Mandler slanker.

Artikkel Af METTE VOLANDER

Mandler er ikke bare et af naturens superfoods – fødevarer med stærke konkrete sundhedsfordele. Den energirige nød er – måske overraskende – et effektivt våben i kampen mod vægten.

Vi har længe vidst, at mandler, nødder, frø, oliven, kakobønner og avocado trods deres høje indhold af fedt og kalorier er spækket med gode sager som enkeltumættet fedt, vitaminer, mineraler, fibre og protein.

Men i Storbritannien mener ernæringsforskere nu at have belæg for at fastslå, at specielt et dagligt indtag af moderate mængder af mandler både kan holde vægten i ave og bidrage til at holde en række livstruende sygdomme som diabetes, åreforkalkning og hjerteanfald fra døren. Det skriver britiske Mail Online.

“Hovedparten af fedtet i mandlerne er af den gode monoumættede slags, som har dokumenteret kolesterolnedsættende effekt og dermed bidrager til at nedsætte risikoen for hjerteanfald,” siger Dr. Joanne Lunn fra British Nutrition Foundation (BNF) til MailOnline.

Øger fedtforbrændingen

Mandler er ikke bare den mest energirige frugt, men også den nød, som er mest rig på en række af de gode ting, som gavner både hjerne, hjerte og – mener mange – vægten.

Blandt andet giver en håndfuld mandler (15 gram) halvdelen af det anbefalede daglige indtag af B6-vitamin, som sætter fedt- og sukkerforbrændingen i vejret. Netop mandlernes evne til at øge fedtforbrændingen er påvist i flere studier.

Senest i et studie fra King’s College i London. Her konkluderer forskerne, at mandler øger kroppens mæthedsfornemmelse og dens fedt- og sukkerforbrænding.

En anden ældre undersøgelse fra universitetet i Navarra, hvor forskere i to år fulgte 8.000 personer, viser at de forsøgspersoner, som aldrig eller meget sjældent spiser nødder, tager mere på, end de, der spiser nødder mindst to gange om ugen.

Et tredje studie fra Loma Linda University i Californien har ligeledes påvist, at overvægtige kvinder taber sig og mindsker deres risiko for hjerte/kar sygdomme, hvis de spiser mandler som tilskud til deres normale kost.

Værn mod sygdom

Udover mandlernes indvirkning på vægten, er de små ovale frugter også propfyldt med de såkaldte biofflavanoler – gruppe stærke naturlige antioxidanter, som vi primært finder i planter som bl.a. citrusfrugter, røde druer og grøn the, og som hjælper kroppen til at bekæmpe de skadelige frie radikaler og dermed forebygge livstruende sygdomme som bl.a. kræft.

Endelig sikrer en lille håndfuld mandler (15 gram) dig 1/3 af det anbefalede daglige skud E-vitamin, et stærkt antioxidant, som både er hjernen og hjertets ven på grund af vitaminets gavnlige effekt på hjernens funktionsdygtighed og blodets indhold af det hjerteskadelige LDL-kolesterol.

Læs resten af artiklen her: http://fpn.dk/liv/krop_valvare/article1496415.ece

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *