ikke er godt for dig/barnet med en graviditet? Det er nemt nok for mig at sige, at man skal stole på kroppen og arbejde med den i stedet for i mod den. Ønsket om et barn kan jo være så brændende. Men hvad med adoption? Der er altså også mange ulemper ved at være gravid + føde.

    Alle gode ønsker og god fornøjelse med bloggen 🙂

    1. Nu er det jo meget forskelligt med de valg vi tager, og hvad der føles korrekt for os hver især.

      Jeg ved af erfaring at det kan være meget svært at stole på sin krop. Det kan næsten kun være en kommentar fra en der ikke har haft det problem;-)Engang imellem kan valget om at hjælpe kroppe, når den ikke virker perfekt, være et godt valg.

      Raw Food er ikke specielt godt til folk med PCO, så det kan ikke anbefales herfra:-)

    2. Kan desværre nikke genkendende til nogle af tingene! Dog har min PCO ikke udartet sig i det store omfattende behandlingsforløb som du nævner Stina – jeg har fået Øko-modellen (er mig og Fnug fra PCOnet.dk blevet enige om);-), hvor det stadig er hårdt, men ikke så hårdt som du beskriver – jeg føler virkelig med jer og ønsket om et barn bliver ikke mindre som tingene skrider frem ad!

      Og som Admin nævner overfor Kamma – så er der desværre en del PCO kvinder der aldrig selv ville kunne blive gravide uden hjælp lige meget hvor godt de selv ville det og regulerer kost mv.
      I de ca 15-20 år man har PCO (kommer af sig selv og forsinder for det meste af sig selv – bare for sent!!) er det jo desværre også der ønsket om børn viser sig, og det er hårdt – MEGET hårdt.

      Men man kommer det stærkere ud i den anden ende og har noget ekstra styrke som dem der ikke har haft det hårdt, ikke får med i bagagen – stol endelig på det, for det siger jeg med en lille pige sovende kun 3 meter fra mig – hun var kampen værd!! og du kan tro man erstatter alle følelserne med vinder følelser når man er mor, om det så er selv eller man vælger at give sin kærlighed til en andens uønskede barn.

      For det er ikke det at blive mor der er smukt (for så meget kan fødesturen ikke romantiseres!! 🙂 ) men det at være mor!! At være så meget for andre som har behovet for at man er der, det er fantastisk!!

      Så alt godt herfra, jeg glæder mig til at følge dig igennem dit førløb Stina! SOm jeg selvfølgelig håber ender med 2 streger inden længe!!

    3. Det Stina skriver er så meget lig min historie at det næsten er helt skræmmende.. Vi kæmper også på liv og løs og håber på det bedste hver gang..

      Kamma: Jeg bliver lige nødt til at sige at kommentere det du skiver. Som regel lader jeg folks mange kommentar om barnløshed flyve hen over hovedet på mig – især hvis det lyder som om de ikke selv har haft problemet.

      Jeg spiser og lever efter en kombination af kiss kosten og paleo og det har hjulpet mig et langt stykke af vejen. Desværre har det ikke hjulpet hele vejen og det er ufatteligt deprimerende at tingene ikke bare går naturens gang (eller som de burde gøre) og menstruationen kommer som den skal.. At gå og vente flere måneder på ægløsning uden brug af hjælp slider virkelig på psyken – og nej det er ikke lykken med al den medicin og indgriben, men det er måske en måde at få ønsket om et barn opfyldt på.

      Og det er muligt at der er ulemper ved at være gravid og føde, men det skulle ikke gerne være det der afholder fra at få børn. I så fald bør man måske ikke få børn – heller ikke via adoption – da der jo nok kommer flere “ulemper” ved at have børn end bare det at være gravid og føde..

      Stina jeg ønsker jer alt muligt held og lykke og håber at det lykkedes for jer :0) og mange tak for dit indlæg..

  2. En lille hilsen og søde tanker til dig… sikke dog en masse du og din kæreste skal gå igennem, jeg håber at det munder ud med en guldklump!! Jeg er glad for at det ikke er mig der skal gå alt det igennem. Pøj pøj med det hele..krydser!!
    Kærlig hilsen Heidi

  3. Puha, du skal have de varmeste tanker herfra.
    Jeg er glad for det ikke er sådan et forløb jeg har været igennem. Er selv blevet gravid takket være insemination, men jeg har haft et helt andet og meget mere roligt forløb. Håber det lysner snart for jer.

