Hvad er PCO/S – af Gynækolog Bjarne Stigsby
Hvad er PCOS?
Af Bjarne Stigsby, gynækolog
www.gynklinik.dk
17.2.2012
PCOS er en forkortelse for PolyCystisk Ovarie Syndrom. ”Poly” betyder mange, og en ”Cyste” er en væskefyldt blære. Her drejer det sig om ægblærer, der hver indeholder et æg. ”Ovarium” betyder æggestok, og ”Syndrom” betyder tilstand. PCOS er altså en tilstand, hvor der er mange ægblærer på æggestokken.
Det kunne egentligt være ligemeget, om der var få eller mange ægblærer på æggestokkene, sålænge de fungerede normalt og løsnede et æg hver 28 dag. Det gør de bare ikke altid, når man har PCOS. Æggestokkene har hovedsagelig 2 funktioner, de producerer kønshormoner og løsner æg, og ved PCOS er det netop disse 2 funktioner der er berørt. Ved PCOS er der ofte
- Hæmmede ægløsninger
- For mange mandehormoner.
Hver gang der løsnes et æg, er der mulighed for befrugtning og graviditet. Hvis ægget ikke befrugtes, kommer der en menstruation 14 dage senere. Det er altså ægløsningen, der styrer menstruationerne (ikke omvendt). Hæmmede ægløsninger medfører derfor længere mellem menstruationerne, og hvis der slet ikke løsnes æg, kommer der slet ikke menstruationer.
Menstruationer
Ved en menstruation sker der en afstødning af det meste af slimhinden inde fra livmoderhulen. Den opbygges så igen efter menstruationen, for at gøre klar til næste ægløsning og graviditetsmulighed. En menstruation er altså en blødning, der efterfølger en ægløsning. Det er kvindehormonet østrogen, der stimulerer væksten af slimhinden i livmoderhulen. Hvis der ikke kommer ægløsning, men østrogen er højt vil slimhinden blive tykkere og tykkere, og til sidst bliver den så tyk, at den ”ikke holde sig mere” (ægløsning eller ej) og begynder at bløde. Det kan vise sig som pletblødning, kontaktblødning (ved samleje) eller langtrukne daglige blødninger. Blødninger, som kommer uden at der har været ægløsning, er ikke menstruationer men anovulatoriske blødninger. ”An-” kommer fra græsk og betyder ikke-, og ”ovulation” betyder ægløsning, d.v.s. ikke-ægløsnings-blødninger. Kort sagt: blødningerne bliver noget rod. Enten bliver de væk i lange perioder, eller også kommer der blødninger, som vinden blæser.
Mandehormoner
Mænd danner meget mandehormon (testosteron), men også lidt kvindehormon (østrogen). Kvinder danner meget kvindehormon, men også lidt mandehormon. Hos kvinden dannes begge hormoner i æggestokkene, men hos kvinder med PCOS danner æggestokkene mere testosteron end normalt (dog ikke så meget som mændene). Mandehormoner kaldes også for androgener, idet ”andros” er græske og betyder mand betyder mand og ”genesis” betyder skabelse. Androgener er altså det, der skaber en mand. Selvfølgelig bliver en kvinde med PCOS ikke til en mand, men der sker en androgenisering, en mandliggørelse, der særlig viser sig ved øget hårvækst på steder, hvor kvinder normalt ikke har så meget hår, f.eks. i ansigtet (skægvækst), på bagsiden af lårene, og kønsbehåringen kan strække sig længere ud til siderne og op mod navlen. Øget androgenisering kan også give uren hud, ligesom hos drenge i puberteten, når deres mandehormoner stiger.
Mandehormonerne bliver i fedtvæv lavet om til østrogen, så nu er det ikke mere kun æggestokkene, der danner østrogen, nu kommer det også fra fedtvæv, og det er et problem.
Styringen af ægløsning
En ægblære starter fra helt lille og vokser sig moden til ca. 22-24 mm. Så brister den og frigør et æg. Ægblæren danner østrogen, og i takt med at den vokser, stiger østrogen. Når østrogen når et vist højt niveau, er det signal til hjernen om, at et æg er klar til at blive løsnet. Herefter udsender hypofysen, som er en lille kirtel på hjernens undersiden, ægløsningshormonet LH, som får ægblæren til at briste og løsne ægget. LH er forkortelse for Luteniserende Hormon.
Det er altå det høje østrogen, der får hjernen til at give signal til ægløsning, og det er jo fint, hvis østrogenet kommer fra en moden ægblære. Problemet opstår, når østrogen også kommer fra fedtvæv. Hjernen ved jo ikke at østrogenet kommer fra fedtvævet, og forsøger derfor at løsne æg, uden at der er en moden ægblærer. Mange kvinder med PCOS er i den situation at LH er permanent forhøjet. Hvis de tester for ægløsning er den positiv hele tiden (ægløsningstesten fortæller bare om LH er forhøjet, ikke om der rent faktisk sker en ægløsning). Samtidig er det hormon, der skal få ægblærerne til at vokse, det Follikel Stimulerende Hormon, FSH, ikke øget, og så har man en fastlåst situation, hvor de små ægblærer ikke vokser fordi FSH er lavt, og trods højt LH løsnes der ingen æg, fordi der ikke er nogen moden ægblære.
Æggestokke, testosteron og insulin
Æggestokkenes produktion af testosteron påvirkes af hormonet insulin. Jo højere insulin, jo højere testosteron. Insulin er et hormon, der også regulerer vores blodsukker. Hvis insulin bliver for højt danner æggestokkene for meget testosteron, men hvor meget insulin, der er for meget, varierer fra kvinde til kvinde og afhænger af æggestokkenes følsomhed for insulin. Nogle kvinder har helt normalt insulin i forholdtil andre kvinder, men danner alligevel for meget testosteron. Her må man nok konkludere at æggestokkene er særligt følsomme (overfølsomme) for insulin. Så enten har kvinden for højt insulin og normalt følsomme ovarier, eller også har hun normalt insulin, men overfølsomme ovarier. I begge tilfælde er det bedst at holde insulin så lavt som muligt.
Lever og insulin
Leveren danner kolesterol, ca. 4-5 gange så meget, som det vi spiser. Herudover danner den også stoffet Seksual Hormon Bindende Globulin, SHBG, som er med til at styre aktiviteten af kønshormonerne. I en normal skoleklasse er der stole nok til alle børnene. Der bliver for meget ballade i klassen, hvis der er for mange børn, eller hvis der er for få stole. Jo flere børn, der mangler en stol at sidde på, jo mere ballade er der. Det er de frie børn (dem uden stole), der laver balladen. Vi kan opfatte testosteron som en samling raske drenge (fra æggestokkene), og vi kan opfatte SHBG som nogle stole, de kan sidde på – og det er leveren, der sætter stole frem.
Androgeniseringen afhænger af mængden af frit testosteron, og det afhænger altså både af æggestokkenes produktion af testosteron og leverens produktion af SHBG. Man kan altså godt have helt normale æggestokke, som løsner æg helt regelmæssigt og danner en normal mængde testosteron, men alligevel have skægvækst og uren hud, fordi leveren producerer for lidt SHBG. I så tilfælde er det leveren, der er generet af for højt insulin, og igen bliver det bedre, hvis insulin bliver lavere.
Insulin
For højt eller relativt for højt insulin spiler altså en afgørende rolle for udviklingen og sværhedsgraden af PCOS. Insulin er IKKE det samme som blodsukker. I de fleste tilfælde er blodsukkeret helt normalt, men insulin er for højt.
Insulinniveauet hos den enkelte afhænger af arvelig disposition og af den kost man spiser.