Kylling med blomkål og kanel (græsk inspireret)
Ja, denne ret er inspireret af Grækenland. Måske ikke den mest flotte ret, men hold da op en smag. Det er klart gæstemad. Aldrig har kylling eller blomkål smagt så godt. At det ligger og trækker i lagen, gør underværker. Prøv den……….
Sådan skrev jeg tilbage d. 1. november 2010 om denne ret. Og lad mig sige – den holder stadigvæk. Jeg fik i går taget nyt billede af retten og derfor får I den igen 🙂 Den kan også sagtens laves med kylling filet alene, hvis du ikke vil have for mange kalorier 😉
Det er altså sjovt at hive de her gamle retter frem og lave nye billeder af dem. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har taget så dårlige billeder før i tiden 😉 Viser er lige det gamle her så I kan se hvad jeg mener.
Det gamle billede
Det er bare ikke så appetitligt, selvom det var lækkert 🙂 Gad vide hvordan mine billeder ville blive hvis jeg rent faktisk tog et kursus i at fotografere 🙂 Jeg har jo lovet mig selv at tage nye billeder at nogle af de helt gamle gode retter og rydder gevaldigt op på bloggen 🙂 Spændende arbejde, som giver nyt liv til gamle lækre opskrifter 🙂
Dengang fik jeg slet ikke skrevet, hvor let denne ret er at lave. Det hele tager 10 minutter og så passer det sig selv. Det er da nemt. Og så smager det som om at man har brugt hele dagen på det 🙂
Kylling med blomkål og kanel
– 4 personer
1 hel kylling
1 blomkål
2 dl. rødvin
1 dåse tomatpasta
1 spsk. kylling bouillon
1 spsk. stødt kanel
2 fed hvidløg
salt og peber
1/2 dl. oliven olie
evt. lidt sukrin (afhænger af vinen)
Del kyllingen i 8 dele. Tør kyllingstykkerne med køkkenrulle og læg dem i en skål. Skær blomkålen i store buketter og læg også dem i skålen. Rør vin, tomatpasta, bouillon, kanel, olie, hvidløg, salt og peber i en skål og smag til. Der kan være behov for at tilsætte en smule sukrin, hvis vinen er sur. Hæld det over kyllingen. Stil skålen i køleskabet i ca. 2 timer ( eller mere. Evt. fra aftenen før). Husk at dække af med film og at vende det engang imellem (eller at komme det i en fryseposer). Læg kyllingen og blomkålen i et ovnfastfad og hæld marinaden over. Bag retten i ovne ved 210 grader i ca. 1 time.
Tip: Hvis man gerne vil have en lidt tykkere sauce, så kan man tage kyllingstykkerne og blomkålen op. Hælde saucen i en gryde og lade den koge tyk.