Ufrivillig barnløs? Der er flere muligheder – af Trine Brix

Jeg takker mange gange for dette indlæg fra Trine Brix. Trine  er indehaver af formidlings- og coachvirksomheden AdoptionsCoachen.dk med speciale i mennesker, der har international adoption i tankerne eller helt inde på livet. Visionen er at øge den nuværende livskvalitet hos ufrivilligt barnløse, adoptionsansøgere, adoptivforældre og voksne adopterede. Du kan læse mere om Trine her http://trinebrix.dk/. Og oplev Trine i PCOforeningen (se under indlægget).
.

Ufrivilllig barnløs? Der er flere muligheder.

Som tidligere ufrivillig barnløs ved jeg, hvordan man langsomt indhentes af den besættelse det er
  1. at kende sin cyklus fra menstruation over ægløsning til menstruation på minuttet.
    .
  2. at forvandle ethvert toiletbesøg i slutningen af cyklus til et indre drama, hvor man – før man trækker trusserne ned – fantaserer om at overbringe den fantastiske nyhed til den kommende far og dernæst – efter at have set den forræderiske røde plet  – længes inderligt efter en hjertelindrende sovepille, hvis virkende kraft strækker sig over mindst 14 dage.
    .
  3. ikke at kunne overvinde den grimt grønne misundelse, når årets e-mail nummer 8 dukker op i indbakken med subject: ”Juhuuu – vi udvider familien!”
    .
  4. stædigt og vildt bekymret at negligere ens mands følelse af at være reduceret til en gedigen avlstyr, for tænk, hvis han kaster håndklædet i ringen?
Helt ærligt. Det er jo et sandt helvede. Derfor kan det for mig være svært at forstå, når vi bruger det meste af 30’erne på at slide på fysikken, psyken, romantikken og økonomien på dét at få et ønskebarn uden at gøre det meget nøje op, hvad ønskebarnet egentlig er. Jeg mener, når det tager 5-8 år i fertilitetsbehandlingssystemet og flere aborter undervejs, er det så ikke tid at overveje, om ønskebarnet kunne være født i forvejen eller er på vej til at blive det et andet sted i verden? Hvor vigtigt er det lige præcis, at barnet bærer jeres udseende, genmateriale og kulturelle ophav? Hvor sandt er det, at det kun er det biologiske barn, der kan føles som ”jeres eget”? Og hvor sandsynligt er det, at I har kræfter, tid og økonomi til at gennemføre en adoption, hvis I i sidste ende starter ansøgningsprocessen i slutningen af 30’erne, fordi det først var her I fik tænkt grundigt på alternativerne?
.
Nedslående myter fortæller, at du med PCO ikke kan adoptere, og det er da også sandt, at der har været afslag på grund af sukkersyge eller overvægt. Men det er også tilfældet, at over 80 % af alle ansøgere til adoption bliver godkendt i Danmark. At der de facto findes adoptivmødre med PCO, og at et afslag på adoption i værste tilfælde kan ankes og føre til godkendelse efter nærmere undersøgelser og anstrengelser. Derfor er min opfordring til dig, der læser dette indlæg på grund af ufrivillig barnløshed: Undgå at gå uovervejet og hovedkulds efter det biologiske barn som det eneste mål. Adoptivforældre føler ikke, at deres ønskebørn er nødløsninger, plan å eller halvgode erstatninger. Vi føler med hele hjertet, at vi var forbandet heldige at få præcis det vidunderlige barn, vi drømte om – og vi får kuldegysninger ved tanken om alle de fravalg, der kunne have forhindret det lykkelige udfald.
.
Med ønsket om alt det bedste,
Mange hilsner
Trine Brix
.
Trine Brix afholder som upartisk coach og adoptivmor foredrag for PCO-foreningen den 14.3 kl. 20 på Frederiksberg: ”En adoptivmors fortælling – om at give slip på en drøm og gå efter en ny”. Du kan læse mere på www.adoptionscoachen.blogspot.com eller på www.trinebrix.dk. Alle er velkomne, og foredragets intension er at skabe refleksion – ikke at overtale til adoption. Det er og kan kun være den enkeltes valg..

.
.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *