Asiatiske fiskespyd med squashspaghetti
Engang i mellem bevæger jeg mig ud af det danske køkken og forsøger noget andet 😉 Her har jeg forsøgt at lave lidt asiatiske fiskespyd. Om de så er rigtigt lavet og smagene er korrekte – ja, det ved jeg faktisk ikke, men om ikke andet så smager det godt 😉 og det er også det vigtigste. Børnene var vilde med dellerne, da de var på spyd. Så mod forventningerne, så spise selv den mindste fisk, som han ellers aldrig gør. Dellerne var sprøde og lækre 🙂
Asiatiske fiskespyd med squashspaghetti
Fiskefrikadeller
-4 personer
500 g. torsk (eller anden fisk)
1 løg
1 æg
saften fra 1/2 citron
2 spsk. pofiber
2 spsk. Fiberhusk
1 fed hvidløg
1 spsk. revet ingefær
chili efter smag
salt og peber
Pofiber til at rulle fiskefrikadellerne i.
olie til stegning
Squashspaghetti
2 squash
olie til at stege i
krydderier efter smag
(jeg har brugt hvidløg og chili)
Fiskefrikadeller
Blend fisken med salt (vigtigt). Dette holder på væske i fisken. Tilsæt pofiber, fiberhusk, æg, citronsaft, chili, presset hvidløg, ingefær og finthakket løg. Rør det godt sammen. Hvis farsen bliver for tør (afhænger af fisken), så kan du tilsætte lidt mælk eller fløde. Smag til med salt og peber. Lad farsen hvile i 10 minutter. Form små kugler af farsen og vend dem i pofiber og steg dem ved svag varme i godt med fedtstof (ikke olie da det får dellerne til at hængefast, du kan evt. bruge halv olie/halv smør).
Squashspaghetti
Riv de to squash til lange strimler. Jeg bruger bare et almindeligt rivejern, men der findes smarte maskiner og anordninger til det – brug hvad du har 🙂 Riv ikke den bløde kernedel med. Nu har du spuashspaghetti, som du kan tilberede på flere måder. Du kan dampe det let i en gryde med lidt vand. Eller gøre som jeg bedst kan lide det. Nemlig at steg det let på panden i olie og krydderier.
.