Julesmåkager – sukkerfrie og med færre kulhydrater
Dejlige krydret sprøde småkager i lige den form du ønsker. Bedre bliver det ikke 😉 I flere år har jeg forsøgt at lave en småkagedej, hvor man kan udstikke forskellige forme. De er bare aldrig blevet gode. Men i år lykkes det 🙂 De smager rigtig dejligt og børnene kan være med til at lave dem. Her lavede vi engle og hjerter. Og I får et billede af dem, FØR de bliver pyntet, for børnene fik lov til at gå amok med glassur og krymmel 😉
Dejen kan virke lidt klistret, men så skal du bare sætte den lidt i køleskabet, før du ruller den ud. Det kommer an på hvor varmt smørret er 🙂 Elsker bare småkage hygge i december.
Julesmåkager
sukkerfrie og med færre kulhydrater
ca. 50 stk.
100 g mandelmel
100 g. hvid hvede
200 g. blødt smør
80 g. sukrin gold
1 æg
1 tsk. bagepulver
1 tsk. kardemomme
1 tsk. ingefær
1 spsk. kanel
Bland alle de tørre ingredienser sammen. Tilsæt smørret i små stykker. Ælt dejen godt sammen med hænderne, så smørret bliver helt blandet med de tørre dele. Kom ægget i og ælt dejen godt igennem. Lad dejen køle lidt af i køleskabet. Rul halvdelen af dejen ud mellem to stykker bagepapir. Det skal være tyndt, da kagerne hæver lidt. Tag det øverste stykke bagepapir forsigtigt af og læg det på igen. Vend dejen mellem de to stykker bagepapir. Tag igen det øverste stykke papir af. Stik småkager ud af dejen og flyt dem forsigtigt over på en bageplade med bagepapir. Bag småkager i en almindelig oven ved 175 grader i ca. 10 minutter.