PCO-foreningen
PCO-foreningen er kommet på Facebook. Og i den anledning vil jeg gerne slå et slag for foreningen. Det er vigtigt at vi alle er med til at udbrede kendskabet til PCO. Så alle kvinder med PCO får lettere ved at få hjælp, og får den rette hjælp. En sygdom som hver 7. kvinde har, burde bestemt ikke være så ukendt. Du kan møde PCO-foreningen her http://www.pcoinfo.dk/ Læs mere om PCO-foreningen her.
Foreningens formål
Foreningens formål er at formidle viden om polycystisk ovariesyndrom (PCO), de helbredsmæssige konsekvenser af PCO og de aktuelle muligheder for behandling af PCO.
Foreningen vil gennemføre dette ved blandt andet:
-
Virke for sygdomsbekæmpelse af PCO
-
Oprette og løbende redigere en hjemmeside for PCO-foreningen med relevante emner og links
-
Fremme dialogen mellem kvinder med PCO og sundhedsvæsenet – bl.a. via oprettelse af en brevkasse på hjemmesiden med henblik på udveksling af erfaring og viden mellem kvinder med PCO og mellem disse og læger/behandlere indenfor området
-
Åbne en ”hotline” bemandet med PCO-erfarne kvinder
-
Iværksætte relevant uddannelse af sundhedsfagligt personale og patienter med PCO
-
Skabe grundlag for forskning indenfor PCO med henblik på øget forståelse for syndromet og heraf følgende forbedring af behandlingsmulighederne
På hjemmesiden www.pcoinfo.dk kan man finde en masse information om PCO, man kan følge med i foreningens arrangementer og ofte melde sig som forsøgsperson til forskning.
PCO-foreningen laver åbent-hus-arrangementer – både for medlemmer og ikke-medlemmer, hvor man kan hilse på andre kvinder med PCO. Der bliver også holdt andre typer af arrangementer, fx holdt fertilitetslægerne Svend Lindenberg og Bjarne Stigsby foredrag om i mandags, og det var meget populært.
Der bliver snart holdt generalforsamling (med stor sandsynlighed sidst i april), så hvis man vil være med i PCO-foreningen og har lyst til at påvirke det fremtidige arbejde, vil det være en rigtig god idé at melde sig ind snart og deltage i generalforsamlingen.
De fleste af PCO-foreningens aktiviteter foregår i Københavnsområdet – og det er selvfølgelig ærgerligt for dem, der bor langt væk. Derfor ville det være super godt, hvis nogen kunne have lyst til at starte en eller flere mindre lokalafdelinger, så foreningen kunne blive mere landsdækkende i praksis.
Det koster 200 kr om året at være medlem – og hvis man ikke har lyst til at være aktiv i foreningen, kan man selvfølgelig nøjes med at være støtte-medlem.
Gode idéer eller spørgsmål modtages gerne på mail@pcoinfo.dk
.