  4. Puha, sikke en masse respons allerede, jeg er helt rørt, tusind tak. Jeg havde egentlig besluttet at jeg ville vente med at svare på eventuelle kommentarer/spørgsmål i selve bloginlæggene, men jeg kan altså ikke lade være med at blive lidt ked af dine kommentarer Kamma…
    Jeg håber du forstår hvordan din kommentar virker for en som mig. Jeg ventede i 10 måneder på at få min mens! ti måneder! Hvordan skal jeg overhovedet kunne få et barn på naturlig vis, når jeg får menstruation med 10 måneders mellemrum? Og så skriver du at jeg skal stole på min krop! Min krop har en fejl, som gør at hjernen ikke sender de rigtige signaler til min æggestok, og med hormonerne kan de rigtige beskeder blive videresendt. Ja, det er kunstigt og ja, det er hårdt at gå igennem, men som de andre skriver så bliver det al besværet værd når jeg står med en lille guldklump i armene! HAr jeg ikke lov til i det mindste at prøve at “lave” den med hjælp fra andre?

    1. Stina, jeg synes ikke at du skal lægge så meget i Kamma´s kommentar. Kamma kan umuligt selv have PCO eller have svært ved at få børn. Det er en meget ufølsom kommentar.

      Vi er mange der kender dine følelser og forstå dine valg. Mange af os har taget de samme valg som dig. Der er absolut intet forkert i det.

      Der er intet mere naturligt i denne verden, end at en kvinde vil være mor!

  5. For mig er det enormt skræmmende og læse om sådan et forløb. Jeg er et sted hvor jeg ikke helt er udredt endnu. Jeg ved ikke om jeg har PCO men skal spise som en der har, ved ikke om jeg selv kan blive gravid, ved ikke om vi skal hele møllen igennem, ved slet ikke noget. Men jeg syntes det allerede nu er MEGET hårdt. Og frygter det allerværste.Jeg ved slet ikke om jeg ville kunne overkomme sådan et forløb. Jeg ved kun at vi brændende ønsker os et barn. Så jeg kan så ganske godt sætte mig ind i de følelser der er forbundet med det. Og føler VIRKELIG med dig/jer. Håber på at det lykkes for jer. Snart.

    1. Jeg vil gerne sige til dig at det bedste er at hole modet oppe. PCO er ikke en dødsdom, og man kan få børn, endda helt af sig selv 🙂 Det kommer måske bare til at være lidt mere besværligt og måske tager det lidt længere end andre kvinder, men i langt de fleste tilfælde går det helt af sig selv 🙂

  6. Kære Stina

    Tak for din historie, jeg glæder mig til at følge med videre frem.

    Åh, den gode gamle kommentar om “hvis du bare slapper af” (i forskellige afskygninger). Jeg har hørt den fra alle: familie, venner, læge osv. Jeg har nu været diagnosticeret med PCO i nogle år og har valgt at være helt åben omkring det, og jeg tror efterhånden at folk omkring mig i nogen grad forstår det (selvom min erfaring er at barnløshed og behandlingssystemet ikke til fulde kan forståes af nogen der ikke selv har været igennem det). Der er vel ingen der siger til en diabetiker at de bare skal lade være med at tage insulin og bare stole på at “kroppen vil dem det godt”, men med graviditet kan man pludselig tillade sig at sige sådan noget sludder, som jo bare vidner om et romantisk stenaldersyn på krop og funktion, og som grundlæggende viser at de ikke ved hvad de taler om. Ignorer det. Og klap dig selv på skulderen over at du går igennem alt det du gør, for det er dælme hårdt og du er sej at du gør det!

    Min egen historie er som følger (og jeg beklager detaljegraden, men det hører nu med til min historie):
    Da jeg var 27 mødte jeg endelig en mand jeg kunne tænke mig at få barn med. Som 30årig giftede jeg mig med ham og smed derefter p-pillerne (jo, jeg var gammeldags) og blev meget hurtigt gravid. I 8 uge havde jeg lidt smerter, blev scannet og så hjertet slå. Det var fantastisk. I 14 uge skulle jeg have nakkefoldsscanning, og da var fosteret dødt. Det var dødt omkring 8 uge, men min krop havde ikke afstødt det. Det var lige før en weekend og jeg fik derfor en medicinsk abort, hvor piller tvinger kroppen til at afstøde. Det var rædselsfuldt og virkede ikke, så ugen efter skulle jeg have en udskrabning, men heller ikke denne var tilstrækkelig og jeg endte med at få en mere et par uger efter. I perioden derefter blev min menstruation underlig, sjældnere og sjældnere og føltes “mærkelig”. Og her oplevede jeg første gang folk sige “bare slap af, så komme det af sig selv”. Min læge klappede mig måned efter måned på hovedet og sagde at det var helt normalt. Til sidst brød jeg grædende sammen overfor en vikarlæge, som forbarmede sig og sendte mig videre til gynækolog. Da var der gået 7 måneder. Gynækologen hørte på min historie i 2 minutter, diagnosticerede mig med PCO og satte behandling igang: først 3 måneder med p-piller for at stabilisere mine hormoner, og derefter først en slags hormoner (piller, var ikke tilstrækkeligt), så en anden (daglig sprøjte) og så blev jeg gravid! Hjemmerul, som du kalder det 🙂 under graviditeten tog jeg fortsat hormoner, da min gynækolog vurderede at jeg havde øget abortrisiko. Og jeg endte med at få en ualmindelig dejlig søn ud af det.
    Til gengæld sled hele processen på mit ægteskab og da min søn var 7 uger gammel gik hans far og jeg fra hinanden.

    Og så mødte jeg en ny mand. Han er fantastisk med min søn, og fantastisk med mig, og vi vil gerne have et barn mere sammen, og så starter rumlen igen. Vi begyndte for halvandet år siden. Jeg var nu blevet tilknyttet Svend Lindenborg som også gav mig metformin og sagde at jeg ville blive gravid med det samme… det blev jeg så ikke (3 måneders forsøg). Så et par måneder med hormoner og hjemmerul, og derefter begyndte vi på inseminationer, og der blev jeg gravid i anden omgang – men igen fik jeg smerter i 7ende uge, og en scanning viste at der ikke alene ikke var hjerteblink, men denne gang var der så en graviditet udenfor livmoderen + en dobbelt inde i livmoderen. Der var ikke liv i noget af det, og eftersomjeg jo havde lært at min krop ikke giver slip på noget af sig selv, så måtte jeg slå i bordet og kræve at de fjernede det. Det var en lang sej kamp med undersøgelser og opfølgning på hospitalet. Men derefter var vi jo blevet optimister og tænkte at insemination var vejen frem, men yderligere 5 behandlinger gav ingen ny graviditet. Pga graviditeten udenfor livmoderen er der nu oveni min ringe chance for at blive gravid, og min øgede abortrisiko nu også øget risiko for en ny graviditet udenfor livmoderen.
    Og derfor fik vi endeligt i efteråret en henvisning til reagensglasbefrugtning. Også her er der ventetid – først informationsmøde, så gruppeinformationsmøde, og så undersøgelser, og undersøgelser og undersøgelser. Hver uge. Jeg tager en sprøjte hver dag, og fik oprindeligt at vide at der så ville gå 14 dage, så skulle jeg tage nogle yderligere hormoner. Men min krop reagerede ikke som ventet, så det blev først udsat en uge, og nu venter vi besked på fredag om jeg skal til en vandscanning for at se om der gemmer sig nogle cyster i mig. Og så vil vi skulle vente et par måneder mere.
    Og det er ventetiden der slidder allermest synes jeg. Der kommer hele tiden en ekstra måned eller to ind i forløbet, og det er svært at formidle til udenforstående hvor frustrerende det er at skulle vente endnu længere.
    Men vi er fortsat optimister. De fleste dage 🙂

    Konklusionen for mig på gode dage er at jeg sgu er blevet stærkere af det her. Jeg er blevet bedre til at lytte til min krop, og jeg er blevet bedre til at sige fra overfor idioterne der siger at jeg bare skal slappe af (både dem på nettet, dem i familien, og dem i behandlersystemet) og jeg er blevet rigtig god til at tale med min mand om de ting der ligger mig på hjerte.

    På dårlige dage er jeg meget, meget ked og frustreret.

    Jeg håber alt det bedste for dig Stinna – tak fordi du har fortalt din historie. Det var faktisk rigtig rart lige at fortælle min egen.

