Uge 7 i min rejse – Bunden skrabes……….

Samme tal som sidste uge. Mentalt kæmpe udfordring, realitetstjek, realisme, selvmedlidenhed, taste fri, lægebesøg – det er bare nogle af denne uges stikord:-)

Vægt: 0 (-5,3 i alt)

Talje: 0 ( -12 cm i alt)

Jeg har været lidt væk, både mentalt og fysisk. Jeg havde en del ting jeg måtte have på plads og kæmper meget mentalt i øjeblikket. Efter den totale nedtur i sidste uge, måtte jeg virkelig tænke mig meget om og forsøge at få mit hoved på plads.

Jeg har været lidt for og imod om jeg skulle offentliggøre dette, men har valgt at gøre det, da jeg ellers ikke kan være ærlig over for jer. Det gør mig godt nok meget sårbar, men håber I forstår at passe på mig;-) Jeg har fået konstateret kronisk stress. Heldigvis en tilstand der ikke er kronisk trods navnet, men det kræver meget at komme ud af det. Det er efter alle de udfordringer jeg har været igennem de sidste 10 år. Jeg har nævnt det hele før, så det vil jeg ikke bruge tid på. Du kan læse mere i min dagbog på PCOnet. Men en realitet er at jeg nu er hvor jeg er. Ramt af kronisk stress.

Efter at have undersøgt en del omkring kronisk stress er det gået op for mig, at det virkelig er alvorligt og at mit vægttab nok ikke kommer videre før jeg giver mig tid til at mærke min stress. Læste også at stress forværre kroniske sygdomme (tænker her at PCO også gælder der). Det giver meget mening med det jeg oplever. Jeg har brugt tid på at finde ud af hvad jeg gør mht den stress.  Jeg er tilbøjelig til at bare at skubbe det fra mig og komme videre – som jeg altid gør, men det er jo ikke vejen frem, for det har jeg gjort i 10 år og sidder nu her med kronisk stress.

Jeg har tager forskellig tiltag for at mærke min krop. Bla. er jeg for en kort periode (2 uger) flyttet ud af soveværelset. En tung beslutning at forlade resten af familien der, og lade min kære mand om det hele. Men nu får jeg 4-6 timers sammenhængende søvn hver nat. Hvilket er helt vildt fantastisk. Kan virkelig mærke det på min krop. Søvn er bare så vigtig. Vi har også lavet en del omrokeringer herhjemme.

Vi har også snakket en del om herhjemme, at det er ok at jeg bruger min tid på at blive rask. Det vil sige gå ture, sidde i haven, mediterer, sove osv. Jeg plejer ikke at bruge mere end 5 minutter på mig selv om dagen, så dette er virkelig en forandring og meget svært for mig at udfører;-) Men har indset at det skal til, for en periode. Rod må være rod, rengøring må vente og ikke mindst  har jeg begrænset min tid foran computeren.

Jeg føler jeg har fået lagt en god plan, for hvordan jeg kan få lov at mærke min stress, og er så småt ved at tænke på hvordan jeg kommer fremad igen. Jeg har jo ikke lyst til at være skidt. Men det er som om at min krop kræver det. Det er meget svært at forklarer.

Nå, men jeg har valgt at droppe indtastning i denne uge. Det gav også en del frihed, og det har været skønt ikke at tænke på maden. Har bare spist hvad jeg havde lyst til – selvfølgelig PCOvenligt. Men har haft lyst til meget fedt. Grøntsager med Olivenolie, fetaost, Chokolade osv. Men også lidt federe kød har fungeret for min krop. Føler egentligt at jeg bare har spist hvad jeg ville. Det har været skønt. Og det har ikke rigtig kostet på vægten, men har jo så ikke tabt mig. Føler dog at denne uge har været godt givet ud.

Jeg strammer så småt op her i weekenden og starter så indtastning igen mandag:-)

Jeg har også måtte tænke meget over det med PCOkosten. Må indrømme at jeg nok har taget for let på det. Regnede med at jeg kulle køre stramt nu, men når jeg havde tabt mig, så kunne jeg måske køre 90% pcokost og så f.eks spise morgenmad med familien om søndagen, spise normalt når jeg kom ud osv. Men jeg har nu anderkendt at PCOkost er noget jeg altid skal spise 100%. Det har sgu´ været noget af en kamel at sluge. Og har også virket overvælgende. Mærkelig for en “Gammel” PCOpige som mig, men jeg har åbenbart fornægtet hvor alvorligt det er.

Jeg har også været til lægen for at få taget blodprøver. Ikke at lægen ville tage de blodprøver som Majbritt gerne ville have svar på, men noget af det fik jeg da taget. Undre bla. over at jeg ikke kunne få taget C-peptid, for det er kun for folk med sukkersyge (som lægen sagde). At det var vigtigt for PCOpiger, fattede hun ikke. Jeg fik også at vide at jeg sagtens kunne tabe mig, det var jo bare at spise mindre – Ja, tak Moster, jeg får max 1600 kcal om dagen og taber mig ikke. Må skifte læge når jeg får overskud til det.

Må lige slutte dette indlæg med at takke alle jer der har skrevet til mig i denne uge. I er fantastiske og jeg ville nok droppe det hele, hvis det ikke var for jer;-) Så tak fordi I får mit til at fortsætte.

7 thoughts on “Uge 7 i min rejse – Bunden skrabes……….

  1. Nina for søren da. Jeg sad og læste dit indlæg og måtte læse det igen for at overbevise mig selv om at det ikke var mig der havde skrevet det….
    Jeg har været rigtig syg af stress (mens jeg med minus resultat prøvede at tabe mig og tog 10 kg på i stedet)- det var i 2006 og jeg skal stadig passe på mig selv.
    Tror jeg kan leve pco venligt 80-90% af tiden og så stadig tabe mig – NOT
    Min læge tog nogle prøver mens hun sagde: ” Ham gynækologen tror da at alle har PCO” – Ja undskyld det har hver 5. af dine kvindelige patienter i den fødedygtige alder tænkte jeg. Prøverne viste ifølge hende ikke noget alarmerende (C-Peptid blev vist ikke taget). Nej hun synes at tallene så fine ud især når jeg var +30 kg… Jeg fik efterfølgende taget dem via “ham gynækologen” med et C-Peptid tal på 1360!! Så ja jeg vil også skifte læge – skal bare lige finde en der har forstand på min PCO.

    Kære Nina – det er superflot at du tør åbne op og ja rent egoistisk kan jeg i hvert fald godt bruge at der er andre som mig derude. Det gør det nemmere at sige nej tak til den is jeg fik tilbudt af kollegaen på job i går, fortælle min mor at “Nej jeg kan ikke spise din dessert – heller ikke et lille stykke for jeg kan ikke tåle det men jeg vil gerne bage en PCO kage og tage med” (det har jeg aldrig “turde” før) og i det hele taget bruge mere tid på MIG MIG MIG. Jeg har også en fantastisk mand som forstår og accepterer mig der hvor jeg er og elsker mig for at ville lave om på mit liv så jeg kan leve længere sammen med ham 🙂
    Keep up – du skal nok nå dit mål 🙂

    1. Tak for de søde ord, Karina. Jeg ved at jeg ikke er unik i det her og derfor har jeg også valgt at være åben om det. Men det er skræmmende så mange der kender til det. Jeg tænker jo ofte over om det ikke er PCOén der gør at jeg reagere så voldsomt på stress.

      Men jeg ved fra mine børn, som også har kronisk stres ( ihvertefald da vi fik dem), at der er en vej ud af det. Kærlighed, anderkendelse, blive lyttet til osv. Jeg ved også som du oplever at mit grundstress vil være højt altid. Jeg skal lære at leve med det, ganske som mine børn;-)

      Og hvor har du ret. Man skal være så stærk som PCOpige, for at turde sige nej, selv tage mad med osv. Det er ikke nemt. Håber at mere oplysning om sygdommen kan få folk til at forstå. Der er desværre nok langt igen, når selv lægerne ingenting fatter.

  2. Hej Nina,
    Tak fordi du deler din situation. Det er flot at du kan overkomme det.
    Jeg tror, at du har ret i at man som PCOpige er mere disponeret for stress. Jeg har også stress og har haft det konstateret i 5 måneder nu. Og på trods af manglende overskud og hovedpine blev jeg enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at tage mig sammen og spise rigtigt hvis jeg skulle få det bedre. Men som du også skriver, så er det svært at tage sig sammen når man hænger med røven i vandskoben. For mig lykkes det pt. også kun at spise PCO-rigtigt 90% af tiden.
    Så det jeg bare ville sige at du er ikke alene, og jeg sætter pris på at du deler din situation, så jeg heller ikke føler mig alene.
    Knus Lena

  3. Hvor er det sejt Nina, at du tør dele dine oplevelser, for vi kender vist alle i en eller grad din problemstilling. Jeg har selv været rigtig tæt på kanten, men nåede heldigvis at dreje af, inden jeg nåede ud over kanten. Da jeg var hos Bjarne Stigsby første gang, fortalte han mig at PCO piger generelt er mere disponerede for depressioner – hvilket jo unægteligt hænger sammen med stress.

    Det er svært at sige hvilken “angrebsvinkel”, der lige kan være effektfuld, da vi jo alle er forskellige. Jeg har valgt at kigge på min krop som ren biokemi, for så er der faktisk forklaringer på alle de mærkelig reaktioner, der kommer. Den logiske tilgang giver mening for mig.

    Keep up the good work – jeg håber, at du også finder din “angrebsvinkel”.

  4. Hej Nina og andre PCO-tøser/kvinder/piger
    Jeg sidder virkelig med en fornemmelse at hvis vi alle var så ærlige som Nina, så ville det måske være “nemmere” at leve med pco.. forstået på den måde at især jeg selv har forsøgt at klare tingene alene og nej det kan man ikke!! det er en kamp hele tiden både med pco kost og vægttab!! jeg takker guderne for at jeg ikke også ønsker at blive gravid samtidigt (vi har en dejlig søn på 14 år) Man kæmper med sig selv fordi man ikke taber sig nok på trods af god diætist, som bakker op omkring mig hver gang udanset om jeg har tabt mig el. taget på, hun er fantastisk. Jeg kæmper hver dag.. og hold op hvor er det svært!! Ville ønske at læger og omverden kunne forstå en lidt bedre!! jeg er også træt af altid at få af vide hvor besværligt det er at finde ud af hvad jeg må spise?? jamen for pokker, hvis bare der er grøntsager og kød, så kan vi pco’er jo næsten klare det hele.
    Ups undskyld Nina, jeg lige kom med alle mine problemer, men igen.. du er ikke alene og JEG føler virkelig med dig.
    Knus og kram PAS PÅ DIG SELV igen andre gør det!!

Skriv et svar til Lena Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *