
Sommertærte med friske bær fra “Mæt og slank med LCHF”
Som jeg lovede jer i mandags, så får I hermed en lækker opskrift fra den nye bog “Mæt og slank med LCHF”, der udkommer i morgen. Husk at du i morgen kan læse en anmeldelse af bogen, her på bloggen:-)
Det er forlaget der har valgt denne opskrift til jer:-) Og det er da lige hvad man kan bruge på sådanne en kold vinter dag;-) Sommer, bær, varme og drømme sig tilbage til den skønne sommer vi havde sidste år.
Billedet og opskriften her er et godt eksempel på hvad man kan se i bogen – og så ikke et ord mere om det før i morgen;-)
Du kan købe “Mæt og Slank med LCHF”.Se her Mæt og slank med LCHF,
Sommertærte med friske bær
fra Mæt og Slank med LCHF
Tærtebund
150 g blødt smør
100 g mandelmel fra Funktionel Mad
2 spsk loppefrøskaller
1 tsk vaniljepulver
1 tsk bagepulver
70 g mørk chokolade
Creme
1½ dl cremefraiche 38 %
1 tsk vaniljepulver
3 dl fløde
300-400 g blandede friske bær (blåbær, hindbær, brombær, jordbær)
Tærtebund
Opvarm ovnen til 200 grader. Kom alle ingredienserne i en skål og ælt dejen godt sammen. Tryk den derefter ud i en smurt tærteform. Hak chokoladen groft og fordel den ovenpå tærtebunden. Bag tærtebunden i den varme ovn i ca. 10-12 minutter, til den er fast og let gylden. Tag tærtebunden ud, sæt i køleskabet og lad den køle af, så chokoladen stivner.
Creme
Pisk creme fraichen luftig med vaniljepulver. Pisk fløden til skum. Vend de to sammen i en skål.
Skyl og rengør alle bærrene. Halver de største af dem.
Fordel cremen oven på tærtebunden og læg bærrene ovenpå.