Nye GI-tal på bygmel. Og et par brødopskrifter – Af Ida Lysdahl Fahrenholtz©

Nye GI-tal på bygmel

Af Ida Lysdahl Fahrenholtz©
www.netslank.dk. Personlig vejledning af PCO specialisterne.

Nye undersøgelser har vist, at bygmel ikke har det lave GI som først antaget.
Vi kan derfor ikke på nuværende tidspunkt anbefale det til PCO. 

Der bliver jævnligt udgivet nye tal for GI-målingerne, og vi sørger for hele tiden at holde holde os opdaterede. For det meste vil målingerne give samme udslag, men sommetider har der desværre været usikkerheder i forsøgene.

Ernæringsvidenskaben er konstant i udvikling. Nogle af de ting, vi ved i dag passer måske ikke om 20 år. Det er det, der på en gang gør videnskaben spændende men til tider også frustrerende. Vi må blot rette os efter den viden, vi på nuværende tidspunkt kan stå inde for.

I stedet for bygmel kan du bruge kamutmel, som også findes i en fuldkornsudgave. Kamutmel og rugmel skal aldrig bruges i bagværk alene, men sammen med fx havreklid og/eller mandelmel for at gøre kulhydratindholdet mindre og fiber- og fedtstofmængden større. Tilsæt også gerne rapsolie, olivenolie eller macadamiaolie i dit bagværk.

Spis altid dit hjemmebagte brød med fedt eller protein på, fx med nøddesmør, ost eller kødpålæg.

Fibergræskarboller
15 stk.

Ingredienser:
4 dl lunken vand
50 g gær
300 g fuldkornskamutmel
50 g havreklid
100 g græskarkerner
½ dl olivenolie
½ tsk salt

Fremgangsmåde:

Opløs gæren i vandet.
Tilsæt græskarkerner og dernæst kamutmel og havreklid lidt af gangen.
Tilsæt salt og olivenolie og rør dejen godt igennem.
Lad dejen hæve tildækket 1 time.
Slå ikke dejen ned.
Brug 2 skeer, som du dypper i vand og læg 15 klatter fordelt på 2 bageplader med bagepapir.
Bag græskarbollerne ved 150 grader varmluftovn i ca. 20 min.
Spis græskarbollerne med to tykke skive ost på.

Energiprocentfordeling på fibergræskarbollerne uden ost:

Protein: 15E%
Fedt: 40E%
Kulhydrat: 45E%

Energiprocentfordeling på fibergræskarbollerne med ost:

Protein: 27E%
Fedt: 46E%
Kulhydrat: 27E%

Nemme müsliboller (uden mel)
10 stk.

Ingredienser:
50 g hørfrø
50 g sesamfrø
50 g græskarkerner
50 g abrikoser, finthakkede
evt. ½ tsk kanel
100 g finthakkede hasselnødder eller mandler
½ tsk salt
½ dl rapsolie eller macadamianøddeolie
3 æg

Fremgangsmåde:
Tænd ovenen på 150 grader varmluftovn.
Bland hørfrø, sesamfrø, græskarkerner, finthakkede abrikoser, hassselnøøder/mandler, kanel og salt sammen.
Tilsæt rapsolie.
Pisk æggene sammen i en seperat skål og bland dem dernæst i nøddeblandingen.
Fordel dejen i 10 silikonemuffinsforme.
Bag dem 25 min.
Bollerne er skønne med ost på, men kan også spises uden noget, da de indeholder meget fedt og er meget lav på kulhydrat.

Energiprocentfordeling på müslibollerne:

Protein: 16E%’
Fedt: 66E%
Kulhydrat: 19E%

6 thoughts on “Nye GI-tal på bygmel. Og et par brødopskrifter – Af Ida Lysdahl Fahrenholtz©

  1. Er der mon en som har et bud på om mængden af bygmel bare kan skiftes ud med samme mængde kamutmel..!? Synes det er lidt svært at vurdere ift bagning, hvor dejen er “våd/klistret” – ville gerne kunne fortsætte med at bage de pølsehorn fra Hold Maven Flad, de er nemlig rigtig gode.

    1. Hej Stine.

      Du skal bruge mindre kamutmel, for det suger rigtig meget væske. Hvor meget mindre ved jeg så ikke. Der må du prøve dig frem. Kamut har også andre egenskaber. Jeg synes bygmel hænger mere sammen og virker mere som hvedemel. Derfor ér næsten alle mine brødopskrifter med en blanding. Hvordan jeg lige løser det, har jeg ikke fundet ud af endnu:-)

  2. Åh altså, det er virkelig så ærgerligt! 🙁 Men disse opskrifter ser også gode ud, vi må jo prøve os frem 🙂

  3. Kan hvedeklid bruges i stedet for havreklid? Jeg er ikke helt sikker på hvad forskellen er, men har hvedeklid i skabet 😉

    Kh

  4. Hej Ida. Tusinde tak for den gode opskrift på Fibergræskarboller! De har reddet mit humør! Var ved at køre lidt surt i de samme opskrifter herhjemme. Glæder mig til at udforske flere opskrifter på PCO-liv! Lige et spørgsmål: Kan man evt. tilsætte lidt ærteprotein for at højne protein forholdet? Kh Nanna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *