Salat med kammuslinger, syltet ingefær og poppede vilde ris – fra bogen Sunde Salater
En ny kogebog har fundet vej til mit hjerte og det sker ikke så ofte. Jeg modtager en del kogebøger fra de forskellige forlag. Det er ikke dem alle jeg finder relevante og det er ikke dem alle jeg kan lide. Men i sidste uge lå denne meget spændende nye bog fra Anne Hjernøe i postkassen. Bogen hedder – Sunde salater.
Sunde salater er en meget inspirerende bog. Jeg synes tit at kogebøger er kedelige, men bestemt ikke denne. Skønne flotte billedere, som virkelig er indbydende og giver mig lyst til mad 🙂 Der er salater med og uden kød. Salater der kan bruges som tilbehør og som selvstændige retter. Især er jeg vild med alle de skønne salater med frugt. Jeg synes også at opskrifterne er lette at gå til og med ingredienser man ofte har i køkkenet.
Hvis du mangler inspiration kan jeg varmt anbefale “Sunde Salater” af Anne Hjernøe. Det vil helt sikkert være en af de kogebøger der vil blive flittigt brugt 🙂
Bogen er fra Politikkens forlag og har 272 sider. Den koster 300 kr. Du får intet mindre end 151 opskrifter 🙂
Jeg har fået lov til at bringe en opskrift fra bogen og jeg har valgt denne lækre Salat med kammuslinger, syltet ingefær og poppede vilde ris. Er bare vild med udtrykket “poppede ris”. Det lyder så lækkert.
Salat med kammuslinger,
syltet ingefær og poppede vilde ris
Ingredienser
1 salathoved
½-1 hoved radicchio
3 kugler syltet ingefær
1 rødløg
½-1 rød peberfrugt
¾ dl vilde ris
Flagesalt
12 kammuslinger
Frisk koriander, thaibasilikum eller citronmelisse
Dressing:
2 spsk tidselolie
1 spsk mørk sesamolie
1 spsk ingefærsirup fra
de syltede ingefærkugler
1 spsk fish sauce
Saft af 1 limefrugt
Skyl salaterne, slyng dem tørre og fordel bladene på et fad. Hak ingefærkuglerne og rødløget fint. Rens peberfrugten og skær den fint ud. Bland det hele i salaten.
Rør alle ingredienserne til dressingen godt sammen.
Varm lidt olie op på panden, til den er rigtigt varm. Tilsæt de vilde ris og drys med lidt salt. Risene popper lynhurtigt, når de kommer i den varme olie, men er olien for varm, eller får risene for lang tid i den varme olie, så bliver de bitre, så pas på dem.
Steg kammuslingerne i lidt olie på en meget varm pande – de skal bare have 1 lille minut på hver side. Fordel dem på salaten sammen med dressingen og drys med de poppede vilde ris og finthakkede krydderurter.