    1. Tusind tak for din historie, jeg håber rigtig meget for dig at du snart får gode nyheder, efter alle de dårlige du har fået indtil nu! Kram til dig

  7. Jeg er overrasket over de nedladende kommentarer, der sendes retur efter min kommentar, som man skal insistere ret kraftigt på at fortolke negativt, hvis man skal blive stødt over den. Hvis den virkelig kan give anledning til den slags, hvorfor så ikke afvise at udgive den i første omgang? I må meget undskylde, at jeg ikke betragter menneskekroppen som en fejlfuld fjende.

    1. Jeg censurer normalt ikke kommentarer, Kamma. Det har jeg aldrig været nød til og håber ikke at det kommer. Jeg tror nu ikke er er nogen der er nedladende over for dig. Men en kommentar som den du gav, må altså give nogle kommentarer.

    2. Kamma,
      Din kommentar er en blandt mange, mange, mange. Vi hører hele tiden at vi skal slappe af og lade kroppen finde ud af det selv. Men sådan virker det bare ikke. PCO er – som så meget andet – noget der skal behandles. Folk der ser dårligt skal have briller, folk der har sukkersyge skal have insulin. Jeg har PCO og har brug for nogle andre ting.
      Nuvel, en nærsynet kunne da også sagtens sige at det måske er hendes krops måde at sige at det er bedst for hende ikke at kunne se. Men altså…

      Og når du så siger at jeg manipulerer med min krop? Det er da både negativt og dømmende fra din side, synes jeg.
      10% af alle par er ufrivilligt barnløse, så ud over at det ville påføre de enkelte par personlig smerte ville det også være katastrofalt for samfundet hvis alle bare gav op og mente at det er naturens vilje…

      Jeg ser absolut ikke min krop som en fejlfuld fjende. Men jeg ved at der er nogle ting hvor min krop skal have hjælp.
      Og jeg er glad for at jeg lever i en tid hvor der kan hjælpes.
      mvh
      Laura

    3. Jeg kan godt se dit råd er ment som en hjælp og at det er vel ment, men jeg kan altså ikke se noget forkert i det jeg gør. Hvis der om et år ikke er resultat og min krop er blevet sindsyg af hormonerne, så vil jeg da ikke tvinge mig selv igennem en masse lidelser, men lige nu vil jeg altså kæmpe 🙂 Men som en anden skriver så rammer din kommentar et ømt punkt.

  8. Og Kamma, nu læser jeg så din indledende kommentar igen. Jeg kan godt se at du mener det godt og bare gerne vil komme med et godt råd.
    Det er så bare uheldigt at du rammer ned på en meget, meget øm tå.

  9. Jeg forstår godt hvad du siger, Kamma. Men du ved – man ved aldrig helt hvad man har sagt før en anden har svaret 🙂 Jeg læste din kommentar som en ærlig, konstruktiv og omsorgsfuld kommentar.
    Der er bare SÅ mange følelser i spil, men lad os da lige give plads til at man kan mene lidt forskelligt, ikk? 😀
    Jeg har pco og har ikke noget ønske om at udsætte mig eller min krop for diverse medicinske forsøg i kampen for at blive biologisk mor. Vi er nemlig forskellige. Ingen af os er bedre end de andre: vi er forskellige! Fordi vi har den samme sygdom betyder det ikke at vi har de samme følelser eller ser ens på moderskabet. Slet ikke!
    Jeg er super ked af at have pco. Ikke fordi jeg ikke kan blive mor. Men fordi min krop ikke er i balance. Jeg er træt af at være tyk (og hvad deraf følger) og altid være den der skal være besværlig med maden. Det er dér jeg har pco i klemme. Når jeg læser om pco handler det altid om graviditet. Det er altid den samme vinkel. Det synes jeg og jeg forstår godt at det kan fylde meget når det er det man brænder mest for.
    Men for mig er det vigtigste “bare” at have det godt! Helt enkelt: At have det godt – det er det der driver mig.
    Jeg har besluttet af fravælge moderskabet. Jeg er simpelthen enig med min krop. Er jeg så unaturlig? Skal jeg føle mig såret nu? 😀

    Jeg slutter lige af som Kamma gjorde: Alle gode ønsker og god fornøjelse med bloggen!

  10. Uha.. det minder på mange måder om hvordan mit liv var for 12 år siden, bortset fra at INGEN vidste hvad PCO var, folk troede jeg lavede fis når jeg sagde jeg havde denne her MYSTISKE sygdom som vist ikke rigtig er en sygdom ! Det tog 248 stik i maveflæsket, UTALLIGE scanninger ( man holder faktisk op med at tælle dem på et tidspunkt*S*) 7 IVF/ICSI forsøg men jeg BLEV gravid og det endda med ét fryseæg. Vores datter er snart 10 år 🙂 Det er det væreste der findes i verden at være i fertilitetsbehandling, ønsker det ikke for NOGEN i verden. For 3 år siden hørte jeg om KISS og Frk. Skrump men da jeg bor i nordjylland var det selvstudie… jeg tabte 45 kg…. og levede og gør det stadig ret strengt efter KISS og ja lillesøster bliver 1 år om 1 uge…. hun kom ligesom bare !! Det skal lige siges at min mand har levet af den samme mad som mig, og hans små svømmerede svømmede nærmest baglæns så dårlige var de, men det må jo også have rettet sig med KISS kost, så BLIV VED !!! Krydser fingre for jer. baby skal nok komme, på en eller anden måde !

    1. Ej Anita, det er da bare virkelig en solsikkehistorie, hvor må det da være skænt, skært og helt fantastisk at stå med en positiv test, og nu en lillesøster i armene 🙂 Din historie beviser virkelig hvad kosten kan gøre!

  11. … blot en lille kommentar… Jeg kender al for godt til det der med at føle at eens krop svigter, og er defekt. Noget som jeg også oplever at ‘systemet’ og ‘behandlere’ kan være med til at forstærke. Jeg har 2 børn, men op til at blive gravid kom mens med. ja 30-60 dages mellemrum. Blev gravid relativt nemt alligevel, men med mistanke om PCO (hver gang jeg skulle testes for det, blev jeg gravid, men vi tror stadig at jeg har det). I begge mine graviditeter har jeg haft svangerskabsdiabetes (= insulinresistens). Jeg lever megasundt, er slank, og dyrker motion. MEN der er tyupe 1 i familien. Jeg skulle pludselig puttes i en kasse der hedder ‘livsstiludfordret’ og høre på stikkende bemærkninger fra sygeplejersker om at jeg jo nok måtte være tyndfed eller spise usundt.. Tak for kaffe… Jeg har været meget sur på min krop. Havde hjulpet en del hvis de mennesker der skulle hjælpe mig ikke havde travlt med at fortælle mig at det var min egen skyld (jeg har jo gjort alt rigtigt) men havde fokuseret på at sige ‘øv, du har nogle gener, der gør det her, men vi kan jo se at du selv har gjort alt du kan..flot’.. Så jeg kender alt for godt at være sur på sin krop, og føle at den svigter
    Ps. Selv folk der kender mig, og er veluddannede, er kommet med tåbelige bemærkninger a la: Jamen, du er jo ikke typen der får GDM.. (JO, har man genetikken, er man jo typen..sukkersyge er i høj grad genetisk betinget..) osv.

  12. Hej Stina, tak for din blog. Jeg er selv en tynd pige på 28, som altid har dyrket masser af motion og spist sundt, som har forsøgt at blive gravid i et år nu. Jeg fik konstateret PCOS efter ½ år, hvilket var et rigtig hårdt slag for mig, da min største drøm var at få en lille guldklump, og blev helt fortvivlet over dommen, og følte at jeg havde fået dødsstødet hvad angik graviditet. Jeg er lidt mindre pessimistisk idag, men jeg kan ikke få mig selv til at tro på at det kan lade sig gøre, før jeg står med guldklumpen i armene. Men håbet lever dog i mig.
    Jeg havde en cyklus på omkring 44-45 dage, men havde trods alt ægløsning, men på trods af det så var der ingen gevinst. Min cyklus blev kortet ned til 36-37 dage efter jeg startede på Metformin, men i denne cyklus er jeg pludselig oppe på 42 dage, øv! 🙁

    Jeg syntes selv jeg indtil videre har været en hård omgang igennem, hvor jeg hele tiden stødte hovedet mod en mur, lige så snart man bare blev en smule optimistisk. Og det år har været fyldt med op- og nedture. Man kan føle sig enormt motiveret den ene dag, og den næste dag er man nede i kulkælderen. Det hjælper jo heller ikke når alle ens veninder og kvinder i familien popper børn ud konstant. Hver gang man får beskeden om at én man kender er blevet gravid, får man den der utiltrækkende følelse af jalousi, om man vil eller ej.

