Lammemørbrad med blomkålsmos, babyasparges og flødesauce – LCHF
I går havde jeg fødselsdag og weekenden har stået på dejlige gæster og hygge. Det har været skønt. Lørdag fejrede min mand og jeg min fødselsdag og lavede noget helt specielt dejligt mad. Lammemørbrad. Og hvor var det dog lækkert.
Mørbrad er noget af det fineste kød på lammet. Det har en meget fin struktur og er fuld af smag. Jeg er vild med det. Jeg har købt det hos TP netmarked, sammen med det andet lammekød. Der er jeg sikker på at kvaliteten er i orden 🙂
I går havde vi gæster og det skal I nok høre mere om i morgen 🙂 I dag skal jeg lige bruge tid på at rydde op og samle kræfter 🙂 Dagen i går startede nemlig meget tidligt med to meget spændte børn, der sang fødselsdagssang allerede kl. 5 (oh yes efter den nye sommertid). Men det var skønt. De havde glædet sig så meget til min fødselsdag at de slet ikke kunne sove mere og bare måtte give mig tegninger og gaver 🙂 Så kan man ikke være andet end lykkelig 🙂
Lammemørbrad med blomkålsmos, babyasparges og flødesauce
-4 personer
1000 g lammemørbrad
4 fed hvidløg
salt og peber
smør til stegning
lamme bouillon
1/2 piskefløde
evt. kulør
Blomkålsmos
1 blomkål
25 g smør
1/2 dl piskefløde (måske lidt mere)
salt og peber
Tilbehør
Dampet babyasparges (kan erstattes med almindelige asparges)
Del blomkålen i mindre buketter og damp det helt mørt i en gryde med lidt vand. Når det er helt mørt kommes det i et klæde, som rulles som en knallert, så væden løber fra blomkålen. Kom den drænet blomkål i en skål og pisk den med smør og fløde. Smag til med salt og peber. Du kan tilsætte lidt mere fløde, hvis mosen skal være mere lind.
Pres hvidløgene ud over kødet og gnid med salt og peber. Lad det trække i 6-12 timer i køleskabet. Rist lammemørbradene på en grillpande, i alt 6 minutter. Men tiden er efter størrelsen på mørbradene. Pak dem ind i sølv papir og lad dem trække i min. 15 minutter.
Hæld piskefløden og bouillon på panden. Lad det koge ind til en cremet sauce. Brun evt. med lidt kulør. Smag til med salt og peber.
Tip
Spiser du ikke LCHF, så kan du lave mosen mere kalorielet ved ikke at dræne den, men bare mose den. Så skal der ikke tilsætte smør og fløde. Du kan også skifte fløden i saucen med Milda.