    Vi er endelig nået til at kunne komme igang med behandlingen, og skal kontakte klinikken så snart min menstruation kommer, hvilket blir her i weekenden (havde ægløsning d. 3.-4. marts).
    Jeg var faktisk ikke helt klar over hvordan behandlingen kommer til at foregå, og var lidt bange for at sætte forventningerne for højt, men det har din historie, om ikke andet, da hjulpet mig med. Sikke en omgang. Jeg håber selvfølgelig at jeg ikke kommer ud for samme scenarie som dig, men man ved jo aldrig, så min forventninger er hermed sat kraftigt ned. 🙂
    Jeg ønsker jer alt held og lykke med det hele, og glæder mig til at se dit næste afsnit.

  13. Hov glemte lige at nævne at jeg har hørt rigtig mange succeshistorier om Zoneterapi for kvinder med PCO. Den Zoneterapeut jeg går til, har selv PCOS og har behandlet mange kvinder med PCO. Hun har en succesrate på 100%, men som hun selv siger, så ved hun selvfølgelig ikke om det er pga. zoneterapien eller om det tilfældigvis bare er lykkedes for dem hun har behandlet via. behandling for barnløshed mv.. Hun har selv fået 2 børn, uden behandling, ved at følge Atkins kuren. Men jeg er villig til stort set at prøve hvad som helst, så jeg kommer hos hende 1 gang om ugen. Hvis man vil gøre et forsøg, så er det måske en god idé at finde én der har erfaring med PCO patienter.

  14. Puh…Stina jeg føler virkelig med jer. Jeg sidder i nøjagtig samme båd og har været igennem utallige hormonbehandlinger og hjemmeforsøg uden positivt resultat. Det er så frustrerende. Jeg ser virkelig frem til at følge din blog.

  15. læser og føler med dig, jeg har selv pco – og forsåt dig langt hend af vejen. Jeg har selv være i det i år!…. dog ville jeg til sidst ikke byde mig selv mine følelser og krop mere, vi valgte adoption, jeg har den skønneste datter på jorden i dag og vil bare minde dig om at det er den skønneste mulighed, som man slet ikke kan forestille sig når man så i behandlingerne, men overvej dette – jeg er den lykkeligste mor – og jeg hader mig selv for jeg bød mig alle de år som barnløs mor, men jeg har guldklumpen og er lykkelig for vores valg, øsnker dig det bedste og kæmp for det der virker rigtigt i hjertet for dig, ingen vej er let – og det gør ondt, men tro på det – lykke til. varme smil fra charlotte

  16. Hej..
    Jeg er 29 år, kvinde med PCO, og overvægt!
    Jeg har været ved gynækolog og bliver scannet og har haft min mand med er inde for at få tjekket hans sædkvalitet, som var lidt lavere end gennemsnittet.

    Jeg fik beskeden om at tabe 10 kilo, inden behandlings start, jeg tabte ti kilo, fik pergotime og provera, uden nogen virkning.

    Vi lagde det lidt til side med baby ønske hos fertilitets behandling, 1år senere,
    Så jeg købte en fersilitetsmonitor på nettet, da min mens meldte sin ankomst testede jeg i to cyklusser, den ene månede kom den ikke op på maximal, men den 2 månede gjorde den, vi sexede jo selvfølgelig.
    Et par dage senere havde jeg et nyt møde ved gynækologen og han så straks det fine æg jeg havde.

    Og håbede vi havde lavet hjemmerul.

    Jeg blev sendt til blodprøver for at tjekke mine hormontal, og ricisi ved at jeg ikke havde fået rødehunde vaccine som lille.

    Min ricisi var stor, men da alle i dag er vaccineret mod dette Idag er ricisi lille for smitningen.

    Men jeg var gravid, jeg havde ikke i min vildeste fantasi tænkt på at dette ville være beskeden, jeg rystede og var helt rundt på gulvet…. 🙂

    Så med denne besked ville jeg også bare sige at
    På trods af PCO / overvægt, lav sædkvalitet, så skete det for os alligevel.
    🙂

    Rigtig meget held óg lykke til alle jer… ❤️❤️❤️

Skriv et svar til admin Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *